Mange tror, at kvinder ikke er skabt til at arbejde med computerteknologi. Det faktum, at vi kvinder oprindeligt var i overtal i computerteknologi, viser med al tydelighed, at det ikke er tilfældet - Natalie Schluter
Rigtig mange DM’ere arbejder i dag med it, enten i eller uden for it-branchen. Det kan eksempelvis være i store, specialiserede it-virksomheder eller som it-medarbejder i en offentlig institution. Mange af dem har it-faglig baggrund, men der er også mange, der har uddannet sig inden for eksempelvis biologi, geografi, matematik, litteraturvidenskab, psykologi, kommunikation eller retorik. Fælles for dem er, at de har haft en interesse for it, og at de har haft lyst til at videreuddanne og specialisere sig.
Kort sagt: Der er også jobmuligheder for dig i it-branchen, selvom du ikke er datalog.
Hvis du gerne vil arbejde i it-branchen, skal du være forberedt på, at der hos mange it-virksomheder er konstante forandringer. Dine opgaver ændrer sig, dine kollegaer og din chef ændrer sig, og du skal løbende lære nye programmer og systemer. De seneste år er opgaverne i branchen også vokset med GDPR-lovgivningen, fokus på dataetik, machine learning og meget andet. Det giver større travlhed og dermed flere job.
Det er ikke alle steder, du får fast kontorplads, og sandsynligvis vil du tilbringe en stor del af din arbejdstid ude hos kunder. Hos de store it-virksomheder er der internationale miljøer og håndfaste faktureringskrav, og her er det ikke ualmindeligt, at du inden for de allerførste arbejdsuger bliver sendt ud til en kunde. Nøgleordene er udvikling, projektledelse og salg.
Fremadrettet vil branchen i endnu højere grad være præget af individuelle løsninger, servicedesign og brugertilpasning. Det stiller store krav til projektledelse, kortlægning af behovet hos kunder og brugere samt brobygning mellem produkter, kunder og brugere. Det er samtidig områder, hvor akademikere med eller uden it-faglig baggrund kan levere stor værdi.
DM’s it-medlemsnetværk
Der bliver løbende oprettet nye medlemsnetværk i DM - også inden for IT/digitalisering. Netværkene er startet af medlemmerne selv med det formål at få adgang til hinandens viden og idéer og mulighed for at sparre med hinanden.
Hvis du selv har lyst til at starte et medlemsnetværk, kan du læse mere her
Overvejer du at søge job i it-branchen?
Så brug os til at sparre med og få lagt en plan for, hvordan du når dit mål.
Bliv medlem af DM
Som medlem af DM får du blandt andet rådgivning om løn og ansættelse, støtte når det brænder på, karriereudvikling og sparring, gratis foredrag og arrangementer, mentorprogram og talentprogram, netværk og ny viden.