Spring menu over
Dansk Magisterforening

DM er kommet tættere på en slagplan for de næste tre år: ”Vi kan og vil ikke acceptere akademikerbashing”

DM Kongres 01
DM Kongres
Del artikel:

143 medlemmer mødtes i weekenden for at fastlægge retningen for DM de kommende tre år.

Det var en mørk lørdag morgen, da Julie Jacobsen stod op. Hun tog et glas vand, pakkede hurtigt en taske og traskede så mod Kolding Station, hvor hun kl. 06.52 hoppede på Intercitytoget med sin studiekammerat Jessica. Toogenhalv time senere kunne de sammen træde ind i konferencesalen i København som nogle af de første deltagere til DM’s kongres.

Her skulle de sammen med i alt 143 medlemmer af DM – studerende og seniorer, biologer og bibliotekarer, forskere og formidlere - bruge weekenden på at beslutte den grundlæggende retning for deres fagforening i de kommende tre år.

”Det gør vi gerne,” fortalte de to unge medlemmer. ”Vi er begge vokset op med fagbevægelsen, det ligger i blodet at støtte op om den faglige kamp.”

Lidt senere dukkede også forperson Janne Gleerup op. Hun stod foran sin første store prøve som ny forperson, og indledte kongressen med en halv times beretning om de seneste tre år. 

”I en tid hvor individualisering præger store dele af vore arbejdsliv, er det fællesskabet de binder os sammen. Det er en drivkraft. Det er her, vi finder løsninger, der rækker ud over den enkelte,” sagde hun fra talerstolen.

Janne Gleerup kunne pege på flere store forandringer siden den seneste kongres i 2022. Hun bemærkede, at DM har:

  • Fået 20.000 flere medlemmer (en stigning på 30 procent)
  • Fusioneret med JA og DSL (januar 2023). Det har udformet sig i det faglige fællesskab DM Bio.
  • Fusioneret med Kultur og Information (november 2023). Det har udformer sig i det faglige fællesskab DM Digi.
  • Fusioneret med Kultur og Sprog (november 2024). Det har udformet sig i det faglige fællesskab DM Kommunikation.

”Vi skal være ekstra opmærksomme på, at vi favner alle medlemmer,” bemærkede forpersonen om det forhold, at DM nu organiserer flere forskellige fagligheder end nogensinde.

”Vi kan og vil omsætte vokseværket til indre styrke og sammenhængskraft. Og vi skal lykkes, for der er nok at tage fat på.”

DM Kongres 08
 Foto: Jacob Nielsen.

Janne Gleerup kom vidt omkring, men startede med et tema, hun i den første tid som forperson har været særligt optaget af.

”Lad mig starte med et af tidens politiske modefænomener, akademikerbashing,” lød det fra talerstolen.

Blandt politikere er det nærmest kommet på mode at overgå hinanden i, hvor mange tusinde akademikere, der uden videre kan fyres, mente forpersonen.

”Når vi spørger dem, hvilke opgaver der helt konkret er overflødige, får vi intet svar,” sagde Janne Gleerup.

”Jeg forstår godt politikernes radiotavshed. For virkeligheden er ikke pseudoarbejde. Virkeligheden er alt for højt arbejdspres. Derfor: Kære politikere, tag ansvar, drop bashingen af vores medlemmer og koncentrér jer i stedet om arbejdsmiljøet.”

Læs forpersonens beretning i pdf-format her. 

Debatten fra salen

Efter forpersonens beretning – og et kort besøg fra Akademikernes forperson Tomas Kepler – blev ballet åbnet for debat fra salen. Og det var som altid de nye generationer, der lagde mest energisk fra land.

Én studerende var skuffet over, at DM har et fokus på overgangen fra studieliv til arbejdsliv, ”men ikke anerkender at de fleste studerende har et arbejdsliv med studiejob på elendige vilkår.” Hun ville ønske, at DM kæmpede for, at flere studerende kom under en akademisk overenskomst på deres studiejob.

En anden kunne fortælle, at flere af de lokale studenterafdelinger fra de indfusionerede afdelinger er blevet lukket efter fusionen med DM, mens en tredje studerende ærgrede sig over, at ”der ikke er sket så meget”, når det kommer til at styrke muligheden for at udøve faglig aktivisme.

DM Kongres 11

Der blev også talt varmt om stærke sociale fællesskaber i DM, om gode fusioner med plads til medlemmernes forskellige fagligheder, om medlemmernes rolle i at styrke bæredygtighed i samfundet og om vigtigheden af at bruge arbejdsmiljølovens paragraffer til at argumentere for bedre forhold.

Flere bemærkede, at fremtidens DM’ere i høj grad er privatansatte. I dag får to ud af tre kandidater fra universiteterne arbejde i det private erhvervsliv, hvor DM i dag har omtrent 60 procent offentligt ansatte medlemmer.

Udviklingen kalder på et sporskifte, lød det blandt andet fra forpersonen for DM Kultur og Medier, Anders Dalsager.

"Vi mangler grundlæggende overenskomstdækning på det private arbejdsmarked. Det er vigtigt, at vi arbejder for det i fremtiden,” sagde han.

Dalsager bemærkede, at akademikere i blandt andet kultur- og mediebranchen ofte arbejder under usikre vilkår uden overenskomst.

”Det er afgørende, at vi får brudt muren og får skaber mulighed for, at flere akademikere kan forhandle løn- og arbejdsvilkår i fællesskab gennem overenskomster frem for at skulle stå alene,” sagde han.

”Vi skal samle på de positive historier om de private arbejdspladser, hvor der er en overenskomst for akademikere, som ansatte og arbejdsgivere er glade for. Dem kan vi bruge til at vise flere arbejdsgivere, hvor mange fordele der er ved fælles løsninger.”

Tre resolutioner fra DM

Kongressen vedtog tre såkaldte resolutioner – korte, politiske tilkendegivelser, der har til formål at udtrykke fagforeningens holdning til aktuelle politiske, faglige eller samfundsmæssige spørgsmål:

  • DM ser med forfærdelse på situationen i Gaza
  • Israel og Palæstina: DM er imod investeringer i besættelse og menneskerettighedskrænkelser
  • DM støtter kampen for kulturel og videnskabelig frihed i USA
Læs resolutionerne her

Direktøren: DM skal have flere medlemmer og en effektiv drift

Mens hovedbestyrelsen i DM godkender de årlige budgetter og regnskab for foreningen, så er det kongressens opgave at vedtage den overordnede økonomiske ramme.

Allan Lyngsø Madsen, der trådte til som direktør for DM for blot halvanden måned siden, præsenterede kongressen for en overordnet økonomisk ramme, der blev vedtaget uden indsigelser.

Den bestod af fem punkter:

  1. Fortsat fokus på flere medlemmer
  2. Fokus på effektiv drift og digitalisering
  3. Genopbyggelse af egenkapital i drift og reservefond
  4. Sikre at DM lever op til krav om garantistillelse over for Akademikerne
  5. Der skal kun anvendes midler fra reservefonden til nye investeringer, hvis egenkapitalen er på mindst 110 procent af kravet fra Akademikerne

Ny kongres, mere debat

Kongressen var denne gang i et nyt format, hvor diskussioner og afstemninger sker tematisk i forskellige workshops. Det skulle give bedre mulighed for at udveksle erfaringer på tværs af fag, søjler og brancher – og for at udvikle nye ideer til DM’s indsats. 

Ambitionen: Først skal problemerne afdækkes. Så skal de mulige løsninger frem i lyset. Og så bliver det hele skrevet sammen, hvor det, der er prioriteret højest, bliver skrevet ind i arbejdsprogrammet for de kommende tre år.

Der var fokus på fem grundlæggende temaer:

  • Det gode arbejdsliv
  • Respekt for viden og stærke faglige fællesskaber
  • Kompetencer til hele livet og til fremtidens arbejdsmarked
  • Stærke uddannelser
  • Ordnede forhold på arbejdspladserne

”I får en mere proaktiv rolle i at planlægge hovedbestyrelsens arbejde,” lovede Janne Gleerup.

Hun står nu i spidsen for Hovedbestyrelsens arbejde med at få skrevet medlemmernes input ind i arbejdsprogrammet for 2025-2027, der i løbet af efteråret sendes til afstemning hos de delegerede, før det bliver endeligt vedtaget.