Spring menu over

Styrk din ledelse opad

Del artikel:

Alle véd, at ledere skal lede deres medarbejdere – sætte rammer og definere retning. Men færre er opmærksomme på, at ledere også har en vigtig opgave i at lede deres chef: Lede opad.

Hvis man som leder overser, at man også har en opgave i at lede egen leder, går man dels glip af fordele i form af indsigt, støtte og ressourcer. Man risikerer desuden unødvendigt bøvl, når man ikke hjælper sin chef til at træffe de rigtige beslutninger og ikke er afstemt med sin chef omkring forventninger.

Drop dine forbehold overfor ledelse opad

Måske synes du, ledelse opad lyder lidt som tips & tricks til at sno sig i magtens korridorer. Det kan vække en mistanke om, at man ikke gennem flid, men gennem fedt og snyd vil sikre sig ekstra, ufortjente fordele via gode forbindelser. Men det er naturligvis ikke ideen. God ledelse opad er ikke en sport for hofsnoge. Opgaven er at udfordre, kvalificere, støtte og inspirere sin øverste ledelse – at spille hinanden gode.

Tilsvarende vil nogle måske indvende, at en mellemleder ikke kan udøve ledelse opad i hierarkiet – at opgaven snarere er at lære at respektere hierarkiets præmisser og chefens pligt og ret til at træffe beslutningerne. Men det er en alt for defensiv tilgang: Chefer har brug for hjælp til at træffe de rigtige beslutninger og til at agere hensigtsmæssigt, og mellemlederne er oplagte rådgivere, udfordrere og støtter for den øverste ledelse.

Du kan gennem en bevidst indsats gøre din leder bedre – og samtidig blive en bedre mellemleder for din chef.

Fordelene ved at chef og leder er allierede

Du og din chef er afhængige af hinanden: Du kan bidrage til din chefs succes, hvis du leverer gode resultater og støtter ham/hende på møder og på gangene. Modsat kan du skabe problemer for din chef, hvis du leverer dårlige resultater og ikke er loyal over for ham eller hende. Din chef kan tilsvarende sikre dig gode arbejdsbetingelser og ultimativt være afgørende for, at du bliver forfremmet - eller stå i vejen for din succes.

Derfor har I begge brug for at udvikle et godt samarbejde, hvor I sikrer, at I er afstemte og ved, hvor I har hinanden. Med andre ord, skal du arbejde for, at du og din chef bliver hinandens allierede. Og du skal ikke vente på, at din chef tager initiativet.

5 gode råd, når du leder opad

1. Skab en alliance, hvor I spiller hinanden gode

Ånden i jeres samarbejde bør være, at I spiller hinanden gode. I har begge styrker og svagheder – og opgaven er at hjælpe hinanden, så I begge står stærkere. Udgangspunktet for din ledelse opad bør derfor være, at du ønsker at hjælpe din chef med at lykkes med at realisere hendes mål, og at hun kan mærke, at det er din intention.

2. Forstå din chefs præmisser

Ved du, hvad der er din chefs største bekymring for tiden? Og hvilke ambitioner, der driver hende? Selvom du ikke har direkte adgang til indersiden af chefen pandelapper, så kan du dels gennem omtanke, dels ved at have en løbende dialog med din chef, få indsigt i hvilke drømme og bekymringer, der påvirker din chef.

Nogle chefer elsker en ophedet diskussion og taler højt og længe, hvis de bliver grebet af et emne. Det kræver en anden tilgang fra din side, end hvis din chef er fåmælt og ofte har brug for tænke sig om nogle dage, før han er klar med en holdning.

Du kan med fordel lave en grundig interessent-analyse af din chef og derved få inspiration til, hvordan du skaber det bedst mulige samarbejde med chefen: At du udvikler en arbejdsstil, der matcher chefens, laver en bedre aftale om samarbejdet med din chef osv.

3. Afklar, hvad der forventes af dig

Et andet vigtige håndtag i ledelse opad er en grundlæggende forventningsafstemning med din chef. Du skal finde ud af, hvad det er, du skal bidrage med i organisationen. Ingen af jer bliver tilfreds, hvis din chef forventer at din afdeling får sagsbehandlingstiden ned, mens du og dine medarbejdere har fokus på at udvikle nye kompetencer, der har relevans på længere sigt, men som på kort sigt forlænger sagsbehandlingstiden. For at du kan blive en succes i jobbet, skal du og din leder være enige om, hvad succeskriterierne er. Hvad bliver du målt på, når året er omme?

I nogle organisationer er det en naturlig del af arbejdet, at man årligt aftaler konkrete mål for organisationen, afdelingerne og evt. for hver enkelt medarbejder. I andre organisationer er det langt mindre tydeligt, hvad man som leder bliver målt på. I så fald må du og din chef selv definere de relevante mål. Hvis ikke din chef tager initiativ til, at I afklarer forventninger, bør du selv tage initiativ til at skabe en dialog, hvor I afstemmer forventningerne.

4. Opbyg en tillidsfuld relation

Det gode samarbejde mellem dig og din chef etableres ikke én gang for alle. I skal investere i det og løbende sikre, at I fortsat er på rette vej. I skal håndtere opståede problemer, definere fælles holdninger til konkrete spørgsmål og sparre med hinanden om, hvordan I går til ledelsesopgaverne.

De klassiske faldgruber i det løbende samarbejde er dels, at I mødes for sjældent, at der mangler åbenhed i jeres dialog, og at I har et ensidigt fokus på operationelle spørgsmål i jeres dialog. Alt sammen bidrager det til at I ikke får talt om vigtige strategiske spørgsmål eller om, hvordan jeres samarbejde kan styrkes.

Måske tænker du, at det går fint uden disse møder og dialogen om samarbejdet. Realiteten er bare, at det står i vejen for at du kan lede opad – og står i vejen for chefens kompetente ledelse af dig. Derfor skal du sørge for at tage fat i de emner, du mener det er vigtigt i afklarer. Vær disciplineret og tag problemfyldte emner op, selvom det kan være svært.

5. Vær en tilpas forstyrrelse

Ledelse opad handler også om at sætte dine egne agendaer – til gavn for virksomheden. Du skal ikke bare rette ind og løse de opgaver, du er blevet tildelt. Det er også en del af dit arbejde at komme med forslag, forholde dig kritisk og samtidig konstruktivt til situationer og beslutninger. Sørg derfor for at bringe nyt til bordet – ved at have fokus på at opfange og udvikle ideer fra din organisation og løbende bringe forslagene op med dine chefer. Udfordringen er at sikre, at dine chefer oplever det som tilpas store forstyrrelser. Du skal til enhver tid undgå at chefen bliver overrumplet eller føler sig udstillet negativt på møder – det sikrer du typisk ved at være kritisk på tomandshånd og ved at give din chef tid til at lade en ny ide modne.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje