Leder i NGO: Med ændring af ét ord kan du skabe mere medledelse

Det første, Ditte Louise Weldingh gjorde som ny direktør i NGO’en Sammen På Tværs, var at samle alle medarbejdere til et fælles møde. Dagsordenen havde ét punkt

Hvordan vil vi gerne have, at vores arbejdsliv skal se ud?

Det blev til en bred samtale om, hvad der er vigtigt i arbejdslivet – og i livet generelt – for hende og hendes medarbejdere. Resultatet blev det, de i dag kalder deres kontorværdier, som hænger på væggen og fungerer som et fælles pejlemærke i hverdagen.

For Ditte Louise handler ledelse ikke om at være den, der bestemmer, men om den, der skaber en fælles retning og faciliterer en god proces. Det er en tilgang, der er drevet af en ret enkel tommelfingerregel: Led, som du selv gerne vil ledes.

“Det handler om, om man er leder, fordi man ser sig selv som et ganske særligt og unikt menneske, eller om man er leder, fordi man gerne vil lede en proces frem mod et meningsfuldt resultat. Er man leder, fordi man synes, man er helt særlig og unik, bliver det svært at få sine medarbejdere til at synes det samme,” forklarer hun.

“Man gider jo ikke arbejde for én, der bare dikterer, hvad man skal gøre. Det ville jeg i hvert fald ikke selv gide, og det tager jeg udgangspunkt i.” 

Fra ‘jeg’ til ‘vi’

Alligevel oplever hun, at mange ledere har en forestilling om, at det er dem alene - og uden input fra andre - der skal træffe beslutninger. Det er en tilgang, der hurtigt gør lederrollen både ensom og unødigt svær, mener hun:

“I virkeligheden er der meget få beslutninger i løbet af en arbejdsdag, som man ikke kan tage i fællesskab,” siger hun.

Derfor arbejder hun bevidst med sproget som leder og har samtidig en klar opfordring til andre: Øv dig i at sige “vi” i stedet for “jeg”, når du introducerer nye opgaver og projekter. For når en opgave bliver formuleret som et “vi”, skaber det fælles ejerskab. 

Skal der ansættes en ny projektleder? I stedet for at skrive en tør mail om det, tager Ditte Louise Weldingh opgave op på et fællesmøde og siger: ‘Vi skal have ansat en ny projektleder. Hvem giver det mening, at vi taler med? Hvilke kompetencer mangler vi?’

Inddragelsen af medarbejderne i de fleste beslutningsprocesser skaber både større gennemsigtighed og bedre beslutninger, mener Ditte Louise Weldingh. Det bygger på en erkendelse af, at man som leder sjældent er den klogeste i rummet:

“Jeg har ikke nødvendigvis selv svaret på løsningen, så jeg er nødt til at trække på den ekspertise, der er omkring mig,” forklarer hun.

Da karrieredrømmen fandt en ny form

Da Ditte Louise Weldingh var barn og begyndte at drømme om sin fremtid, var billedet klart: Hun skulle være zoolog i Danmarks Akvarium.

Som voksen uddannede hun sig til biolog og fik relativt tidligt i sin karriere job som udstillingsleder i det, der dengang hed Danmarks Akvarium. En drøm var gået i opfyldelse.

Men da akvariet efter en organisationsændring blev til Den Blå Planet, blev det også begyndelsen på et nyt kapitel for hende; Hun blev prikket på skulderen og spurgt, om hun ville skifte titel til souschef.

Hun sagde ja, og det blev hendes første rolle med personaleansvar og begyndelsen på hendes professionelle ledelseskarriere.

Siden har hun bevæget sig væk fra den naturvidenskabelige verden – også i sit nuværende arbejde i NGO’en Sammen på Tværs, der arbejder for at skabe relationer på tværs af generationer og kulturer.

Naturligt lederskab

Ditte Louise Weldingh har aldrig selv søgt ledervejen. Den har på en eller anden måde altid “fundet” hende. Det tilskriver hun i høj grad sin måde at være på:

Hun er nemlig typen, der helt naturligt – både privat og professionelt – kommer til at tage et ledelsesansvar.

“Der er nogen, der aldrig tager initiativ og får ting til at ske, og så er der nogen, der gør det. Jeg er en af dem, der gør det. Det ligger til mig, sådan har det altid været,” siger hun.

Selvom det aldrig var planen at blive leder, er det i dag over 20 år siden, hun fik sit første lederjob. Hun er blevet i rollen lige siden, fordi her trives hun.

I løbet af årene har hun taget en række lederkurser, og ledelse indgik også i hendes master i Social Entrepreneurship fra RUC, men hun har aldrig taget en formel lederuddannelse.

Hun tror på, at lederuddannelser kan hjælpe én godt på vej, når man er nysgerrig på ledelsesredskaber og -teorier. Men at man ikke alene kan “læse” sig til at blive en god leder:

“Man kan lære en masse redskaber, men der skal også være noget i én i forvejen, der gør, at man kan tage ledelsesansvar.”

For hende har det “noget” blandt andet været en grundlæggende tro på sig selv. Når hun ser tilbage, har hun kun i begrænset omfang tvivlet på, om hun kunne løfte opgaven som leder.

“Jeg ved, hvem jeg er, jeg stoler på mig selv, og jeg ved, hvor mine grænser går. Derfor har jeg stor tiltro til, at jeg kan finde ud af det, jeg sætter mig for,” siger hun.

“Og hvis det alligevel ikke går, så må jeg spørge om hjælp.”