DEBAT: Grundbevillinger sikrer stabilitet, mens studenterevalueringer og jobbonus gør mere skade end gavn. Derfor er den nye bevillingsreform svær at blive klog på, skriver Magistrenes Camilla Gregersen.
Af Camilla Gregersen
Formand, Dansk Magisterforening
Samtlige Folketingets partier blev i forrige uge enige om et nyt bevillingssystem for de videregående uddannelser. Den politiske hensigt med det nye bevillingssystem har været at sikre stabilitet og sætte fokus på kvalitet.
Det er et ønske, som Dansk Magisterforening deler, og derfor har vi arbejdet for en grundbevilling, fordi det giver mulighed for langtidsplanlægning og dermed et godt arbejdsmiljø for de ansatte samt kvalitet i uddannelsen for de studerende.
Grundbevillingen skal dog ikke være så stor, så der ikke er finansiering til udbygning af uddannelsesområder, og derfor er der stadig en stor aktivitetsdel – det er også fornuftigt.
Uheldige tilfredshedsmålinger
Desværre er der i det nye bevillingssystem elementer, som uforvarende kommer til at mindske stabilitet og kvalitet.
Der bliver med det nye system indført nye parametre og krav, som uddannelserne måles på, og som de dermed også vil komme til at styre efter.
En af nyskabelserne er, at universiteternes bevillinger skal være afhængige af tilfredshedsmålinger fra de studerende. Det har vi advaret imod.
Selvfølgelig skal de studerende have mulighed for at give feedback, og det er vigtigt, at uddannelsesinstitutionerne er modtagelige over for den kritik, der måtte komme. Men der skal ikke bindes økonomi op på det.
Fjern bøden ved dårlig evaluering
Er der steder, hvor der skal skabes forbedringer af undervisningen, skal de ikke straffes økonomisk, men tværtimod sikres de nødvendige midler til at løfte uddannelserne og dermed tilfredsheden.
Det er paradoksalt, men desværre en realitet, at evalueringer, som skal sætte fokus på kvalitet, kan komme til at mindske den selv samme kvalitet, når der bindes økonomi på.
En kobling mellem evalueringer og bevillinger kan medføre en uheldig selvregulering, hvor uddannelser i højere grad har fokus på at skabe positive evalueringer i stedet for at have fokus på, hvad der fagligt set er den bedste uddannelse.
Et højt fagligt niveau, der kræver meget af de studerende, giver heller ikke altid topkarakterer i evalueringer, men derfor kan det godt være det fagligt rigtige.
Ond beskæftigelsesspiral
Et andet uhensigtsmæssigt element ved det nye bevillingssystem er, at midler bindes op på dimittendernes beskæftigelse.
Det betyder, at universiteterne bliver straffet økonomisk, når en uddannelse har høj ledighed for de nyuddannede.
Det er problematisk, fordi der derved bliver færre midler til de studerende, der er i gang med uddannelsen.
Dermed får vi skabt en ond spiral, hvor uddannelsernes kvalitet daler – samtidig med, at de studerende får endnu sværere ved at komme i job.
I stedet bør vi kigge på de fag, hvor det er særligt svært at komme i job som helt nyuddannet og investere i forandringer, der kan få dimittenderne hurtigere i job. Her skal der bygges broer mellem uddannelsen og arbejdsmarkedet.
Vi står over for et forandret arbejdsmarked, hvor der skal skabes jobs inden for nye brancher. Derfor er det også en meget kortsigtet løsning at udhule enkelte uddannelsers bevillinger på grund af nuværende beskæftigelsestal.
Reform trækker i flere retninger
Vil man have færre til at læse en uddannelse, er det mere ærligt at tage færre ind end at forringe uddannelsen økonomisk, når de er optaget.
I stedet for at indrette økonomien efter uforudsigelige bevægelser på arbejdsmarkedet skal høj kvalitet i uddannelserne være styrende, hvilket selvfølgelig kommer arbejdsmarkedet til gode i sidste ende.
Et nyt bevillingssystem skal øge kvaliteten og stabiliteten. Men den model, der ligger, trækker i flere retninger.
Vi har sagt ovenstående pointer mange gange i det politiske forløb, der har været det sidste år, og vi værdsætter, at elementerne er forhandlet ned. Men jeg håber, at politikerne vil give det en ekstra tanke, om det i det hele taget gavner kvaliteten at have de elementer med.
