Danmark har for mange universiteter

Det danske universitetssystem er ramt af en tillidskrise. Politikerne har mistillid til universiteterne, og universiteterne har mistillid til politikerne. Det er et af hovedbudskaberne i debatbogen ’Fremtidens universiteter’, som Niels Kærgård har skrevet sammen med Peder Andersen og Jørgen Søndergaard. Ifølge forfatterne hænger krisen tæt sammen med den måde, universitetssystemet er organiseret på.

”Vi har i dag et system med institutioner, der er ekstremt forskellige i størrelse og opgaver. Det gør det meget vanskeligt at lave et rationelt og sammenhængende styrings- og ledelsessystem,” siger Niels Kærgård.

I den ene ende står universiteter med en omsætning på nogle få hundrede millioner kroner, i den anden Københavns Universitet med et budget på over ni milliarder. Alligevel styres de over én kam. Det skaber ifølge forfatterne uklare ansvarslinjer, kortsigtede indgreb og en styringsform, der forstærker mistilliden.

Et styringsproblem før et strukturproblem

I forfatternes analyse er det netop her, problemerne begynder. Når enhederne er så forskellige, bliver styringen inkonsistent, og ansvaret uklart. Politikerne ender med detailstyring, mens universiteterne oplever mistillid og manglende råderum.

”Det er svært at opbygge tillid, når man har et system, der ikke hænger sammen. Derfor er antallet af universiteter ikke bare et strukturelt spørgsmål, men også et ledelses-problem,” siger Niels Kærgård.

Det er på den baggrund, forfatterne foreslår et system med to universiteter i Danmark: ét øst for Storebælt og ét vest for Storebælt.

”Ser man nøgternt på det, er Danmark i princippet ikke større, end at ét universitet kunne være nok. Men det ville blive for stort og for magtfuldt. To universiteter er et mere realistisk forslag,” siger Niels Kærgård.

Forfatterne peger desuden på, at institutter bør have en vis størrelse for at være fagligt og ledelsesmæssigt bæredygtige. Omkring 100 ansatte fremhæves som en størrelsesorden, der giver både robusthed, faglig bredde og stabil intern ledelse.
Det nuværende system består derimod af både meget små og meget store enheder blandet sammen uden nogen overordnet plan.

To universiteter – men flere campusser

Niels Kærgård understreger, at planen ikke handler om centralisering.

”Det handler ikke om, at der skal være færre steder, men færre universiteter. Vi forestiller os to universiteter, men med strategisk placerede campusområder rundtom i landet,” siger han.

Eksempler som Esbjerg og Sønderborg nævnes som oplagte steder for stærke regionale miljøer – men kun hvis der er tale om egentlige campusser med kritisk masse. Det nytter ikke at udflytte enkeltuddannelser eller mindre fagpakker, understreger han. Erfaringen viser, at det ikke skaber stærke sammenhængende og bæredygtige miljøer.

Med to universiteter og flere campusser ville man ifølge Niels Kærgård kunne kombinere regional tilstedeværelse med faglig sammenhæng – i stedet for den nuværende situation, hvor næsten alle universiteter opbygger store afdelinger i København.

For mange parallelle miljøer

Et andet centralt problem er ifølge forfatterne, at Danmark forsøger at opretholde for mange parallelle forskningsmiljøer inden for de samme fagområder. Der bruges betydelige midler på forskning, men systemet spreder kræfterne for tyndt ud.

”I et lille land er det urealistisk at have mere end ét – måske to – internationale topmiljøer inden for et fag. Alligevel har vi et system, hvor mange universiteter gerne vil forske i det samme på et højt internationalt niveau,” siger Niels Kærgård og understreger, at det er umuligt.

Han peger blandt andet på fødevareforskning, som i dag findes flere steder, og på økonomiuddannelser, der udbydes i mange forskellige varianter, som ikke passer sammen og gør det vanskeligt for studerende at skifte mellem institutioner. Resultatet er overlap, uhensigtsmæssigt små fagmiljøer og øget kompleksitet.

Konsekvenser for uddannelserne

Udfordringerne stopper ikke i forskningen. De slår direkte igennem på uddannelserne. Danmark har bevæget sig fra eliteuniversiteter til masseuniversiteter, uden at systemet er blevet gentænkt.

”I 1960’erne var det tre procent af en ungdomsårgang, der tog en universitetsuddannelse. I dag er det omkring 25 procent af en årgang, der gennemfører en universitetsuddannelse. Man kan ikke tilbyde frie eliteuddannelser til så mange,” siger Niels Kærgård.

Resultatet har været et pres på kandidatuddannelserne.

Fremdriftsreformer, kortere tid til specialer og mere styring har været politiske forsøg på at håndtere udviklingen, men ifølge Niels Kærgård har det været symptombehandling.

Konsekvensen har været, at kandidatuddannelserne er blevet mere skoleprægede, og at det faglige niveau uundgåeligt er faldet, hvilket har været til skade for både kandidater, der skal nå et teoretisk eliteniveau, og dem, der skal have en solid brugbar uddannelse.

Teori og praksis blandet sammen

Samtidig er næsten alle uddannelser blevet harmoniseret til fem år, selv om de sigter mod vidt forskellige funktioner på arbejdsmarkedet.
En af de største fejl, man har begået, er netop, at man har forsøgt at presse både forskeruddannelser og praksisrettede uddannelser ind i samme ramme.

”Vi har fået en stor gruppe uddannelser, som er for teoretiske for dem, der søger praksis – og for lidt teoretiske for dem, der vil være forskere,” siger Niels Kærgård.

Han ser det som udtryk for en tendens til at betragte teori som finere end praksis. Praksis er blevet et skældsord, også på uddannelser, hvor det ikke giver mening.

Det betyder ikke, at universiteterne skal optage færre studerende, understreger han. Men de skal have færre uddannelser, der sigter mod forskerelite, og flere solide uddannelser, der målretter sig praktikere.

”Mange funktioner i forvaltning og erhvervsliv kunne løses glimrende af kandidater med en stærk bachelor og en praktisk overbygning.”

Kandidatreformen som symptombehandling

Niels Kærgård ser den aktuelle kandidatreform i det lys. Reformen er et forsøg på at løse nogle af problemerne ved at skabe kortere og mere fleksible uddannelsesveje til en del af de studerende – men det er langtfra nok.

Reformen adresserer et reelt problem: At uddannelserne er blevet for lange og for teoretiske for mange. Men som tidligere reformer adresserer den et enkelt problem uden at være tænkt ind i en samlet reform af systemet.

Dermed viderefører reformen et kendt mønster: Man lapper på dele af systemet uden at forholde sig til helheden.

Den tabte mulighed

Ifølge Niels Kærgård var universitetsfusionerne i 2007 en oplagt mulighed for at tænke systemet mere sammenhængende. Havde man dengang haft en klar diskussion af, hvordan universitetssystemet ideelt set skulle se ud, kunne man have brugt fusionerne til at bevæge sig i retning af to samlede universiteter.

”I stedet byggede man reformen på frivillighed og lokale ønsker. Beslutningerne blev ofte truffet bag lukkede døre, og resultatet blev et system uden klare sigtelinjer,” siger han.

Det er netop den mangel på helhedstænkning, som bogen ’Fremtidens universiteter’ forsøger at rette op på.

For forfatterne handler diskussionen ikke om at tegne et nyt Danmarkskort for universiteterne her og nu. Den handler om at sætte retning, som politiske og institutionelle beslutninger kan bevæge sig i – skridt for skridt.

”Først når man ved, hvordan systemet samlet set bør fungere, giver det mening at træffe beslutninger om struktur, uddannelser og styring. Uden en vision ender man med flere lapper på det kludetæppe, vi allerede har,” siger Niels Kærgård.

Ifølge Niels Kærgård mangler vi stadig en universitetspolitik, der ser forskning og uddannelse som dele af ét sammenhængende system – et land som Danmark er ganske enkelt for lille til at ville det hele alle steder.