Spring menu over

Sådan forhandler du din løn op

sammen-staar-vi-staerkere_1200x628

© Harry Parvin

Del artikel:

Få kan lide at bede om mere i løn, og vi ender derfor ofte med at stille for beskedne krav. Men det er dumt, for du ender med at snyde dig selv. Få en række gode råd til lønforhandlingen.

Det kan føles ubehageligt at bede sin chef om mere i løn. Forbered derfor lønforhandlingen grundigt, så du føler dig mere tryg. Start gerne med et løntjek gennem vores lønberegner, så du har et godt udgangspunkt før forhandlingen.

Forbered dit udspil, og vær ambitiøs. Drømmer du om at stige 3.000 kroner i løn, så begynd ikke at tænke, at det er for grådigt, og at chefen alligevel ikke har penge til det. Så er du allerede ved at forhandle dit eget krav ned og ender måske med kun at bede om 1.500 kroner.

Du gør ikke forhandleren en tjeneste ved at gå ned i krav. Faktisk gør du det modsatte, hvis du beder om 1.500 i stedet for 3.000, bliver du rigid at forhandle med, fordi du allerede har nærmet dig din smertegrænse.

Husk også, at lønforhandlingen ikke først starter, når I sætter jer ved bordet på chefens kontor. Den foregår hver eneste dag på arbejdspladsen og særligt i perioden op til lønforhandlingen, hvor det er vigtigt, at du viser dit initiativ og de resultater, som du har opnået.

Læs mere om, hvordan du forbereder dig

Der er to næsten faste elementer i den gode lønforhandling:

Udenomssnak

Forhandlingerne begynder stort set altid med en snak om vejret eller dagens nyheder. Vær tålmodig, for forhandlingen er allerede i gang, og chefen er ved at se dig an. Vær dog også opmærksom på, at lønforhandlingen ikke er en hyggesnak. Du skal selvfølgelig være venlig, men du skal også være professionel.

“Nej”

Enhver god lønforhandling starter med et nej. Så ved du, at du har været ambitiøs nok i dit krav. Det er med nej’et, at forhandlingen starter. Tag derfor heller ikke det første nej personligt.

Når forhandlingen er gået i gang, skal du argumentere for din sag og prøve at vende “nej” til “ja". Fortæl, hvor vigtigt dit arbejde er i forhold til virksomhedens mål. På den måde efterlader du et indtryk af, at du og virksomheden har fælles interesser, hvilket er et godt udgangspunkt for at få en lønforhøjelse. Husk også at spørge til, hvordan det kan lade sig gøre og tænke i løsninger på, hvordan du kan få det, du ønsker.

Er chefen helt urokkelig, så lad dig ikke slå ud af det. En god idé kan være at tage en ny samtale om tre måneder og så sørge for at at vise, hvorfor du er en værdifuld medarbejder I mellemtiden.

Læs hvordan du forhandler løn året rundt

 

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje