Spring menu over

DM’s formand: Nu er konflikten rykket et skridt nærmere

Del artikel:

Efter de seneste meldinger om sammenbrud skal forhandlerne nu mødes hos forligsmanden i et forsøg på at nå frem til en løsning. En historisk storkonflikt truer. Men vi håber stadig på en løsning, siger DM’s formand Camilla Gregersen.

Først brød overenskomstforhandlingerne mellem innovationsminister Sophie Løhde og de statsansatte forhandlere sammen fredag.

Mandag brød forhandlingerne så sammen for de ansatte på det kommunale område. De regionalt ansatte forventes også at melde om sammenbrud.

Nu forlader forhandlerne Slotsholmen og KL og rykker i stedet ind på Skt. Annæ Plads. I mandags kom det nemlig frem, at forligsmand Mette Christensen har indkaldt parterne til et møde på torsdag den 1. marts i Forligsinstitutionen, der har til opgave at bistå ved interessekonflikter på arbejdsmarkedet.

DM: Vi står fast
Ifølge Camilla Gregersen, formand i Dansk Magisterforening, bliver det svært at nå frem til en løsning. Men der er stadig håb.

- Det er fortsat mit håb, at der kan landes en løsning ad forhandlingens vej, men det ser godt nok vanskeligt ud. Vores mål er at lande en aftale, som honorerer alle de mange dygtige offentligt ansatte for den store indsats, de yder for samfundet, siger hun.

- Forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter har traditionelt været en glimrende måde at lave aftaler på, og jeg er både forundret og ærgerlig over, at arbejdsgiverne denne gang har været så uvillige til at gå i realitetsforhandlinger om de centrale elementer.

Mødet i Forligsinstitutionen er i første omgang en orientering af forligsmanden om sammenbruddet i forhandlingerne. Hvis forhandlingerne føres videre i Forligsinstitutionen, er der mulighed for, at forligsmanden kan fremsætte et mæglingsforslag, som skal sættes til afstemning.

Forligsmanden har også mulighed for at udskyde en konflikt i op til to gange to uger. Så med mindre parterne selv kan finde en løsning, er Forligsinstitutionen sidste mulighed for at afværge en historisk storkonflikt på det offentlige område.

- Med sammenbruddet i kommunerne, er en konflikt rykket et skridt nærmere. Derfor bliver der nu brug for, at alle medlemmer bliver aktive, så vi kan få synliggjort for hele befolkningen, hvor stor betydning medarbejderne i den offentlige sektor har, siger Camilla Gregersen.

Derfor opfordrer formanden alle medlemmer til at engagere sig og blande sig i debatten.

- Vi skal have skabt gejst og aktivitet på tværs af faggrænser og arbejdspladser og vise de offentlige arbejdsgivere, at vi står fast på kravet om ordentlig løn og rimelige vilkår.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje