For Pernille Jøndrup er det i krydsfeltet mellem nærvær til andre mennesker og sætte ting i system, der driver hende som leder. Ved at skabe plads til ærlighed, åbne samtaler og fleksible regler i sit arbejdsliv, skaber hun både trivsel for sig selv og for sine medarbejdere som sektionschef i Banedanmark.
Du kender godt den der mail, du kom til at trykke send på en lidt for sent fredag eftermiddag. Og du har sikkert også prøvet at modtage sådan en mail og tænkt: Kunne den ikke godt have ventet til mandag morgen?
En arbejdsuge kan være fyldt med små irritationsmomenter. Det er helt uundgåeligt.
Men i stedet for at lade sådanne øjeblikke udvikle sig til større problemer, besluttede Pernille Jørndrup at finde en måde at skabe en åben dialog om dem.
Derfor opfandt hun som leder for sporingeniørerne i Banedanmark en lille konkurrence. Månedens Hjerte og Månedens Trold, som man kunne indstille sig selv til ved hvert månedligt teammøde.
Månedens hjerte blev delt ud til den kollega, der havde løst en særlig svær opgave eller fået en god ide. Månedens trold til den som havde været lidt for hurtig til at trykke send på email.
“Det var egentlig for at give plads til, at det er okay at brokke sig,” siger Pernille Jøndrup med et glimt i øjet.
I Pernille Jøndrups øjne er det helt fair både at blive irriteret eller lave fejl. Det er fuldstændigt menneskeligt - men vi skal turde tale om dem. Det er for hende noget af det, der er med til at holde både hendes og hendes medarbejderes arbejdsliv trygt.
“Månedens Trold gjorde det nemmere at blive klogere på, hvad de skæve situationer egentlig handlede om, og gjorde det muligt at snakke om, hvordan vi kunne have løst dem lidt mere konstruktivt.”
BOKS: Blå bog
Pernille Jøndrup er 52 år, bor i København og er medlem af sektorbestyrelsen for DM Leder
Kandidat i biologi fra KU (1997)
Ph.d fra Newcastle (2003)
Job med ledelsessystemer (2007-2015)
Leder for sporingeniører i Banedanmark (2015)
Sektionschef i Banedanmark (2020)
Held i uheld ledte til ledelse
Det menneskelige blik på sine medarbejdere har fulgt hende gennem hele karrieren som leder. Men det stod aldrig skrevet i kortene, at hun skulle blive leder, for da Pernille Jøndrup i 1997 var færdig fra universitetet, var det med en kandidatgrad i biologi.
Og da hun var færdig med sin ph.d i samme fag regnede hun stærkt med en naturvidenskabelig karriere. Der var bare ét problem: Der var rigtig mange biologer - de fleste af dem arbejdsløse.
Derfor meldte hun sig til et vikarbureau og landede hurtigt et job med kvalitetsledelse og ledelsessystemer. Her fandt hun ud af, at det job faktisk ramte noget, hun altid har været interesseret i.
“I det job skulle jeg sætte ting i system, finde struktur, organisere og skabe overblik over komplekse opgaver. Det var bl.a. det, der trak mig til biologistudiet,” fortæller hun.
Efter et par år i Banedanmark, hvor hun også arbejdede med ledelsessystemer, blev hun prikket på skulderen af sin chef.
“De spurgte, om jeg ikke skulle blive leder, og det havde jeg ikke tænkt over før. Men jeg kunne godt se, at det ofte var mig, der organiserede og styrede opgaver, så det faldt mig ret naturligt at sige ja,” siger hun, der i dag ser det som held i uheld, at hun er blevet leder.”
“Vi finder det ud”
Pernille Jøndrup beskriver sin lederrolle som at stå i midten af et stjerneløb. I konkurrencen starter deltagerne fra et fælles punkt og bevæger sig ud til forskellige poster for at løse opgaver, inden de vender tilbage til midten for at få en ny opgave.
Som leder er det hendes opgave at have overblik, koordinere og sikre, at alle når deres mål, mens hun samtidig håndterer udfordringer og skaber sammenhæng. Det er netop den rolle – at skabe struktur, få ting til at lykkes og hjælpe sine medarbejdere med at præstere – som hun elsker ved at være leder.
Pernille Jøndrup er en problemløser helt ind til benet. Derfor er hendes ledelsesfilosofi “Vi finder det ud”. Ikke vi finder ud af det, men vi finder det ud. Det er der to særlige grunde til.
Først har det den oprindelige betydning; at det hele skal nok løse sig. For det andet, gemmer der sig også en inkluderende pointe i det grammatisk forkerte udtryk. Det var nemlig noget en medarbejder, der var i gang med at lære dansk, sagde til hende.
“Den sætning er vigtig for mig, dels fordi han nok havde hørt mig sige det en del gange, men også fordi den viser, at der skal være plads til alle, for sammen er vi bedst.”
Kroppen som alarmberedskab
Hun har “fundet det ud” for som leder i snart 10 år og med årene er kompleksiteten i jobbet steget. Fra at være leder for én faglighed er hun i dag som sektionschef i Banedanmark leder for ledere.
“Jeg er inde over mange forskellige emner i løbet af en arbejdsdag. Det kan være alt fra, om en jerndel skal være rød eller blå, til nye klimatiltag eller HR-spørgsmål. Jeg skal huske mange ting hele tiden, og jo mere forskelligartede opgaverne er, desto mere strækker man elastikken,” siger hun.
Men af og til er elastikken lige ved at sprænge. For selvom hun elsker højt tempo og være den, der holder styr på trådene, så husker hendes krop hende helt fysisk på, at hun kun er et menneske.
“Hvis jeg har for travlt, begynder det at hive lidt i benet eller jeg får ondt i nakken. Det ser jeg som et fint alarmberedskab, der fortæller mig, at jeg skal slappe af”, siger hun, der altid agerer på, at de tegn hendes krop giver hende.
“Jeg laver en liste over de vigtige opgaver og de ting, der støjer i mit hoved. Så tænker jeg på, hvilke bekymringer, spørgsmål eller opgaver, jeg kan parkere til senere på ugen,” siger hun.
Tre regler der holder Pernilles arbejdsliv bæredygtigt
Udover en liste med de ting, der fylder i Pernille Jøndrups hoved, laver hun også små regler for sig selv. For nogen kan reglerne virke afgrænsende, men for Pernille Jøndrup er de nøglen til at skabe balance i en travl hverdag. Her er tre af de regler, der hjælper hende med at passe på sig selv:
- Arbejder ikke på vej hjem i toget
Pernille Jøndrup pendler flere dage om ugen fra København og Ringsted, men arbejder kun på vej til arbejde. Turen hjem i toget bruger hun derimod til at koble af fra en lang arbejdsdag. - Starter hjemmearbejdsdage med en gåtur
Morgengåturen giver Pernille Jøndrup en fornemmelse af at gå på arbejde, når hun har en hjemmearbejdsdag. På den måde opretholder hun afstanden mellem hendes hjem og arbejdsliv selv på en hjemmearbejdsdag. - Skal have et jævnligt møde med mentor
Pernille er mentor for nye ledere i Banedanmark, men hun har også selv en mentor. Her kan hun dele tvivl og få råd til at håndtere udfordringer mere konstruktivt.
Et menneske, ikke en robot
Selvom Pernille Jørndup i dag har fundet måder at holde styr på kompleksiteten i sin hverdag, ved hun også, at balancen mellem arbejde og frihed er afgørende – både for hende selv og for dem, hun leder. Hendes overbevisning er, at en tryg og åben arbejdsplads betyder bedre medarbejdere.
"Jeg tror på, at man når længere ved at interessere sig for personen og de relationer, vi skaber. Hvis man spørger ind til mennesket bag – om de har en dårlig dag og om det kan være grunden til, at en opgave ikke er løst, så tror jeg, vi kommer længere."
Pernille Jøndrups fokus på menneskelighed er ikke tilfældigt. Det udspringer af en grundlæggende tro på, at vi – også på arbejdet – har brug for at blive set og mødt som hele mennesker.
“Vi er alle sammen mennesker, der går på arbejde – det gælder også for ledere. Vi skal kunne holde fri og være hele mennesker, og der skal være plads til vores personlighed. Det er helt okay at vise, at man ikke er en robot,” siger hun.