God sommer! Her er årets ti mest læste artikler – indtil nu
Illustration: Claus Baggersgaard
Redaktionen holder sommerferie, men vi er klar til at kaste os over nye historier fra forskningsverdenen i den sidste uge af juli. Hvis du mangler læsestof i ferien, finder du her vores ti mest læste historier indtil videre i år.
1.
Så mange uddannelser lukker kandidatreformen
Kandidatreformen har sat dybe spor i universitetslandskabet. Over 50 uddannelser lukker eller omlægges – og flere universiteter melder om drastiske konsekvenser.
2.
Skandalebyggeri koster forskerfyringer på KU
De høje driftsomkostninger for den skandaleramte og milliarddyre Niels Bohr Bygning har skabt et årligt underskud på 100 millioner kroner. Det betyder, at et ukendt antal forskere nu mister deres job.
3.
"Jeg er en affældig gammel kælling i akademia"
En personlig og tankevækkende beretning om alder, køn og akademisk kultur.
4.
KU-rektor: Vi nærmer os smertegrænsen for ekstern finansiering
Det gav genlyd, da Københavns Universitets (KU) rektor, David Dreyer Lassen, i et interview med Forskerforum udtalte, at universitetet er ved at nå smertegrænsen for ekstern finansiering af forskning. Han mener, at den nuværende model, hvor ekstern finansiering bruges som en redningsplanke, ikke er bæredygtig og at universitetet må foretage prioriteringer og overveje sin størrelse.
5.
Fonde skaber ulighed: Milliardkløft i fondsmidler deler universiteterne
Private fonde styrer i stigende grad, hvem der får forskningsmidler – og til hvad. Resultatet er en markant skævvridning mellem universiteter, fag og forskere. Mens nogle institutioner skovler milliarder ind, må andre nøjes med småbeløb.
6.
Succesfuld forsker kollapsede to gange før hun sagde stop
En stærk beretning om stress og udbrændthed i forskningsverdenen. Selv succes beskytter ikke mod systemets pres.
7.
Smøl med it-system koster universiteterne 100 millioner kroner
Et nyt studieadministrativt it-system skulle afløse det forældede STADS – men projektet er blevet et dyrt mareridt. Rigsrevisionen retter skarp kritik mod Uddannelses- og Forskningsministeriet for mangelfuld styring, der har kostet universiteterne dyrt og forsinket projektet med over fire år.
8.
Dekan: Tillægsaftalen til kandidatreformen gør ingen forskel for os
Tillægsaftalen til kandidatreformen blev lanceret som en løsning – men flere dekaner oplever den som tom snak.
9.
65 procent af de midlertidigt ansatte forskere har stresssymptomer
Midlertidige ansættelser, publikationspres og usikker fremtid slider hårdt på forskere. En ny undersøgelse viser, at 65 procent af de tidsbegrænset ansatte forskere har oplevet stresssymptomer – langt flere end andre ansatte i den offentlige sektorer.
10.
Antropolog: AI rokker ved måden at tænke akademiske uddannelser på
Når AI kan skrive opgaver for de studerende, rokker det ved hele grundlaget for, hvordan vi tænker læring og evaluering i akademia. Antropolog Maja Hojer Bruun efterlyser nye didaktiske greb og advarer mod at lade teknologien løbe foran pædagogikken.