Drømmer du om at få foden indenfor som konsulent i rådgiverbranchen, skal du vide, hvordan du gør dig attraktiv og kunne sælge dig selv og dine kompetencer, metoder, faglighed og ideer – nøjagtig som det er en del af jobbet som konsulent at sælge ydelser til kunder. Her kan du få mere at vide om vilkår og arbejdslivet i branchen og gode råd til, hvordan du får job som konsulent og rådgiver.
Hvordan kommer du ind i konsulentbranchen, og hvad det kræver af dig? Allan J. Christensen er indehaver af konsulentfirmaet Cambiamento og har mere end 15 års erfaring som haft konsulent og direktør i Rambøll Management og NIRAS.
En branche i vækst
Rådgiver- og konsulentbranchen er en branche i vækst, og der er stor efterspørgsel efter akademiske kompetencer. Med en vækst i omsætningen, der indtil Covid-19 pandemien var højere end det samlede erhvervsliv, ligger rådgivningsbranchen i top tre blandt alle brancher, der efterspørger akademikere.
Branchen beskæftiger knap 150.000 personer, og er en af de største aftagere af højtuddannede i den private sektor. Mere end hver femte har en kandidatuddannelse - især kandidater med samfundsfaglig og humanistisk baggrund. Både kandidater fra humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab er eftertragtede i branchen.
Men potentialet er endnu større. En arbejdsmarkedsanalyse fra 2021 udført af Damvad Analytics for DM viser, at rådgivningsbranchen i stigende grad efterspørger kompetencer, som netop DM’s medlemsgruppe har. Kommunikation og formidling både på dansk og engelsk er blandt de mest efterspurgte faglige kompetencer, når arbejdsgiverne søger konsulenter. Derudover opsummerer listen konsulenters job ret præcist: analyse, projektledelse og implementering.
Med en humanistisk kandidatuddannelse i rygsækken ligger det lige for at bruge sin faglige viden om kvalitative metoder, kulturforskelle og formidling. Konsulenter med en samfundsvidenskabelig uddannelse kan gøre brug af indsigt i statistisk analyse, organisationsforståelse, evalueringsmetoder og strategisk tænkning. Mens den naturvidenskabelige værktøjskasse er fyldt med metoder til håndtering af big data, analyser og prognoser.
Siden den nye GDPR-lovgivning trådte i kraft i 2018, har der været en stor stigning i efterspørgslen på kompetencer inden for GDPR. Derudover er automatisering i vækst, som kalder på kompetencerne digitalisering og procesanalyser. Det betyder, at hvis du har kompetencer inden for digitalisering eller GDPR, bør du være godt stillet på jobmarkedet som konsulent.
Med andre ord er der gode muligheder for beskæftigelse for akademikere i branchen.
Top10 efterspurgte kompetencer i konsulentbranchen
1. Kommunikation
2. Dansk
3. Engelsk
4. Rådgivning
5. Formidling
6. Planlægning
7. Projektledelse
8. Udvikling
9. Analyser
10. IT
Kilde: Søgningen er udarbejdet af DAMVAD Analytics, og viser de mest efterspurgte faglige kompetencer for stillingsbetegnelserne 'Konsulent'.
En bred branche
Rådgiver- og konsulentbranchen breder sig over mange faglige specialer og områder fra rådgivning inden for IT, arkitektvirksomhed, design, byggeri og ingeniørrådgivning, jura, revisions- og skatterådgivning. To store områder, hvor DM-kandidaters kompetencer virkelig kommer i spil, er markedsføring, kommunikation og public affairs samt ledelsesrådgivning og forretningsudvikling.
Rådgivervirksomheder findes over hele landet, men en stor del er koncentreret omkring København og hovedstadsområdet, hvor cirka halvdelen af beskæftigelsen er.
Den private sektor er største kunde – og faktisk udgør andre rådgivningsfirmaer en stor del af kundegrundlaget og køber i høj grad IT-rådgivning, men også rådgivning af virksomhedskonsulenter. Industrivirksomheder er den andenstørste aftager af konsulentydelser på det private marked særligt inden for forskning og udvikling.
Også den offentlige sektor, myndigheder, videregående uddannelsesinstitutioner, hospitaler, forsvaret og politiet er flittige indkøbere af konsulentydelser. Ikke mindst i forbindelse med implementering af digitale løsninger, mens det offentlige område efterspørger konsulenter, der for eksempel arbejder med rådgivning om sociale indsatser og bæredygtig udvikling.
Rådgiverbranchens mange områder og specialer
It-rådgivning
Rådgivning inden for byggeri og anlæg
Management-rådgivning
Revisions- og skatterådgivning
Markedsføring og kommunikation
Advokatvirksomhed
Teknologisk rådgivning
Arkitekt- og designvirksomhed
Markedsanalyse og meningsmåling
Anden forretningsservice
Du skal kunne sælge
I branchens brede vifte af virksomheder er kernefagligheden at yde professionel rådgivning og sælge højt specialiseret viden. Konsulentbranchen lever af at sælge ydelser i form af viden og tid, og du skal kunne tænke forretningsorienteret og være villig til at skabe omsætning ved at sælge til eksisterende og nye kunder. Det betyder, at tidsfakturering er en del af forretningsmodellen. Intet salg – intet forretningsgrundlag.
Hvis du drømmer om et job i konsulentbranchen, skal du kunne gøre dig attraktiv over for konsulenthusene ved at sælge dig selv, dine kompetencer, ideer, metoder, faglighed - nøjagtig ligesom det er en grundlæggende del af arbejdet som konsulent.
En branche i udvikling
Rådgiverbranchen er i rivende udvikling, og den flytter sig i et meget hurtigt tempo. De store forandringer skyldes globalisering, øget konkurrence, fokus på bæredygtighed og digitalisering, der ændrer brancherne og hele samfundet – og dermed behovet for rådgivning.
Generelt er branchen kendetegnet ved, at den går foran sine kunder, når det gælder trends, tendenser og ny viden, netop for at kunne rådgive dem. Det betyder, at der også er et marked for smalle og højt specialiserede ydelser og behov for konsulenter med specialistkompetencer. Som konsulent har man ofte en kerneviden og en værktøjskasse med metoder, som betyder, at man ikke bruger tid på oplæring, men kan gå direkte på opgaven, fordi man har set mange lignende organisationer og problematikker. Derfor er lønnen ofte høj. Men den hastige udvikling betyder også, at det konstant er nødvendigt at opkvalificere sig i et tempo, så rådgiverbranchen stadig ligger foran kunderne.
Specielt betyder digitalisering og automatisering af mange standardiserede opgaver, som kan overtages af robotter og kunstig intelligens, og at arbejdslivet i stigende grad foregår på digitale platforme, et behov for nye digitale kompetencer og know how - også hos konsulenter, som skal rådgive kunderne. I en branche, der er baseret på at sælge ydelser på timebasis, skal du derfor have godt kendskab til digitale kommunikationsmetoder og teknologiske værktøjer, der kan fremme arbejdsprocesser, men også indsamle data.
Ligestilling og diversitet fylder også mere på arbejdsmarkedet i takt med Metoo-bevægelsen, kvotedebatter og bredere samarbejder på tværs af landegrænser, religioner, sprog, værdier og kulturer. Det øger kompleksiteten på arbejdspladserne og kræver i rådgivningen en større forståelse for, hvordan forskellige typer af medarbejdere arbejder og trives. Humanister er godt stillet for at kunne indgå i tværfaglige teams, men det store fokus på diversitet og ligestilling stiller også krav om øget bevidsthed om bias og nye tilgange til fx rekruttering og rådgivning af ledelseslaget.
Arbejdsmiljøet i rådgiverbranchen
Der er stor variation mellem arbejdspladserne i branchen lige fra små konsulentfællesskaber til store rådgivende ingeniørfirmaer eller advokathuse med velstrukturerede organisationsdiagrammer og HR-afdelinger. Ofte er der en ret flad struktur, som giver en særlig dynamik i arbejdsformen og fællesskabet. Det giver mulighed for hurtigt at påtage sig ansvar for særlige opgaver eller kundegrupper. Og i nogle firmaer endda at blive inviteret ind som partner eller delvist medejerskab.
Konsulenter arbejder i et miljø med høj faglighed og stor variation i typerne af opgaver og kunder. Konsulentarbejdet er præget af hastig udvikling, høj intensitet, mange berøringsflader til forskellige typer virksomheder og organisationer og dermed mange muligheder for at bringe din faglige indsigt i spil sammen med kunder og kolleger. Din faglighed er vigtig, men du skal også kunne arbejde relationelt og omgås kunderne på en behagelig og professionel måde, fordi en stor del af arbejdstiden som konsulent går med at kommunikere, coache, vejlede og rådgive dem, du samarbejder med.
Det giver også gode muligheder for hele tiden at dygtiggøre sig og skærpe fagligheden, ofte sammen med andre dygtige konsulenter, hvor det faglige niveau generelt er højt.
Gennem det tætte samarbejde med kunderne i korte eller længere perioder får man som konsulent indblik i mange forskellige organisationer og virksomheder. Det giver indblik i arbejdsgange, udfordringer og behov hos forskellige typer af brancher, stillinger og organisationer. Og nogle gange inspiration til næste karriereskridt. Ganske ofte får rådgivere og konsulenter muligheden for at hoppe over til et interessant job hos kunder, de har samarbejdet med.
Vejen ind i rådgiverbranchen
Studentermedarbejdere er vigtige i rådgiver- og konsulentbranchen, hvor mere end hver tiende har studiejob og er i gang med en relevant videregående uddannelse. Derfor er studiejob eller praktik hos et konsulentfirma den oplagte vej til en karriere i branchen. Eller at knytte kontakter og få indsigt ved at skrive speciale i samarbejde med et konsulentfirma.
For branchen er det en vigtig måde til både at give studerende brancherelevante kompetencer, prøve sig selv af og samtidig styrke pipelinen af kommende konsulenter i branchen.
Fortvivl ikke, hvis du som nyuddannet står med en humanistisk, samfundsfaglig eller naturvidenskabelig kandidat i rygsækken uden at have haft et studiejob i branchen. For mange nye kandidater er konsulentbranchen en mulig karrierevej.
Hvis du gerne vil arbejde som konsulent, så vær nysgerrig på, hvilke kompetencer, der er brug for inden for det område, du synes er spændende. Er det noget, du kan tilegne dig, så læg en plan for, hvordan du gør det. Tag fat i det netværk og indbyd til kaffemøder. Måske kan du løse en konsulentopgave eller deltage i et samarbejde, så du kan få foden indenfor.
Er du erfaren faglig specialist fx i en offentlig organisation eller privat virksomhed med ambitioner om at søge ind i konsulentbranchen, så kan din erfaring og domæneviden give dig gode kort på hånden. Slå på din faglige dybde, dit fagområde og ikke mindst, at du har godt kendskab til, hvordan branchen er organiseret, beslutningsprocesser fx i den offentlige sektor eller at du ved, hvad beslutningstagere, der er nuværende eller potentielle kunder for konsulentfirmaet, lægger vægt på, når de køber ydelser.
Flere tips til en karriere som rådgiver
I DM rådgiver vi gerne om skift til konsulentbranchen. Her kan spørgsmålene være: Hvordan oversætter jeg mine kompetencer? Hvordan lærer jeg at omsætte min faglige viden til forretning? Vi hjælper også gerne med at gennemgå ansættelseskontrakter og giver tips til, hvordan man bedst forbereder sig til lønforhandling.
Der findes en række netværk i DM, hvor medlemmer mødes og giver hinanden sparring på udfordringer og dilemmaer i rollen som konsulent, men også overvejelserne om at blive selvstændig konsulent