Anne-Mette Wehmüller har altid været motiveret af at løfte i flok og skabe forandringer, der gør en forskel. Som sekretariatschef i Dansk Kunstnerråd har hun med de principper - og en god portion mod – i et stærkt strategisk samarbejde samlet en statistik, der skaber viden om danske kunstneres arbejdsliv. Her deler hun, hvordan hun får strategi, forandringer og værdier til at gå hånd i hånd.
I used to want to save the world, but now I just want to save myself, var den overordnede indstilling i kulturbranchen efter corona, som Anne-Mette Wehmüller husker det.
Branchen skulle efter to år med hjælpepakker, som den eneste indtægtskilde, nu finde tilbage til sig selv.
Og det var her, efter et pilotprojekt om kunstnernes indtjening under corona, at Anne-Mette Wehmüller fik ideen til en fælles kunstnerstatistik, der skulle kortlægge danske kunstneres vilkår på tværs af alle kunstarter.
Den statistik ville ikke kun adressere de løse aftaler og dårlige vilkår i branchen, men også styrke dens robusthed over for fremtidige kriser. Som et strategisk værktøj kunne det danne grundlaget for bedre vilkår og et varigt fundament for fremtidens kulturproduktion i Danmark.
Jeg husker, at der kom en række møder med forskellige organisationer, hvor der pludselig var den der følelse af commitment til sagen. Det var en følelse af, at nu rykker vi gør det her sammen
Med ihærdighed lykkedes det
Det var ikke nogen nem strategisk forandring, hun havde påtaget sig at løse. Men hun havde taget de lange briller på og blev ved med at insistere på, at statistikken var en god idé.
Hun opsøgte opbakning, holdt utallige møder, søgte midler og prøvede at overbevise branchen. Og lidt efter lidt kunne hun høste frugterne af sin ihærdighed.
“Jeg husker, at der kom en række møder med forskellige organisationer, hvor der pludselig var den der følelse af commitment til sagen. Det var en følelse af, at nu rykker vi gør det her sammen,” siger hun.
“Da det rum blev skabt, var det næsten magisk.”
I dag er det arbejde kulmineret i en omfattende statistik Kunstnere i Tal, der er publiceret på både dansk og engelsk. Statistikken har samlet over 27.000 kunstneres vilkår og bliver løbende opdateret.
Hvad er Kunstnere i Tal?
Kunstnere i Tal er en omfattende statistik, der kortlægger arbejdsforhold, indtjening og demografiske forhold for mere end 18.000 danske kunstnere. Projektet samler data fra Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer for at skabe indsigt i kunstnernes vilkår, herunder kønsfordeling, bopæl og andre relevante oplysninger.
Statistikken er lavet i samarbejde mellem Dansk Kunstnerråd, Danmarks Statistik, Rambøll og Kulturministeriet.
Det lå egentlig ikke i kortene, at Anne-Mette Wehmüller skulle blive leder. I hendes første job arbejdede hun med administrativ sagsbehandling, men indså hurtigt, at hun ikke var landet det rigtige sted.
"Jeg havde brug for at arbejde for noget større – noget, der virkelig gav mening."
Siden da har hun søgt stillinger, hvor hun kan kæmpe for meningsfulde forandringer. For hende er det vigtigt, at hendes værdier og arbejdsliv hænger sammen.
Det motiverer mig at se folk samarbejde og skabe resultater, der kommer dem til gode
Bæredygtighed som ledemotiv
Efter flere år i lokalpolitik og som projektleder med fokus på grøn omstilling og bæredygtighed, fandt hun sin vej som sekretariatschef i Dansk Kunstnerråd.
I jobskiftet følte hun, at hun vendte hjem til kulturbranchen – ikke kun fordi hun havde et hjerte for kunsten, men også fordi bæredygtighed for hende handler om noget meget mere grundlæggende.
Derfor var det første, hun gjorde i jobbet, at kortlægge branchens udfordringer. Hun indså hurtigt, at problemet ikke handlede om at få kunstnere til at købe mindre plastik – det var de faktisk allerede gode til, forklarer hun.
"Jeg kunne hurtigt se, at der skulle skabes bedre rammer i branchen. Hvis vi vil have kunst og kultur med ind i fremtiden, og fortsat være kunst- og kulturforbrugere – som mange danskere jo er – så skal der også være nogen til at stå på scenerne og male billederne."
Men for at det kunne lykkes, var det nødvendigt først at sikre et bæredygtigt arbejdsliv for kunstnerne. Derfor blev Kunstnere i Tal født.
"Det krævede mod at sige, at vi godt kunne løfte det her – især når ikke alle var med fra starten. Men i dag står vi med resultaterne, og det er noget af det, jeg er mest stolt af at have opnået i min karriere.”
Blå bog: Anne-Mette Wehmüller
Forperson i sektorbestyrelsen DM Leder
Projektleder ved Rådet for Grøn omstilling (indenfor grøn omstilling/transport, (2008 – 2012)
Centerleder ved Miljøpunkt Indre by -Christianshavn (2012 – 2015)
Sekretariatschef ved Dansk Kunstnerråd (2016 – nu)
Rammerne er alfa omega
Når hun i dag kigger tilbage på sin karriere, er der ikke en specifik ting, hun fortryder. Det er mere, at hun har fået et bedre øje for at klare og fair rammer for nye forhandlinger eller projekter er vigtige.
“Da jeg var yngre, havde jeg en større trang til at redde verden og tænkte ikke så meget på om rammerne nu var passende. Men som årene er gået, har jeg lært, at man også skal være realistisk."
"Jeg har indset, at for at skabe langsigtede resultater, må man finde en balance mellem det idealistiske og det praktiske."
Derfor er hendes råd til andre ledere, der ønsker at lede, så det kan motivere til store forandringer, at man skal huske at tage de helt lange briller på. Forandringer sker ikke ud af det blå.
Det handler om at være fokuseret på de ting, man gerne vil opnå og teame op med gode partnerskaber så man kan løfte sammen.
Opfølgning, ihærdighed og alt det kedelige rugbrødsarbejde, som ingen gider at lave, skal også løftes, før der kommer resultater. Og det er Kunstnere i Tal et godt eksempel på i Anne-Mette Wehmüllers øjne.
For hende er ledelse ikke kun at skabe store visioner, men også at have modet til at holde fast, når tingene er svære, og tro på, at forandringer er mulige – også når man er den eneste, der tør sige det højt.
Drømmer du om at skabe forandringer? Her er Anne-Mettes de tre pointer, der hjalp hende med at få Kunstnere i Tal til at lykkes
Leder, hav tålmodighed!
Som leder er det vigtigt at acceptere, at du er nødt til at holde fokus og tage de lange briller på. Ved at være bevidst om, at processen kan tage tid, kan du skabe bedre og mere holdbare løsninger. For mange ledere sigter for kortsigtet, når de vil lede til forandringer, er Anne-Mette Wehmüllers oplevelse.
Vær sikker på opbakning - også løbende
Det er helt centralt, at din idé til forandringer ikke kun er din egen, men at den også bliver efterspurgt og støttet af andre. Succes afhænger af fælles tro på projektet - og det skaber et stærkere fundament for forandringen. Tjek derfor løbende ind med interessenter, om de stadig kan se værdien i projektet.
Forandringer er ikke altid lige inspirerende
Hvis du vil i mål med de meningsfulde forandringer kræver det opsøgende benarbejde. Strategiske forandringer tager tid at udføre, og ikke alle faser af det arbejde er lige inspirerende, forklarer Anne-Mette Wehmüller.