Spring menu over

Ny undersøgelse: Halvdelen af de studerende er stressede

Del artikel:

En ny undersøgelse foretaget af Dansk Magisterforening viser, at knap halvdelen af de danske studerende er stressede. Tallene viser også, at det oftere er de kvindelige studerende, der føler sig stresset, og at ensomhed i høj grad hænger sammen med de studerendes stress.

På universiteterne er søvnløshed og hjertebanken helt almindeligt. Knap 49 procent af de 1092 adspurgte studerende svarer, at de inden for den seneste måned ret ofte eller meget ofte har følt sig nervøse eller stressede. Det gør de i en ny undersøgelse foretaget af Dansk Magisterforening. Undersøgelsen skal være med til at klarlægge, hvordan de studerende trives på deres studie. Tallene bekymrer forkvinde for DM Studerende, Lea Friedberg:

- Det er alt, alt for mange af de studerende, som føler sig stressede i hverdagen. Det skal vi tage meget alvorligt, siger Lea Friedberg.

Det de studerende stresser mest over er eksamen, men også det generelle studieliv kan få pulsen op. Det undrer ikke Lea Friedberg.

- Der er mange årsager til, at de studerende føler sig stressede. Men det er min opfattelse, at megen stress kommer af, at de studerende har virkelig meget at se til både på studierne og på deres studiejob. Samtidig, vil de studerende gerne gøre det, så godt som de overhovedet kan, eksempelvis når det kommer til høje karakterer. Generelt er de unge virkelig lydhøre over for den kritik, som samfundet udsætter dem for, siger Lea Friedberg

Kvindelige studerende hårdest ramt
Mens halvdelen af de kvindelige studerende svarer i undersøgelsen, at de ret ofte eller meget ofte føler sig nervøse eller stressede, gælder det samme for en tredjedel af de mandlige studerende. For begge køn er der tale om, at stress for mange er en almindelig del af hverdagen, men det er altså især de kvindelige studerende, som mener, at nervøsitet og stress fylder meget.

Denne forskel kommer ikke bag på Lea Friedberg.

-Jeg tror, at det især er to ting, der gør sig gældende. Det første er præstationskravet. Det er særligt unge piger, som allerede fra barnsben oplever, at der er et forventningspres om, at de skal være perfekte. Det andet der har noget at sige er, at arbejdsmarkedet forskelsbehandler mænd og kvinder, når de så er færdige på deres studier. De nyuddannede kvinder sidder i usikre ansættelser, fordi virksomhederne er bange for at ansætte dem, hvis de skulle gå på barsel. Det kan også være med til at stresse kvinderne, mens de er i uddannelse, vurderer Lea Friedberg.

Ensomhed og stress hører sammen
Det er især de ensomme studerende, der oplever studiestress. For mens hver femte ikke-ensomme studerende, føler sig stresset, gælder det halvdelen af de ensomme studerende.

Her bør universiteterne spille en mere aktiv rolle, mener Lea Friedberg.

-Når vi ved, hvor vigtige sociale relationer på studiet er, er det afgørende, at universiteterne giver de studerende de sociale rammer, der skal til. For eksempel ved at de følger op på de trivselsundersøgelser, som universiteterne er pålagt at lave hver tredje år, men ikke nødvendigvis reagerer på. Det er også derfor, at vi i Dansk Magisterforening støtter de studerendes intro- og rusperioder, fordi vi ved, at den første tid har stor betydning. Jeg går også ind for, at vi laver flere sociale boligtilbud til de studerende. Kollegierne kan skabe nogle af de sociale bånd, som vi ved, er vigtige, siger Lea Friedberg. 

Læs Dansk Magisterforenings studiestartsundersøgelse her 

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje