Vi uddeler hvert år tutorprisen til de bedste tutorer på alle landets universiteter for at værne om det gode studiemiljø. I år vandt biologi på KU.
Det gode studiemiljø er under pres fra mange kanter med blandt andet fremdriftsreformen og uddannelsesbesparelser, som trækker tænder ud på sammenholdet.
De studerende er mere stressede og ensomme end tidligere, og det er derfor vigtigere end nogensinde, at de får en god studiestart.
Vi uddeler hvert år tutorprisen for at støtte op om det gode studiemiljø og belønne de tutorer, som gør en ekstraindsats for at hjælpe de nye studerende ind på uddannelserne.
10.000 kr. til biologi på KU
I år går tutorprisen på 10.000 kroner til tutorerne på biologi fra KU.
Pengene skal blandt andet bruges til at sikre, at der også næste år er råd til at give de nye studerende en god start med faglige og sociale arrangementer.
Formand for de studerende i Dansk Magisterforening, Gry Reiter, fortæller om begrundelsen for, at det i år blev biologerne, der løb med sejren:
”De har været rummelige, haft fokus på at få alle med og har skabt aktiviteter for alle, uanset om man var til fest langt ud på natten eller ej. Tutorerne på biologi har taget ansvar for at inkludere alle, at ryste folk sammen og at klæde folk på fagligt, så det ikke er så overvældende og uoverskueligt at starte studiet efter rusugen. Vi er derfor stolte af at kunne kåre dem som Danmarks bedste tutorer i 2016. ”
Lokale vindere
Vi klæder tutorer landet over på til at introducere de mange nye studerende til den bedste studiestart.
Udover hovedprisen uddeles derfor også lokalpriser til de fem bedste tutorhold på KU, RUC, SDU, AU og AAU på hver 2000 kr.
Biologi på KU løb også her med den lokale sejr på KU.
De lokale vindere:
- KU - Biologi
- RUC – Rusvejlederne i Hus 7
- SDU – Dansk Studier
- AU - Arabisk- og Islamstudier
- AAU - Psykologi