Ane er en bemærkelsesværdig profil, hvis karriererejse ikke ligefrem er almindelig. En oprindelig drøm om at blive dyrlæge, blev i stedet til en OL-deltagelse i curling samt en Ph.d. i biokemi. I dag står hun i spidsen for at implementere lean management teknikker i produktionen hos Agilent Technologies, hvor hun anvender sin naturvidenskabelige ekspertise.
Medindflydelse er kernebegrebet i Anes ledelse
Ane Håkansson Hansen har en central rolle i at skabe en kultur for medarbejderinddragelse i arbejdet med procesoptimering. Som Global Continuous Improvement Facilitator arbejder hun målrettet på at integrere lean-principper i produktionsprocesserne og reducere spild. Ane tror på, at de bedste idéer kommer fra dem, der arbejder tættest på processerne, og det er afgørende for hende at bidrage til en praksis, hvor medarbejderne kommer med deres input.
Hver afdeling har en tavle, hvor medarbejderne kan opslå deres idéer til forbedringer. Disse idéer bliver derefter diskuteret og evalueret i fællesskab, hvor hele teamet sammen med ledelsen prioriterer hvilke tiltag, der skal implementeres. Denne tilgang til implementeringen af effektiviserings-idéerne har også til formål at skabe en følelse af ejerskab og ansvar blandt medarbejderne.
Det er vigtigt for mig, at de føler ejerskab og ansvar for de ideer, de bringer til bordet.Ane Håkansson Hansen
Hun er drevet af at skabe positive ændringer både til fordel for medarbejderne og virksomheden. Hendes mål er, at få medarbejderne til at se værdien i deres input ved at forstå, at deres idéer kan have en reel indflydelse på deres arbejdsmiljø og virksomhedens succes. Hun fortæller, at arbejdet med optimering jo er en kontinuerlig proces, og at arbejdet med at integrere lean principper kræver vedvarende engagement og tålmodighed. Ane bruger derfor en stor del af sin tid på at træne medarbejderne i brugen af lean-værktøjer og på at motivere dem til at deltage aktivt i forbedringsprocessen.
Hun er klar over, at det ikke er muligt at vinde alle over, men for Ane er det vigtigt at inspirere flest mulige. For at imødekomme dette, gør hun en dyd ud af at forklare både til og fravalg, og hvordan deres bidrag konkret forbedrer virksomhedens bundlinje og deres egen arbejdsdag.
Udvikling af ledelseskompetencer gennem DM
Ane har gennem sin karriere været særligt opmærksom på vigtigheden af personlig og professionel udvikling. Deltagelsen på "Talentholdet for fremtidens bæredygtige ledere", et kursus som DM Leder udbød om alsidige ledelsesmetoder om at lede både nedad, opad og indad, har været med til at påvirke hendes ledelsesudvikling. Hun fortæller, hvordan interaktionen med andre ledertalenter og erfarne undervisere har beriget hendes perspektiv og givet hende værdifulde værktøjer, som hun anvender i sit daglige arbejde.
Mentor til personlig og professionel udvikling
Ane vil gerne fortsætte sin personlige og professionelle udvikling, og derfor har hun en mentor. Udbyttet af dette samarbejde består i at Ane oftere reflekterer over sine erfaringer og udfordringer i sit professionelle virke, og hermed bliver mere opmærksom på hvad hun gerne vil, og ikke vil. Sparringen er vigtig for Ane, og hun har bl.a. brugt den til input omkring overgangen fra en ekspertrolle til en mere ledelsesorienteret position.
Mentoren hjælper hende ikke kun med at identificere og udvikle sine stærke sider men også med at udfordre de områder, hvor hun ser plads til forbedring. Ane har især brugt mentorsamtalerne til at blive bedre til at træffe beslutninger, noget hun tidligere har fundet udfordrende, da hun har en tendens til at overveje tingene længe og grundigt, før hun handler.
Jeg arbejder tæt sammen med min mentor for at reflektere over mine erfaringer og få input til, hvordan jeg kan blive bedre til at træffe beslutninger. Det har været meget gavnligt for mig.Ane Håkansson Hansen
Gennem mentorens vejledning arbejder hun på at finde en ny balance mellem grundighed og handlekraft, hvilket hun ser som et vigtigt indsatsområde for at blive en effektiv leder.
Ane værdsætter den ærlige feedback, som mentoren giver, og hun er åben for at udforske nye sider af sig selv, der måske ikke tidligere har været i fokus. Mentoren har hjulpet hende med at se på sine beslutninger fra forskellige vinkler og har støttet hende i at blive mere risikovillig, når det er nødvendigt.
Karriereudvikling og fremtidige ambitioner
Refleksioner over sin ledelsesrejse og de udfordringer, hun står over for, har hjulpet Ane med at forme en ledelsesstil, der balancerer faglig dygtighed med evnen til at inspirere og motivere. Hendes tilgang til målrettet træning og konstant forbedring, er det der har hjulpet hende i både sin sport, forskning og nu i sin ledelsespraksis. Ligesom med sport, handler ledelse om at sætte klare mål og arbejde metodisk mod dem, alt imens man holder teamet engageret og motiveret.
Selvom Ane i øjeblikket ikke har direkte personaleledelse, ser hun det som en mulig udvikling af hendes karriere. Gennem deltagelse i kurser som "Talentholdet for fremtidens bæredygtige ledere" og mentorsparring forbedrer hun sine ledelsesfærdigheder og gør sig klar til at gribe et fremtidigt lederjob.