Peter driver kendt gods i Nordsjælland og har en særlig opfordring til alle ledere

På en tur rundt på Nivaagaard kan du komme forbi klare søer, som er opstået efter de gamle lergrave. Du passerer marker, hvor græsset i dag har fået lov til at gro, og avlsbygninger, der engang husede kvæg men som nu er kontorer. Går du ned langs kysten, breder naturen sig med lange strandenge og tæt kratskov.

Det er også nogenlunde det, Peter Tom-Petersen ser på sine ture rundt på det 120 hektar store gods. Han skal lige tjekke, om alt er, som det skal være.

Han er direktør for Fonden Den Hageske Stiftelse. En erhvervsdrivende fond med et todelt formål: at drive godset Nivaagaard og at støtte mennesker med psykiske lidelser økonomisk.

Det er præcis sådan en formålsdrevet virksomhed, han befinder sig rigtig godt i.

“Jeg er jo stadig Peter, når jeg går på arbejde, og jeg kan ikke løbe fra, at jeg har personlige præferencer for, hvordan tingene skal være,” siger han.

For Peter Tom-Petersen handler ledelse netop ikke kun om drift og økonomi, men også om ansvar. Både for os selv og for dem, der kommer efter os. For hvis vi ikke gør noget nu for vores eftertid, risikerer vi, at de får det mindre godt, end vi selv har haft.

At bladre i Hvad kan jeg blive?

Som dreng kunne man ofte finde ham i den lokale skov. Var han ikke dér, sad han fordybet i en bog på biblioteket. Det var netop her, mens han læste sig gennem Hvad kan jeg blive? og dens hundredvis af uddannelsesmuligheder, at han stødte på forstkandidaten – en videregående uddannelse i skovbrug.

Med den kunne han kombinere sine to store interesser: At være ude i naturen og fordybelsen. Men en overvældende skoletræthed i gymnasiet gjorde, at drømmen blev sat på pause. I stedet cyklede han mod et snedkerværksted i Helsingør og spurgte, om de havde plads til ham. Det havde de. 

“Da jeg var i lære, havde jeg parkeret ideen om at blive forstkandidat, så det gik jeg ikke og tænkte over til hverdag. Der skulle jeg være snedker, og jeg elskede at være i lære," siger han, og har stadig stor glæde af at kunne et håndværk. 

For da lærlingetiden var ovre, begyndte et arbejdsliv fyldt med repetitive opgaver som at opsætte 200 døre eller montere mindst lige så mange køkkener i store byggerier. Det var næsten lige så trættende som skolen havde virket før, så tanken opstod: Man kunne jo bare vælge om igen? Så det gjorde han, tog et studenterkursus og blev forstkandidat.

Bevaring for eftertiden løber som en rød tråd gennem Peter Tom-Petersens karriere, som både tæller stilling som gravmindeforvalter med ansvaret for at bevarer København Kommunes over 3000 bevaringsværdige gravminder og før det i Dansk Bygningsarv, hvor han var med til at bevare historiske bygninger ved at sikre deres bevaring og fortælling i kombination med etablering af nye funktioner og aktiviteter.

Tættere på den meningsfulde indflydelse

I dag har Peter Tom-Petersen formelt været leder i 5 år, men længe før han fik formelt lederansvar, har han naturligt været tæt på ledelsen.

Han er typen, der ikke har været bange for at række hånden op og spørge: Hvad med, at vi gør det på den her måde? På den måde har han gennem sit arbejdsliv fået ansvar for en række meget forskelligartede opgaver, og det har netop været den indflydelse, man kan få, der tændte ham på at gå ledervejen.

“Jeg kan godt lide, at jeg i den formelle lederrolle, kommer et skridt tættere på at kunne udføre de ideer, man vurderer, er de rigtige,” siger han.

Men med den autoritet kommer også et ansvar. Det er vigtigt for Peter Tom-Petersen, at man som leder også er ærlig om sin egen tvivl. Når man bliver leder, får en formel autoritet og bliver tildelt beslutningskraft, må man ikke lukke det ledelsesrum om sig selv. Man er nødt til at invitere andre mennesker ind.

“Det er vigtigt at man også er ydmyg over for den rolle, og det betyder, at som leder er man nødt til at lytte til andre, tage nye informationer ind, og lære nye måder at gøre tingene på hele tiden. Det er man nødt til.”

Ledere er gatekeepers til et mere rummeligt arbejdsmarked 

Som direktør for Fonden Den Hageske Stiftelse og dermed også forvalter af Nivaagaard, har han ansvaret for driften af skov, landbrug og udlejningsvirksomhed i spidsen for godsets ansatte, og gennemgår også hvert år mere end 700 legatansøgninger til stiftelsen.

De kommer fra folk med forskellige typer af psykiske lidelser, og her er der en pointe, der er særlig vigtig for Peter Tom-Petersen, når det kommer til arbejdsmarkedet: Han ser rigtig mange, med psykiske lidelser, der har et stærkt ønske om at få et job, men har meget svært ved det.

"Her har virksomhedernes ledere en virkelig vigtig rolle med at gå foran og sige, at vi kan godt rumme at få kollegaer ind på arbejdspladsen, som ikke ligner os selv, og stadig opfylde vores mål,” siger han. 

Det har han selv gjort og kun fået positive ting ud af. Tre dage om ugen møder en ung fyr på 15 år op på godset. Han løser forskellige opgaver, mest udendørs arbejde som at klippe hække og andre praktiske gøremål rundt på godsets arealer - i stedet for at gå i skole. 

"Det er opgaver, som er enormt meningsfulde for os at få udført, og han er meget lærevillig og oplever at føle sig værdsat på en arbejdsplads.” 

For Peter Tom-Petersen handler det om, at man skal invitere folk indenfor som ikke ligner én selv. Det er en gylden mulighed for at få god, kompetent og dedikeret arbejdskraft. Samtidigt afliver han myten om, at det at være mere rummelig er besværligt. 

“Der er lidt administration ved det, men det er i småtingsafdelingen. Som det er med alle andre medarbejdere, fungerer noget, og andet gør ikke, og som leder kan jeg sagtens tilrettelægge arbejdsopgaver, så det passer til forskellige medarbejdere,” siger han. 

“Vi kan det i hvert fald her, så kan andre også.”