For Idahella er fortid som tillidsrepræsentant nøglen til ledelse

Det er netop den drivkraft, hun bruger i sit arbejde i Astra, det nationale naturfagscenter, der arbejder for at styrke naturfaglig dannelse og interessen for naturvidenskab blandt børn og unge - og som uddannet biolog ligger det formål hende meget nært. 

Derfor blev hun også smigret, da hun en dag blev prikket på skulderen og spurgt, om hun ville være en af de nye teamchefer. Men da den første begejstring havde lagt sig, meldte sig en usikkerhed. Kunne hun løfte opgaven? 

“Jeg har ikke særligt store rundsave på albuerne, og jeg var i tvivl om, hvorvidt man skulle have det som leder,” siger hun.

Hun begyndte at se sig omkring. De ledere, hun kendte, passede ikke ind i den forestilling, hun selv havde haft.

“Det var lidt betryggende, at de heller ikke passede ind i den stereotyp, jeg havde, om en leder i mit hoved,” siger hun.

Tillidsrolle giver lederkompetencer 

I dag har hun været i Astra i alt femten år, fem af dem som teamchef, hvor hun i dag står i spidsen for fire store formidlingsprojekter. Men et ja til rollen som teamchef betød samtidig et farvel til rollen som tillidsrepræsentant. En rolle, hun havde været glad for. 

Som tillidsrepræsentant kom hun tæt på ledelsen, fik indflydelse på fællesskabets vegne og kunne være med til at præge beslutninger og udvikle organisationen i en retning, hun selv troede på. 

“Jeg fandt ud af i løbet af de år, at jeg både kunne finde ud af og godt kunne lide at bygge bro mellem medarbejdere og direktion,” siger hun.

Alligevel var der grænser for, hvor meget hun kunne flytte i rollen. De formelle møder med direktøren lå kun et par gange om året, og derfor begyndte lederrollen at lokke.

“Jeg tænkte, at jeg ville kunne flytte mere som leder selv,” siger hun.

Men at skulle blive chef for sine egne kolleger, gav anledning til en ny bekymring. I dag griner hun lidt af det, men dengang var hun usikker på, hvad skiftet ville betyde.

“Det lyder lidt stort, men jeg var bange for, om jeg forrådte dem,” siger hun. 

Hendes bekymringer blev dog hurtigt gjort til skamme. For erfaringerne fra rollen som tillidsrepræsentant viste sig at være en klar fordel i lederjobbet.

Som tillidsrepræsentant havde hun lært at forstå både medarbejdernes og direktionens perspektiver og fungere som en slags oversætter mellem dem. Og den gemte også på et helt konkret hack til at påtage sig lederrollen: 

“Som tillidsmand skal man kende helt vildt mange regler, og det med at alt fra løn til overenskomster sad på rygraden, inden jeg blev leder, har hjulpet mig meget,” siger hun.

Det rigtige sted på det rigtige tidspunkt 

Men at ende i Astra var ikke planen. Oprindeligt, da hun var færdig på studiet med en bachelor i biologi og en kandidat i parasitologi, var hun ikke færdig med at undersøge parasitternes potentiale i behandlingen af autoimmune sygdomme.

Men da hun vendte tilbage fra en barsel, var luften gået af ballonen. Hendes tidligere vejleder var stoppet og at få midler til en ph.d.-stilling  havde lange udsigter. 

“Det gik op for mig, at jeg faktisk ikke anede, hvad man kunne arbejde med som biolog ud over at gå forskningsvejen eller blive gymnasielærer,” siger hun

Når hun talte med andre biologer, lød svaret ofte, at man bare skulle være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Men hvornår ved man lige, at man er det? 

Da hun en dag mødtes med en gammel studieveninde, der fortalte om sit nye job i et naturfagscenter, genkendte Idahella Hyldgaard Bacher straks noget velkendt.

Veninden arbejdede med naturfagsformidling – præcis som hun selv havde gjort i sit studiejob på Experimentarium. Det havde været både spændende og meningsfuldt, men hun havde aldrig forestillet sig, at det kunne blive et arbejdsliv.

Kan man få penge for det her? 

Derfor var det som sendt fra himlen, da veninden ringede et par dage senere - tilmed på Idahella Hyldgaard Bachers fødselsdag. 

“Tillykke med din fødselsdag, kunne du tænke dig at få et job? Du skal bestemme dig ret hurtigt. Direktøren, han ringer lige om fem minutter og så kan I lige aftale vilkårene”, lød det i telefonen.  

Det blev et rungende ja til stillingen i Astra, og hun fandt sig hurtigt til rette i arbejdet, der på samme tid virkede både velkendt, men også lidt overraskende. 

“Jeg kan huske, jeg tænkte: Kan jeg virkelig tjene penge på det her?” siger hun.

“Det gik op for mig, at jeg altid har lavet projektledelse på frivillig basis, bare uden at vide, at det var det, jeg har lavet.”

Fra elevrådet i folkeskolen og festudvalget i gymnasiet til frivillige projekter på Roskilde Festival til i dag at have en plads i  skolebestyrelsen på både sin datters folkeskole og i DM Leders bestyrelse, havde hun altid Idahella Hyldgaard Bacher engageret sig. 

Det betyder også, at hun til møder om nye projekter ofte må minde sig selv om at holde igen. Men ikke fordi interessen mangler: 

“Hvis jeg synes, at et nyt projekt lyder spændende, er jeg nødt til at sidde på hænderne, ellers kan jeg hurtigt engagere mig i alt, hvor jeg kan være med til at flytte noget,” siger hun.

Vil være den kærlige hånd i ryggen

Idahella Hyldgaard Bachers ledelsesrejse er både en historie om ikke at kunne lade være, når noget lyder spændende og idéerne står i kø – og om at blive set.

“Jeg føler mig egentlig ret heldig over, at der har været nogen, der har set noget i mig, som jeg ikke selv kunne se,” siger hun.

Flere gange i sit arbejdsliv er hun blevet prikket på skulderen og opfordret til at tage næste skridt. Det har været smigrende og til tider overrumplende, men også afgørende for hendes udvikling.

Det samme vil hun gerne være for sine medarbejdere i dag. Hun kan godt lide at man som leder får lov til at være hånden i ryggen

“Det er jo ikke mig, der udvikler mig, men det er mig, der har skubbet på og sagt: Jeg kan se, at det her, det kan du godt,” siger hun. 

“For mig er ledelse også at kunne se et potentiale i mennesker og give sparring, så de kan nå de mål, de gerne vil.”