Regeringens finanslovsforslag indeholder fortsatte besparelser på uddannelsesområdet, og det vil koste på kvaliteten af vores uddannelser.
Omprioriteringsbidraget blev indført som en midlertidig besparelse på uddannelsesområdet i finansloven for 2016 til og med 2019. Men af forslaget til finanslov fremgår det, at omprioriteringsbidraget som minimum er forlænget til 2021.
"Uddannelser er det forkerte sted at spare. Derfor ærgrer det mig, at regeringen fastholder to procents-besparelsen på uddannelsesområdet, hvor det vil koste på kvaliteten af uddannelser. Det er for mig at se et sted, hvor det er alt for dyrt at spare", siger Camilla Gregersen, formand for DM.
Der er i finanslovsforslaget ikke angivet, hvor længe uddannelsessystemet skal leve med omprioriteringsbidraget, og det undrer Camilla Gregersen.
"Vi er ifølge regeringen midt i et opsving, og for mig at se er det nu, vi har midlerne til en massiv investering i fremtidens arbejdsmarked. Det gør vi ved ikke bare at droppe besparelser på uddannelsessektoren, men også at tilføre sektoren midler, så vi kan fastholde uddannelser af højeste kvalitet", siger hun.