Kursskifte på KU: Eksterne midler tæller ikke længere som mål for forskning

Københavns Universitet (KU) har besluttet at ændre sine meriteringskriterier i et opgør med ansøgningspres og den udbredte forestilling om, at flere eksterne midler automatisk betyder bedre forskning.

Den nye kurs betyder, at ekstern finansiering ikke længere tæller som et selvstændigt meriteringskriterium under vurderingen af forskning. I stedet indgår evnen til at søge, hjemtage og forvalte eksterne midler under kriteriet ledelse, hvor den sidestilles med andre former for akademisk ledelseserfaring.

Formelt adskiller KU dermed vurderingen af forskningskvalitet fra vurderingen af projekt- og forskningsledelse. Forskning skal vurderes på blandt andet publikationer, faglig originalitet og forskningsmæssig gennemslagskraft, mens ekstern finansiering vurderes som en kompetence knyttet til ledelse af forskningsprojekter, medarbejdere og økonomi.

Ændringen betyder altså ikke, at ekstern finansiering er fjernet fra meriteringssystemet – men at den har skiftet placering og vægt.

Positiv modtagelse

Ifølge Brian Arly Jacobsen, forperson for DM Universitet, er der tale om en markant ændring, at ekstern finansiering ikke længere fremstår som et selvstændigt meriteringskriterium på KU. Samtidig vurderer han, at ændringen overordnet set giver god faglig mening.

Han peger på, at mange forskere – særligt i fag med hård konkurrence om midler – bruger meget tid på ansøgninger med lav succesrate, og at det derfor kan være rimeligt i højere grad at vurdere forskningen på dens faglige kvalitet frem for dens finansiering.

Det er hans indtryk, at forskere i råd og udvalg på KU generelt har taget godt imod ændringen.

Samtidig understreger han, at for mange midlertidigt ansatte forskere har ekstern finansiering været en central del af karrierestrategien. I en årrække har universiteternes meriteringssystem belønnet evnen til at skaffe eksterne midler, og mange forskere har derfor målrettet opbygget deres cv med bevillinger og projektledelse i håb om at kvalificere sig til en fast stilling.

Når vægtningen nu ændres, risikerer nogle af disse forskere at stå med meritter, der tæller mindre end forventet – og dermed havne i en slem kattepine.

Spillereglerne er pludselig ændret

Magnus Pharao Hansen, der er ekstern lektor på KU, frygter netop, at forskydningen i vægtningen vil få betydning for hans forskerkarriere. Han opfatter ændringen som led i en bredere strategisk kurs fra universitetets ledelse.

”Det er en del af den nye rektors strategi om at mindske andelen af ansættelser på eksterne midler. Som midlertidigt ansat på eksterne bevillinger, som jeg selv har skaffet siden 2016, er det en ret træls udvikling. Det er takket være de eksterne fonde – og ikke takket være KU – at jeg har kunnet opbygge en karriere som forsker,” siger han.

Ifølge Magnus Pharao Hansen har unge forskere i årevis fået et klart budskab om, at succes med eksterne bevillinger var den mest sikre vej til en fastansættelse – og mange har som ham selv indrettet deres karriere derefter.

Han understreger, at det grundlæggende er positivt, at forskellige former for erfaring kan vægtes positivt, når der skal ansættes nye kolleger. Men samtidig betyder ændringen, at forskere, som i årevis målrettet har opbygget et cv omkring projektledelse og ekstern finansiering, nu risikerer at stå dårligere i konkurrencen om stillinger – mens andre typer erfaring reelt ligestilles.

Magnus Pharao Hansen tilføjer, at de nye meriteringskrav ikke ændrer på den grundlæggende situation på KU, nemlig at der mangler faste stillinger, da institutternes økonomi ikke længere tillader dem at binde sig til en lektorløn.

Samtidig tilgodeser tenure track-systemet primært yngre forskere – ikke forskere med mange års erfaring som forskningsledere, som han selv.

”Derfor må jeg konstatere, at min næste bevilling nok ikke kommer til at ligge på KU. Det kommer den sandsynligvis til at ligge et sted, hvor mine kompetencer bliver værdsat i højere grad, og hvor det ikke fremstilles som om, at forskere på eksterne midler er en belastning for universitetet,” siger han.

Eksterne projekter giver overskud på humaniora

Ifølge Magnus Pharao Hansen er fortællingen om, at eksterne bevillinger i stigende grad er blevet en underskudsforretning for universitetet, en central del af forklaringen på kursskiftet. Han oplever, at netop dette økonomiske rationale bruges til at begrunde ønsket om færre eksternt finansierede ansættelser. Men den logik holder ifølge ham ikke på humaniora.

På humaniora, hvor forskningen typisk er mindre ressourcekrævende end på laboratorietunge fag, kan eksterne bevillinger give relativt store overheadindtægter i forhold til de faktiske udgifter.

I hans eget tilfælde, med forskning der har været betalt af offentlige fonde med relativt store overheads, har hans projekter ifølge ham selv bidraget betydeligt økonomisk til instituttet, samtidig med at de har kunnet trække på ham til undervisning og uddannelsesudvikling.

”Jeg har meget svært ved at se, hvordan universitetet skulle have tabt penge på det,” siger han.

Han afviser samtidig forestillingen om, at eksterne midler nødvendigvis fører til forsigtig eller opportunistisk forskning.

”Min erfaring er snarere, at de store offentlige fonde opfordrer til ambitiøse og risikobetonede projekter. Det er den langsomme, vedholdende forskning, der ofte er svær at lave uden fastansættelse,” siger han og fortsætter:

”Samtidig er det, i hvert fald ved de store offentlige fonde, generelt fagfællebedømmelse, der tildeler forskningsmidler i skarp konkurrence på kvalitet, så her holder argumentet om, at kvalitet er vigtigere end finansiering, heller ikke. Succes i hjemtagning af midler viser ikke bare, at man er god til at administrere store beløb og flere ansatte; det viser først og fremmest, at man har idéer, som andre synes er gode nok til, at de vil finansiere dem, og det har intet med ledelse at gøre, men meget med forskningskvalitet at gøre,” siger han.

DM: En reel spænding i systemet

Brian Arly Jacobsen mener, at kritikken fra Magnus Pharao Hansen peger på en reel spænding i systemet.

Han er også enig i, at der er væsentlige faglige forskelle i den økonomi, der er knyttet til eksterne bevillinger. På de såkaldte tørre områder kan ekstern finansiering ofte generere relativt mere overhead i forhold til de faktiske udgifter end på laboratorietunge fag. Det er en forskel, som ifølge ham bør indgå i vurderingen – men som KUs solidariske budgetmodel ikke tager højde for.

Ifølge Brian Arly Jacobsen rummer de nye meriteringskriterier imidlertid også et andet potentielt problem.

”Det mest problematiske er efter min vurdering, at innovation samtidig opprioriteres som et generelt meriteringskriterium. Der er stor forskel på, hvad innovation betyder på tværs af fagområder, og på de tørre områder risikerer kriterierne at blive mindre retvisende,” siger han.

Han peger derfor på, at et næste skridt kunne være at arbejde med mere differentierede meriteringskriterier, som i højere grad afspejler forskelligheden i universitetets fagområder.

Københavns Universitet oplyser, at man forventer at præsentere tiltaget nærmere i maj, og at man indtil da ikke ønsker at udtale sig.