Gå til sidens indhold
11. december 2018 Af Thomas Kellermann Hansen

Hjernerystelse: ”Solbriller, kasket og ørepropper var nødvendigt, hvis jeg skulle udenfor”

25.000 får hvert år hjernerystelse, og desværre går mange for hurtigt op i tid. DM hjalp medlem med dialogen med arbejdsgiver, så hun kom godt tilbage på arbejdet.

Der kan ske meget i den københavnske morgentrafik, man ikke havde forberedt sig på. Det mærkede Britmariah Meike Voss på egen krop i efteråret 2017. Foto: Unsplash/Steinar Engeland

For meget fart på i cykeltrafikken? For glat på fortovet?
Årsagerne til hjernerystelse kan være mange, men det altoverskyggende symptom, de fleste vil kunne nikke genkendende til, er en udmattende hovedpine.

Det er også tilfældet for Britmariah Meike Voss. Hun er kandidat i pædagogisk psykologi og ansat som hjemmetræningskoordinator I Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, hvor hun blandt andet er med på tilsyn hos familier, der har børn med betydeligt og varigt nedsat funktionsevne, og som er i målgruppen til en specialinstitution eller specialskole og har valgt at hjemmetræne deres børn.

Nogle dage var det nødvendigt med solbriller, kasket og ørepropper, hvis jeg bare så meget som skulle ud ad døren
- Britmariah Meike Voss

Bankede baghovedet ned i asfalten

Britmariah Meike Voss er én af de 25.000, der efter Hjernerystelsesforeningens skøn bliver ramt af hjernerystelse hvert år i Danmark.

En sædvanlig mandag morgen på cyklen på vej på arbejde ender med at koste dyrt, da en teenagepige på cykel ’braser ind’ i Britmariah. Hun mister herredømmet over cyklen, falder bagover og tager fra med baghovedet først.

”Jeg er rigtig glad for, at jeg havde hjelm på. Jeg var faktisk ved at glemme det den dag, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad det var endt med, hvis jeg ikke var kommet i tanke om det og var gået tilbage efter den, da jeg var gået ud ad døren,” siger Britmariah Meike Voss.

Solbriller, kasket og ørepropper

Britmariah cykler på arbejde efter styrtet, men får hurtigt at vide af kolleger, at hun skal søge læge, som hurtigt konkluderer, at der er tale om en hjernerystelse, der er nødvendig at tage alvorlig. Britmariah bliver sygemeldt og må til nøds tage forskellige remedier i brug for overhovedet at hamle op med hovedpinen.

”Nogle dage var det nødvendigt med solbriller, kasket og ørepropper, hvis jeg bare så meget som skulle ud ad døren. Alene dagslys kunne gøre, at jeg fik endnu mere ondt i hovedet, fik kvalme og blev svimmel – jeg følte mig nærmest sø- eller køresyg.”

Britmariah kommer sig langsomt efter styrtet og begynder at arbejde få timer om ugen. Det starter med 6 timer, men bliver måneden efter til 16, og før hun ved af det, er hun tilbage på 37 timer igen, hvilket bliver til en ubelejlig udvikling.

”Da jeg tog springet fra 32 timer til 37 timer efter sommerferien, fik jeg et tilbagefald og var nødt til at blive sygemeldt igen. Jeg følte mig presset af mit arbejde, men også af mig selv, til at gå op i timer for hurtigt. Nu var der jo næsten gået et år,” siger Britmariah Meike Voss.

Når du er udfordret på dit primære arbejdsredskab, hjernen, kan det være rart at lade DM tænke lidt for dig
- Britmariah Meike Voss

Sparring og aflastning fra DM

Britmariah kontakter DM, der klæder hende på til, hvordan hun skal præsentere sin sag og problemstilling overfor arbejdsgiver. En faglig sparring, hun sætter stor pris på, da hjernerystelsen sætter hende skakmat i forhold til at udtænke de store planer for, hvordan dialogen med hendes arbejdsplads skulle udfolde sig.

”Når det koster kræfter at tænke, er det guld værd at have noget faglig tryghed i ryggen,” siger Britmariah Meike Voss.

Efter at have døjet med en hjernerystelse, der stadig præger Britmariahs hverdag, i mere end et år, lykkes det for hende at nå frem til en løsning, hvor hun ikke er på 37 timer. I stedet har hun sammen med Københavns Kommune konkluderet, at de næste 6 måneder skal være på 32 timer, så hun fortsat har mulighed for at komme sig helt over hjernerystelsen. En beslutning, Britmariah er glad for.

”Det er nok resultatet af mange ting, blandt andet at der er kommet en god forståelse for arbejdskompleksiteten i det, jeg laver,” siger hun og uddyber.

”Jeg er glad for den sparring, jeg har haft med DM. Det har været værdifuld rådgivning og vejledning.”

”Så udover at bruge cykelhjelm eller cykelkrave vil jeg opfordre til, at man kontakter DM, hvis man får hjernerystelse. Det kan godt lade sig gøre at finde en løsning, der ikke hedder afskedigelse. Når du er udfordret på dit primære arbejdsredskab, hjernen, kan det være rart at lade DM tænke lidt for dig.”

Mangler konsensus

Spørger man Ronni Bødker, der er formand for Hjernerystelsesforeningen, er Britmariah Meike Voss’ sag et eksempel på, at der mangler konsensus omkring, hvordan man skal håndtere hjernerystelser.

”Det kan være svært at agere rigtigt, når man får hjernerystelse, fordi det er så individuel en størrelse,” siger Ronni Bødker.

”Vi hører om rigtig mange, der presses for hurtigt op i timer og på den måde havner i en situation, hjernen ikke er klar til.”

Ronni Bødker medgiver, at det er en stor og kompleks udfordring, men siger samtidig, at der er brug for mere konsensus omkring håndteringen af hjernerystelser på arbejdsmarkedet.

”Vi har brug for en standardisering af den ramtes miljø på den måde, at vi skal skabe viden om, at symptomer, behov og behandlingstid er individuelt,” siger Ronni Bødker.

Han forklarer, at det glæder ham, at det lykkedes for Britmariah sammen med DM at nå til enighed med arbejdsgiver om at skrue ned for arbejdsbyrden for det næste halve år, men siger også:

”Den sidste danske konsensusrapport for hjernerystelser er fra 2003, og vi har at gøre med en anerkendt sygdom, der hvert år udfordrer mange danskere. Derfor er det nødvendigt med større fokus, så vi ikke ser så mange uberettigede afskedigelser, som vi desværre gør i dag.”

Kontakt DM

Husk, at du som medlem altid kan kontakte DM. Skriv på dm@dm.dk eller ring på telefon 38 15 66 00, hvis du har spørgsmål om hjernerystelse eller har brug for hjælp til en konkret sag.