Spring menu over

Derfor vandt de to RUC-forskere DM's Forskningspriser

Forskningsprisen 2018
Kristine Niss, fysiker og professor MSO på RUC (tv.) og Dr. phil. og ph.d. Lasse Horne Kjældgaard (th.), forskningsleder samt professor i dansk litteratur ved Roskilde Universitet, modtager DM’s Forskningspris 2018. Foto: William Leerbeck Meyer.
Del artikel:

Læs den uafhængige priskomités motiveringer til DM's Forskningspriser, 2018.

Her finder du den uafhængige priskomités motiveringer i fuld længde til DM's Forskningspriser, 2018. 

KRISTINE NISS, FYSIKER OG PROFESSOR MSO PÅ RUC

DM’s Forskningspris 2018 inden for naturvidenskab går til fysiker Kristine Niss, der er professor MSO på Roskilde Universitet.

Kristine Niss’ forskning omhandler seje væsker, og hvordan de kan forandre sig ved forskellige tryk og temperaturer. Mange stoffer, fx glas og plastik, opfører sig som seje væsker og er hårde, når de deformeres pludseligt, men flyder efter nogen tid, hvis man fortsætter kraftpåvirkningen på dem. Det er derfor vigtigt at kunne måle et stofs egenskaber over mange forskellige tidsskalaer, fra timer og sekunder over millisekunder helt ned til ufatteligt korte tidsrum – såkaldte pico-sekunder.

Kristine Niss’ forskning har ført til flere gennembrud.
I foråret 2018 havde hun for eksempel en forskningsartikel i tidsskriftet Nature Communication, som for første gang viser, at fasediagrammet for visse væsker de facto er én-dimensionalt. Generelt vil molekylernes bevægelse i en væske afhænge af to ”dimensioner” i fasediagrammet, nemlig tryk og temperatur, men Kristine Niss’ forskning viser, at man ved passende valg af tryk og temperaturkan få det samme bevægelsesmønster langs linjer i fasediagrammet. Dette resultat fik få uger efter en grundig omtale i Science [359,1115] som bl.a. skrev ”This finding dramatically simplifies the theory that describes these fluids.”

Kristine Niss har desuden præsteret verdens mest præcise målinger af ”physical aging”, den proces hvormed materialer kan ændre egenskaber over lang tid, hvis molekylerne ændrer positioner i forhold til hinanden. Man kan se denne effekt ved at sammenligne en gammel plastiklineal med en ny: Den gamle viser måske 30,1 cm, hvor den nye viser 30,0 cm, hvilket skyldes, at førstnævnte har trukket sig en lille smule sammen over 10, 20 eller 30 år.

Forståelsen af, hvordan seje væsker og glasser opfører sig under tryk og over tid, har en stor betydning for blandt andet vores forståelse af også biologiske processer. Hvis vi kunne forstå glasovergangen, ville det derfor få vidtrækkende konsekvenser.

Kristine Niss besidder en unik kombination af dyb indsigt i væskers fysik og fremragende kommunikationsevner, og er således en værdig modtager af DM’s Forskningspris 2018.

LASSE HORNE KJÆLDGAARD, FORSKNINGSLEDER OG PROFESSOR I DANSK LITTERATUR PÅ RUC

Dr. phil. og ph.d. Lasse Horne Kjældgaard, der er forskningsleder samt professor i dansk litteratur ved Roskilde Universitet, tildeles DM’s Forskningspris 2018 for sit banebrydende forskningsarbejde i dansk litteratur- og kulturhistorie.

Lasse Horne Kjældgaard har ydet en pionerindsats indenfor forskningen i velfærdsstat og litteratur, et helt nyt forskningsfelt. Dermed har han sat fokus på et centralt tema i forholdet mellem kultur og samfund, nemlig meningen med velfærdsstaten. Hans doktordisputats fra 2017 har netop titlen ”Meningen med velfærdsstaten. Velfærdsstatsdebat og dansk litteratur 1950-1980.”
Gennem en række artikler har han åbnet manges øjne for velfærdsstatens karakter af at være et politisk og socialt eksperiment og for fiktionens rolle i eksperimentet.

Hans forskning påkalder sig international interesse med sine spørgsmål om kunsten og litteraturen i velfærdsstaten, hvor den sociale tryghed er høj, og hvor konflikter og problemer, der tidligere har været en rig kilde til kunst og litteratur, er mere eller mindre afmonterede.
Det er ikke kun i forbindelse med velfærdsstatsproblematikken, at han har formået at kaste nyt lys over de store kulturelle spørgsmål med sin forskning.

Som videnskabelig udgiver af Karen Blixens værker har Lasse Horne Kjældgaard ydet et væsentligt bidrag til en kolonihistorisk forankret, mere global, moderne og anfægtende læsning af forfatterskabet.
Lasse Horne Kjældgaard har tillige givet en nytænkende kultur- og ideologihistorisk analyse af den danske guldalder med fokus på nøgleskikkelserne Heiberg og Martensen.

Derudover har Lasse Horne Kjældgaard ydet en stor formidlingsindsats blandt andet som redaktør af tidsskriftet Kritik og som anmelder på dagbladet Politiken.
Lasse Horne Kjældgaard er således en værdig modtager af DM’s Forskningspris indenfor humaniora 2018.

DEN UAFHÆNGIGE PRISKOMITÉ

Det har været muligt at indstille til DM’s Forskningspriser frem til søndag d. 11. november 2018.
De to prisvindere er udvalgt af en uafhængig priskomité, som består af Peter Harder, professor, Københavns Universitet (formand), Katja Sønder Tuxen, programmedarbejder, Danmarks Radio, Anne Knudsen, tidligere chefredaktør, Weekendavisen, Anja Cetti Andersen, lektor, Dark Cosmology Centre, Købehavns Universitet og Susanne Ørum Foss, ledelseskonsulent, Metropol.

 

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje