Eksterne midler går ofte hånd i hånd med høje forskerlønninger

Hvis du som universitetsforsker vil op i den absolutte løntop, er det sjældent nok alene at være fagligt dygtig. Du skal også være i stand til selv at skaffe finansiering til dine forskningsprojekter.

Det viser en analyse, som Forskerforum har foretaget på baggrund af aktindsigter i de højeste lønninger på de otte danske universiteter. Når man sammenholder løndata med tilgængelige oplysninger om hjemtag af ekstern finansiering, tegner der sig et tydeligt mønster: Blandt forskere med de højeste individuelle lønninger falder det ofte sammen med ansvar for at tiltrække og forvalte betydelige eksterne midler fra fonde, forskningsråd, EU, offentlige myndigheder og private virksomheder.

Mønstret er tydeligst på Københavns Universitet (KU) og Danmarks Tekniske Universitet (DTU), men også på Aalborg Universitet (AAU) og Syddansk Universitet (SDU) går høj løn ofte hånd i hånd med ekstern finansiering.

Samlet set har henholdsvis 8 og 9 af de 10 højestlønnede forskere på KU og DTU modtaget betydelig ekstern finansiering i de seneste år. På AAU gælder det omkring halvdelen, mens andelen på SDU ligger lidt lavere. På IT-Universitetet (ITU), Copenhagen Business School (CBS) og Roskilde Universitet (RUC) er billedet mere blandet, men også her har en betydelig del af top 10-lønmodtagerne ansvar for ekstern finansiering.

Løn og bevillinger følges ad – men ikke overalt

På Copenhagen Business School er der en meget direkte sammenhæng mellem støtte fra private donorer og professorlønninger.

Mindst fire professorater er eller har helt eller delvist været finansieret af fonde eller virksomheder. Det drejer sig om de såkaldte endowed chairs, en ordning, som har rødder i den angelsaksiske universitetsverden, hvor velhavende donorer helt tilbage i middelalderen har finansieret professorater knyttet til bestemte fag på universiteter som Oxford og Cambridge.

CBS offentliggør ikke en samlet opgørelse over antallet af endowed professors, men et eksempel er José Mata, der er Mærsk Mc-Kinney Møller Professor of Entrepreneurship – en stilling finansieret af A.P. Møller Fonden.

På Aarhus Universitet (AU) er der også omfattende ekstern finansiering, herunder store bevillinger fra blandt andet Novo Nordisk Fonden, men koblingen mellem ekstern funding og individuelle toplønninger fremstår mindre entydig end på KU og DTU.

Den højestlønnede forsker på Aarhus Universitet er Alfred Michael Spormann, professor ved Interdisciplinary Nanoscience Center, som i den seneste opgørelse har en årsløn på 1.743.555 kroner. Han blev rekrutteret fra Stanford University som founding director for Novo Nordisk Foundation CO₂ Research Center (CORC), der er etableret med en bevilling på 630 millioner kroner.

Der findes dog også særlige tilfælde, hvor høje lønninger ikke primært kan forklares med ekstern finansiering. Det gælder blandt andet statsobducenterne på KU, SDU og AU, som har særlige myndighedsopgaver og funktionskrav, der adskiller dem fra øvrige forskere.

Når fonden betaler hele professoratet

Den højestlønnede universitetsforsker i Danmark er Bent Flyvbjerg med en årsløn på 2.331.983 kroner i 2025.

Han blev i 2021 lokket til IT-Universitetet fra University of Oxford med et professorat i software engineering. Han er en af verdens mest citerede forskere inden for projekt og programledelse og kendt for begrebet The Iron Law of Megaprojects. I 2023 blev hans bog ’How Big Things Get Done’ nomineret til Financial Times’ Business Book of the Year.

ITU skriver direkte i sit svar på Forskerforums aktindsigtsanmodning, at ”Bent Flyvbjergs lønudgifter er fuldt finansieret af en bevilling fra en privat fond og ikke af statstilskud”.

I Bent Flyvbjergs tilfælde er det altså – som på CBS – selve professoratet, der er betalt af en privat fond, og ikke et forskningsprojekt eller et forskningscenter.

Bent Flyvbjerg blev rekrutteret med et Villum Kann Rasmussen-professorat, som hører til blandt de mest sjældne bevillinger i det danske forskningssystem. Ifølge Villum Fonden er professoraterne forbeholdt helt særlige tilfælde og er tidligere kun blevet anvendt ved rekruttering af Charles Marcus til Københavns Universitet i 2012 og Jens Kehlet Nørskov til Danmarks Tekniske Universitet i 2018.

Formålet er at give universiteterne mulighed for at strække sig længere i konkurrencen om internationale topforskere ved at tilbyde varige og attraktive ansættelsesvilkår. Vurderingen af lønniveauet overlades til universiteternes ledelser.

Jens Kehlet Nørskov blev også rekrutteret fra Stanford University til Danmarks Tekniske Universitet i 2018 med en bevilling på 28 millioner kroner til et Villum Kann Rasmussen-professorat. Tidligere har han været leder for et grundforskningscenter finansieret af Danmarks Grundforskningsfond og har i sin tidlige karriere modtaget støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond, som han selv har beskrevet som karriereafgørende.

Jens Kehlet Nørskov har desuden tidligere stået i spidsen for større internationale forskningssamarbejder, herunder EU-støttede projekter inden for energi og katalyse.

Millionbevillinger og millionlønninger på KU

Den højestlønnede forsker på Københavns Universitet er Ruth Loos. Med en årsløn på 2.288.380 kroner er hun også nummer to på landsplan.

Ruth Loos er internationalt rekrutteret til Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research (CBMR). Ifølge en pressemeddelelse fra Novo Nordisk Fonden var det et Laureate Research Grant på 50 millioner kroner over syv år, der fik hende til at flytte sin forskning fra Icahn School of Medicine at Mount Sinai i New York til Danmark.

Bevillingen er en del af fondens særlige program, der har til formål at tiltrække fremragende internationale forskere til danske universiteter. Ruth Loos var den 15. forsker, der modtog en sådan bevilling, og siden 2012 har Novo Nordisk Fonden gennem programmet uddelt i alt 655 millioner kroner.

Som nummer to på KU følger Eske Willerslev, der med en årsløn på 2.253.965 kroner ligeledes er blandt de højestlønnede forskere i Danmark. Eske Willerslev har gennem en årrække stået i spidsen for opbygningen af store internationale forskningsmiljøer på Københavns Universitet, herunder Centre for GeoGenetics, som er finansieret med betydelige, flerårige bevillinger fra Lundbeckfonden.

Parallelt hermed har han haft ansvar for meget store, eksternt finansierede forskningsprogrammer ved Globe Institute, herunder det internationale initiativ AEGIS (Ancient Environmental Genomics Initiative for Sustainability), som er finansieret af Novo Nordisk Fonden og Wellcome Trust.

KU: Løn følger ikke automatisk pengene

Ledelsen på Københavns Universitet afviser, at der er en direkte eller automatisk sammenhæng mellem hjemtag af eksterne midler og individuelle toplønninger blandt forskere.

Ifølge prorektor for forskning og innovation Eva Hoffmann er det ikke ekstern finansiering i sig selv, der dikterer løndannelsen på KU. Når der undtagelsesvis gives meget høje individuelle lønninger, sker det typisk med udgangspunkt i lønniveauer i tidligere ansættelser og den konkrete konkurrencesituation på arbejdsmarkedet.

”Det er så ofte personer, der også har eller kan få store eksterne bevillinger. Men der er ikke en årsagssammenhæng fra hjemtag til løn – faktisk har vi for nylig fjernet eksternt hjemtag som et selvstændigt meriteringskriterium,” oplyser hun.

Eva Hoffmann understreger samtidig, at professorstillinger på KU formelt er lederstillinger, men at det – modsat administrative chefstillinger – ikke er graden af ledelsesansvar, der afgør lønniveauet.

Løn fastsættes i konkrete forhandlinger inden for universitetets lønpolitik og gældende overenskomster. Meget høje lønninger og tillæg godkendes centralt efter indstilling fra dekanen, oplyser KU.

DM: Høje lønninger kan bruges i lønforhandlinger

Set fra fagforeningen DM’s perspektiv er høje lønninger blandt topforskere ikke et problem i sig selv. Tværtimod kan de bruges som argument i de lokale lønforhandlinger.

”Lønnen kan i princippet aldrig blive for høj set fra et fagforeningsperspektiv. Det er positivt, når topforskere opnår høje lønninger, fordi det er med til at trække niveauet op og kan bruges som argument i de lokale lønforhandlinger – også for yngre forskere,” siger Sarah Rosenkrands, konsulent i DM.

Hun forklarer, at ekstern finansiering indgår som et eksplicit kriterium for videnskabeligt personale, men ikke som et automatisk lønargument.

At tiltrække eksterne midler betragtes som en del af jobbet – på linje med undervisning og formidling – mens lønforhøjelser knyttes til indsatser, der vurderes som ekstraordinære.

Hvad der anses for ekstraordinært, varierer fra institut til institut. På nogle områder betragtes bevillinger i millionklassen som forventede, mens de samme beløb andre steder kan udløse tillæg. Det afhænger blandt andet af fag, institutternes økonomi og den konkrete konkurrencesituation.

Når Sarah Rosenkrands ser på de konkrete lønbegrundelser fra den seneste forhandlingsrunde på et institut på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, hvor hun deltog, afspejler det denne praksis.

I flere tilfælde henvises der til formuleringer som ”extraordinary external funding effort” eller ”extraordinary effort in large grant application”, mens lønforhøjelser i andre tilfælde begrundes med opbygning af forskningsgrupper, strategiske initiativer eller større internationale projekter.

Hun peger samtidig på, at løndannelsen på universiteterne sker inden for fælles og relativt snævre rammer. Alle videnskabeligt ansatte er omfattet af den samme overenskomst, hvor basisløn og faste stillingstillæg er centralt fastlagt. Den lokale lønudvikling sker gennem tillæg og engangsvederlag, som forhandles én gang om året i tråd med arbejdspladsens lønpolitik og de kriterier, der er lokalt meldt ud.

Sarah Rosenkrands pointerer, at arbejdspladsens lønpolitik gælder alle overenskomstansatte medarbejdere, uanset om det er eksterne bevillinger eller basismidler, der finansierer deres løn.

Alle videnskabeligt ansatte har derfor også ret til en lønforhandling – også ph.d.-studerende – men mulighederne for at udløse tillæg er ofte mere begrænsede tidligt i karrieren, fortæller hun.

Professorerne forhandler som de eneste deres egen løn, og fra i år skal fagforeningen ikke længere godkende resultatet. I alle andre tilfælde er det tillidsrepræsentanten eller en konsulent fra den relevante fagforening, der forhandler lønnen.

Roskilde Universitet

Videnskabernes Selskab: Vilkår vejer tungere end løn alene

Mens DM har fokus på at forbedre medlemmernes vilkår, er Videnskabernes Selskab, Danmarks ældste videnskabelige akademi, der samler førende forskere på tværs af fagområder, optaget af at sikre, at danske universiteter kan tiltrække og fastholde forskere i international konkurrence. 

Professor Susanne Ditlevsen, selskabets præsident, understreger, at Videnskabernes Selskab ikke udtaler sig om individuelle forskeres lønforhold, men selskabet ser det som en vigtig samfundsopgave at sikre, at Danmark kan tiltrække og fastholde stærke forskningsmiljøer i international konkurrence.

Ifølge Susanne Ditlevsen er løn et relevant parameter, men langtfra den eneste.

”Danske universiteter ligger generelt ikke i den høje ende af lønskalaen, men høj løn er ikke alt. Hvis Danmark skal tiltrække de rigtige mennesker til vores forskningsmiljøer, er det nødvendigt at vurdere det i et bredere perspektiv end løn alene,” siger hun.

Hun peger på, at forhold som forskningsfrihed, stabile arbejdsvilkår, tillid til videnskab i befolkningen og stærke faglige fællesskaber spiller en stor rolle for forskere, der overvejer at flytte til Danmark.

”Et ordentligt og trygt samfund med livskvalitet og gode vilkår for børnefamilier er en del af Danmarks internationale særkende, som vi bør prioritere og fremhæve,” siger hun.

Samtidig understreger Susanne Ditlevsen, at løn i visse fag og situationer kan få større betydning.

”Inden for nogle fagområder er konkurrencen om talent så massiv, at løn spiller en reel og større rolle – både i forhold til det private erhvervsliv og i forhold til udenlandske universiteter, der kan tilbyde markant bedre vilkår,” siger hun.

Syddansk Universitet

Hun advarer dog om, at en række strukturelle forhold på danske universiteter kan trække i den modsatte retning. Manglen på intern finansiering betyder, at forskere selv skal skaffe midler til store dele af deres forskning, og fastansættelse i Danmark giver ikke samme jobsikkerhed som tenureordninger på mange udenlandske universiteter.

”De strukturelle forskelle betyder, at attraktive forskningsmiljøer og langsigtede arbejdsvilkår bliver endnu vigtigere end lønnen alene,” siger Susanne Ditlevsen og peger samtidig på, at gentagne fyringsrunder og stor afstand mellem ledelse og forskere flere steder skaber usikkerhed.

Det kan ifølge hende afskrække internationale forskere, når de skal beslutte, om de vil flytte til Danmark med deres familie.