Dansk Magisterforening kræver penge på kommende finanslov til udflytningen af de statslige arbejdspladser.
PRESSEMEDDELELSE
Udflytningen har ifølge regeringens egne talt allerede vist sig at blive mere end dobbelt så dyr som først antaget. En forsvarlig udflytning kan ikke gøres inden for de rammer, der er nu, siger Dansk Magisterforenings formand.
”Det er nødvendigt med flere økonomiske midler, så udflytningen ikke ender som en spareøvelse. Det hænger ikke sammen med en økonomisk ramme fra regeringen på 400 millioner kroner, hvis vi vil gennemføre danmarkshistoriens største flytning af offentligt ansatte”, siger Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening.
Kombinationen af en kort tidsramme og et alt for lavt beløb til at flytte 3900 statsansatte gør det helt naturligt, at 829 offentligt ansatte allerede nu har sagt op. Men det får ikke kun konsekvenser for hver enkelt af de 829 ansatte og deres familier, lyder vurderingen fra Dansk Magisterforening.
Hvis sagsbehandlingen i styrelserne bliver forsinket, vil borgere og virksomheder opleve dalende effektivitet og produktivitet, lyder det fra Dansk Magisterforening ovenpå nyheden om, at sagsbehandlingstiderne er steget i en række styrelser, som skal flytte fra København.
”Det er bedrøveligt og rammer regeringen som en boomerang. Regeringen siger selv, den ønsker vækst i hele landet. Samtidig siger de udflytningsramte styrelser, at sagsbehandlingstiderne er vokset. En udsultet udflytningsproces vil få uoverskuelige økonomiske konsekvenser for alle de mange områder, der er i samspil med de offentlige styrelser. Det har vi slet ikke råd til ”, siger Camilla Gregersen og uddyber:
”Jeg håber virkelig ikke, at regeringen sidder denne viden overhørig. Det er bydende nødvendigt, at regeringen i forbindelse med finansloven for 2017 afsætter de nødvendige midler, så vi gennemfører udflytningerne på en ordentlig og værdig måde. Det skylder vi både de ramte medarbejdere og samfundet, der lider under længere sagsbehandlingstider”.
Dansk Magisterforening repræsenterer 50.000 medlemmer inkl. studerende.
Yderligere oplysninger
Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening: 27 12 92 33
Esben Geist, presse- og kommunikationschef i Dansk Magisterforening: 30 50 71 57