Fonde skaber ulighed: Milliardkløft i fondsmidler deler universiteterne

Universiteterne skovler milliarder af kroner ind i støtte fra private fonde, erhvervslivet, de offentlige forskningsråd og EU.
De otte universiteter modtog tilsammen 11,2 milliarder kroner i 2023 i eksterne midler til forskning, men støtten er enormt ulige fordelt mellem universiteter, forskere og forskningsfelter.

Flest midler modtager Københavns Universitet (KU): 3,9 milliarder kroner hentede forskerne på landets ældste universitet hjem i 2023. Det svarer til, at 37 procent af KU’s samlede indtægter på 10,6 milliarder kroner kom fra eksterne kilder (inklusive midlerne til uddannelse).

Aarhus Universitet (AU) modtog 2,7 milliarder kroner og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) 2,4 milliarder kroner fra eksterne bevillingsgivere.

Færrest fik IT-Universitetet, Roskilde Universitet og Copenhagen Business School (CBS), der samme år modtog henholdsvis 75 millioner kroner, 143 millioner kroner og 169 millioner kroner.

En logisk forklaring kunne være, at store universiteter med mange forskere naturligvis modtager større bevillinger end små, men det er ikke en tilstrækkelig forklaring på de enorme forskelle.  

For sammenholder man de eksterne midler med antallet af videnskabeligt ansatte (VIP) på hvert universitet, viser det sig, at KU og DTU modtog cirka 712.000 kroner i ekstern funding per ansat forsker sammenlignet med cirka 242.000 kroner per forsker på CBS, der altså i gennemsnit havde cirka en tredjedel af de eksterne midler, som kollegerne på KU og DTU havde at forske for.

Tal, som Forskerforum har fået aktindsigt i, viser, at en væsentlig del af forklaringen på de store forskelle er, at den klart største fond, Novo Nordisk Fonden, gav store milliarddonationer til KU, AU, DTU, men kun mindre millionbeløb eller slet ingen til de øvrige universiteter.

Vil undersøge fondenes magt

Netop de store private fondes stigende magt over universitetsforskningen er et af de temaer, som Magtudredningen 2.0 planlægger at undersøge nærmere.
Forskningsprojektet, der blev igangsat af Folketinget i 2022, har til formål at skabe ny forskningsbaseret viden om demokratiets situation og vilkårene for de demokratiske processer i Danmark.

Anne Skorkjær Binderkrantz, der er professor i statskundskab på AU og medlem af forskningsledelsen for Magtudredningen 2.0, fortæller, at man indtil videre har udgivet essayet ’Private fondes betydning og magt i forskningssystemet’ af Lise Degn, Jesper W. Schneider, Emil Bargmann Madsen og Maria-Theresa Norn. Tanken er, at projektet skal munde ud i en bog i 2026.

Ifølge Anne Skorkjær Binderkrantz ved vi forskningsmæssigt overraskende lidt om, hvordan fondene faktisk fungerer, hvem der har magten, og hvordan beslutninger træffes. Projektet vil fokusere på de 20 største fonde, fordi de står for langt størstedelen af de uddelte midler.

Novo Nordisk Fondens støtte til forskning er steget fra 114 millioner i 2005 til mere end ni milliarder i 2023.

“De 20 største fonde deler omkring 75 procent af alle midler ud. Så selvom der findes flere tusinde fonde i Danmark, er magten ekstremt koncentreret,” siger hun.

Forskergruppen ønsker blandt andet at forstå, hvem der sidder i fondenes bestyrelser og sekretariater, og hvorvidt der er overlap mellem de private og offentlige fonde.

Et vigtigt næste skridt i projektet er derfor kvalitative interview med nøglepersoner i fondsverdenen – fondsdirektører, bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere – samt aktører på modtagersiden såsom forskere og universitetsledere. Målet er at få indsigt i, hvordan fondsbeslutninger reelt træffes, og i hvilken udstrækning personlige relationer spiller en rolle for, hvem der får bevillingerne.

“Vi ved, at fondene spiller en stor rolle for, hvad der forskes i – og dermed også for, hvad der ikke forskes i. Det gør det helt centralt at forstå deres beslutningsprocesser,” siger Anne Skorkjær Binderkrantz.

Pengene går til eksklusiv gruppe

Man ved allerede fra andre undersøgelser, at der er en tendens til koncentration af forskningsmidler både hos individuelle forskere og inden for nogle udvalgte forskningsområder, formentlig på grund af den såkaldte Matthæus-effekt: “De, som har, skal mere gives.” Og fordi fondene har fundatser, der definerer, hvilke formål de må støtte.

20-25 procent af forskerne modtager således 70-80 procent af midlerne, og 25 procent af forskningsområderne får 75 procent af alle midler. Særligt sundhedsvidenskaben bliver tilgodeset med store beløb, men også internt inden for området sker der en skævvridning, så eksempelvis diabetesforskning er voldsomt overfinansieret, mens andre, for eksempel KOL og hjertesygdomme, er underfinansierede – på trods af deres større samfundsbetingede sygdomsbyrde.

Derudover interesserer forskerne bag Magtudredningen 2.0 sig for fondenes forskellige strategier. Nogle – som Carlsbergfondet – opererer med åbne ansøgningsrunder, der minder om de offentlige fonde. Andre er langt mere strategiske og proaktive i deres udvælgelse af indsatsområder. Nogle fonde tager selv kontakt til forskere for at opfordre dem til at søge.

Et interessant aspekt er også den stigende professionalisering og strategiske lobbyisme omkring fondene. Universiteter arbejder aktivt med fondsstrategier, enkelte forskere har tætte kontakter til fondene, og ifølge Anne Skorkjær Binderkrantz har de også hørt på anekdotisk plan, at ministre tager kontakt til fondene for at høre, om de vil støtte specifikke formål.

“Der foregår en slags lobbyisme rettet mod fondene – fra både universiteter, forskere og politiske aktører. Det er en magtdimension, vi gerne vil undersøge nærmere,” siger hun.

Fondene bestemmer retningen

Heine Andersen, professor emeritus ved Københavns Universitet, har gennem en lang årrække beskæftiget sig med forskningsfrihedens vilkår og skrevet bøger om emnet. Senest har han skrevet artiklen ‘Er fondsregimet ved at overtage dansk forskningspolitik og -praksis?’ i tidsskriftet Dansk Sociologi, hvor han gennemgår konsekvenserne af den eksterne forskningsfinansiering.

Han mener, at de private fonde i stigende grad definerer retningen for dansk forskning. Den akademiske frihed og faglige autonomi er blevet undermineret af økonomisk afhængighed, usikre ansættelser og en ledelsesstruktur, der ikke længere har rødder i det kollegiale selvstyre, lyder hans diagnose.

Heine Andersen kalder det for en “omkalfatring af forskningens styringssystem”, der er sket de sidste tyve år, og han er ikke i tvivl om, at konsekvenserne er dybtgående: for hvad vi forsker i, hvordan vi gør det – og hvem der har magten til at definere det.

Ifølge Heine Andersen har det klassiske ideal i forskning været, at faglig anseelse – og dermed kollegial vurdering og meritokrati – var den primære styringsmekanisme. Men nu ser vi en virkelighed, hvor penge og magt dominerer. Universitetsledelserne tænker i rentabilitet og strategiske satsninger, og fondene udgør med deres økonomiske muskler den reelle magtfaktor bag udviklingen.

“Fondene styrer ikke forskningen direkte, men indirekte gennem temaer, udvælgelse og usynlige mekanismer. Forskerne undgår emner, som kan være ubekvemme eller give uønskede resultater for fonden eller dens bagland. Det er styring via incitamenter,” siger han.

Skaber prekære arbejdsvilkår

De eksterne midler bliver uddelt ved, at forskere søger fondene om midler til et specifikt projekt – ofte via opslag. Bevillingerne gives for en begrænset periode, og det har konsekvenser for ansættelsesforholdene på universiteterne, hvor to tredjedele af de videnskabeligt ansatte i dag er ansat på tidsbegrænsede kontrakter, typisk af to-fem års varighed, så længe et forskningsprojekt nu kører.

Professorer og lektorer er ikke længere tjenestemandsansatte, men ansat efter funktionærloven – og kan derfor relativt nemt afskediges. Det betyder ifølge Heine Andersen, at betegnelsen “fastansat” i realiteten er misvisende.

“Fyringer af anerkendte og velmeriterede forskere sker jævnligt,” skriver han og fremhæver, hvordan denne utryghed smitter af på forskningsfriheden: “Fyringer og utrygge ansættelsesvilkår skader den kritiske akademiske offentlighed, der svækkes af tavshedskultur, selvcensur, utryghed og individualisering.”

Æder de frie midler

En anden uheldig sideeffekt af den stigende eksterne forskningsfinansiering er, at forskningsprojekterne, der er betalt af fondene, æder af basismidlerne. Det er de penge, universiteterne får via finansloven, som de selv kan disponere over til deres grundlæggende forskningsaktiviteter og -satsninger.

Det skyldes, at universiteterne selv skal betale en stor del af de såkaldte afledte omkostninger – for eksempel administration, laboratorier og husleje – når de får eksterne forskningsmidler. Disse udgifter anslås til at være 70 procent af de direkte projektomkostninger.

I 2022 blev cirka 4,4 milliarder kroner af basismidlerne brugt på dette, og kun 5,3 milliarder kroner var tilbage som frie midler. Selvom der er indgået en ny aftale med seks fonde om at dække flere af de afledte omkostninger (750 millioner kroner i 2024), viser beregninger fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, at problemet vokser. Hvis tendensen fortsætter, vil universiteterne i 2030 skulle medfinansiere for 7,7 milliarder kroner, og de frie basismidler vil falde til 2,6 milliarder kroner.

Heine Andersen mener, at udviklingen er gået for vidt, og at der er brug for politisk handling. Et første skridt må være, at fondene betaler alle afledte omkostninger ved forskningsprojekterne, de støtter. Så får universiteterne flere af deres basismidler til fri rådighed og kan ansætte flere forskere i tidsubegrænsede stillinger. Staten bør samtidig øge basismidlerne, der har stået stille den seneste halve snes år, og politikerne burde indføre et loft over, hvor stor en andel af forskerstaben der må ansættes på midlertidige kontrakter. Han mener, at omkring 20 procent vil være passende.

Fokus på Novo Nordisk Fonden

Ifølge professor Anne Skorkjær Binderkrantz vil Magtudredningen have “et betydeligt fokus” på Novo Nordisk Fondens rolle, fordi den fylder så forholdsmæssigt meget sammenlignet med de øvrige fonde.

At fonden spiller en altafgørende rolle, bekræftes af en liste over igangværende forskningsprojekter på Københavns Universitet, der er finansieret enten af offentlige kilder eller af danske eller internationale fonde og virksomheder.

6.335 projekter findes på listen, der har modtaget 27,4 milliarder kroner i støtte i alt. Heraf kommer 12,2 milliarder – altså cirka 44 procent – fra Novo Nordisk Fonden.

Ifølge en artikel i Politiken har fonden blandt andet givet penge til et center for proteinforskning (780 millioner kroner), et center for metabolismeforskning (885 millioner kroner), et center for stamcellebiologi (685 millioner kroner) og senest et vaccinecenter (1,8 milliarder kroner), der alle er at finde i Mærsk Tårnet på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (Sund) på KU. Byggeriet kostede 1,5 milliarder kroner, hvoraf A.P. Møller Fonden bidrog med 600 millioner kroner plus 125 millioner kroner til inventar.

Ifølge Politiken betaler Novo Nordisk Fonden også i stigende grad lønnen til de ph.d.-studerende på KU Sund.
I 2019 var 21,5 procent helt eller delvis betalt af Novo Nordisk Fonden – herunder nogle få også af Novo Nordisk A/S – og i 2023 var det steget til 34 procent.

Forskerforum har forgæves kontaktet rektoratet på KU for en kommentar, men i artiklen i Politiken afviser Hans Bräuner, prodekan for forskning på Sund-fakultetet, at det er et problem, at Novo Nordisk Fonden fylder så meget. Han siger, at der er stor faglig spredning på de støttede forløbs fagområder og metoder, og efterspørgslen efter de nyuddannede forskere er stor.

“Det er rigtig godt for dansk forskning og universiteterne, at private fonde har mulighed for at støtte forskningen, så det kan nå et niveau og muliggøre flere forskningsprojekter, der ellers ville være svært udelukkende med de offentlige midler,” siger han til Politiken.
Ifølge Heine Andersen viser en opgørelse fra KU, at støtten fra Novo

Nordisk Fonden finansierer omkring 20 procent af alle ansatte på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

“Det vil være at gå for vidt at kalde det et monopol, men forestillede man sig, at Novo Nordisk Fonden på et tidspunkt blev sur på KU og trak støtten, ville man stå med tomme kontorer og laboratorier og fyringstruede forskere. Det giver altså en stor magt,” siger han.

Må betale for udstyr

Ifølge Anders Hay-Schmidt, der er professor og fællestillidsrepræsentant på Sund-fakultetet på KU, betyder udviklingen, at det ikke længere er muligt at forske uden ekstern finansiering fra fonde eller lignende.

En af årsagerne er, at det er dyrt at bedrive sundhedsvidenskabelig forskning, da det kræver dyrt apparatur og dyreforsøg.
Tidligere stillede institutterne udstyr og infrastruktur gratis til rådighed for forskerne, men i dag ligger det i et andet regi, hvor man skal betale for brugen. Samtidig er priserne på core-faciliteter steget markant, og det gør det stort set umuligt at forske uden store bevillinger, fortæller han.

Anders Hay-Schmidt mener, at alle fastansatte forskere burde tildeles et beløb i størrelsesordenen 100.000 kroner årligt, som de kan bruge til at dække driftsomkostningerne ved deres projekter, så de ikke behøver at søge om eksterne midler til alt.

Hans andet hovedkritikpunkt handler om, at han mener, at en for stor del af forskningsmidlerne gives som rammebevillinger til seniorforskere, som så ansætter ph.d.-studerende og postdocs til at lave dele af projektet. Det svækker de unge forskeres faglige udvikling og selvstændighed. Han advarer om, at mange unge forskere sidder fast i afhængighedsforhold til seniorforskere – med risiko for konflikter og uafsluttede forløb.

Han efterlyser langt flere mindre bevillinger i størrelsen en halv til to millioner kroner, som de yngre forskere frit kan søge, så de kan komme i gang med karrieren og afprøve deres egne ideer.

“Jeg synes, vi skylder de unge mennesker, at man har nogle bevillinger, hvor de kan betale deres egen stilling og drive deres helt eget forskningsprojekt, så de bliver herrer i deres eget hus. Det er et kæmpe problem, at der er for få frie forskningsmidler. Det ville lette situationen for mange, hvis man havde mange flere af den type bevillinger,” siger han.