Universitetet kan ikke presses ind i et regneark

Over hele sektoren tales der om fortætning, samlokalisering, arealoptimering og bedre udnyttelse af bygningerne.

Københavns Universitet arbejder med princippet om “højere kvalitet i færre kvadratmeter” i sin Helhedsplan 2030.  

Aarhus Universitet samler aktiviteter i Aarhus på færre kvadratmeter gennem Campus 3.0-planen, som ifølge universitetet selv vil betyde cirka 10 procent mindre plads end i dag.  

Aalborg Universitet planlægger frem mod 2028 at reducere sine samlede arealer med omkring 16 procent.  

Rationalerne er velkendte: bæredygtighed, økonomisk ansvarlighed og bedre udnyttelse af faciliteter. Problemerne er lige så velkendte: Bygningsstyrelsens kvadratmeterpris er på himmelflugt og overstiger bygningstilskud. Bygninger er dyre. Huslejer og drift fylder stadig mere i universiteternes økonomi. KU har direkte formuleret et mål om, at bygningsområdet maksimalt skal udgøre 20 procent af universitetets samlede omsætning

Ingen kan være imod bæredygtighed eller ansvarlig brug af offentlige midler. Men netop derfor er det værd at spørge, hvad der driver udviklingen. For når fortætning primært begrundes med huslejebesparelser og økonomiske målsætninger, risikerer bæredygtighed at blive et bekvemt legitimeringsargument snarere end den egentlige drivkraft. Der er naturligvis klimamæssige gevinster ved at udnytte bygninger bedre, men alt for ofte fremstår bæredygtighed som den grønne indpakning af en klassisk spareøvelse. Hvis målet først og fremmest er at reducere udgifterne til kvadratmeter, bør man sige det åbent og diskutere konsekvenserne ærligt. 

Spørgsmålet er derfor, om fortætningsprocessen er ved at passere en grænse, hvor universitetet ikke længere kan fungere ordentligt som universitet. For universitetets rum er ikke blot neutrale rammer omkring arbejdet. De er en del af arbejdet.

Et kontor er ikke bare et skrivebord med en computer. Det er stedet, hvor forskeren læser, skriver, tænker, forbereder undervisning, vejleder studerende, holder fortrolige samtaler og udvikler idéer over tid.

Forskning kræver koncentration. Ikke konstant støj, gennemgang, snak, skiftende arbejdspladser og kamp om plads.

Det samme gælder undervisningen. Et undervisningslokale er ikke blot et lokale, der kan “udnyttes mere effektivt”. Undervisning er ikke alene logistik. Hvis undervisning i stigende grad presses ud i ydertimerne, fordi lokalekapaciteten er for lille, ændrer det både studiemiljø og arbejdsliv. Det får også (eller bør få) den naturlige konsekvens, at universiteterne skal til at betale overarbejdstillæg, hvis undervisning placeres udenfor den normale arbejdstid. Hvis studerende møder op til overfyldte lokaler uden ordentlige arbejdsforhold eller til campusområder uden tilstrækkelige studiepladser, påvirker det kvaliteten helt konkret.

Mange ansatte og studerende genkender allerede symptomerne: flere mennesker på mindre plads, mindre mulighed for ro og fordybelse, øget støj, færre faste arbejdspladser og stadig mere pres på undervisningslokaler og fællesområder. Samtidig bliver “fleksible arbejdspladser” og shared desk-løsninger ofte fremstillet som moderne og dynamiske. Men man kunne også beskrive udviklingen mere præcist: som en gradvis opløsning af de stabile faglige miljøer, som universitetet historisk har været bygget op omkring.

Universiteter er ikke konsulenthuse. Akademisk arbejde er ikke alene projektstyring og mødeaktivitet. Forskning er kendetegnet ved lange koncentrationsforløb, kontinuitet og tilstedeværelse i faglige miljøer. Det er svært at skrive artikler, bøger og ansøgninger eller udvikle ny undervisning, hvis man konstant afbrydes eller ikke ved, hvor man skal sidde fra uge til uge.

Der er også et arbejdsmiljøperspektiv, som ofte forsvinder bag campusstrategiernes managementsprog. Fortætning betyder flere mennesker på mindre plads. Mere støj. Flere afbrydelser. Mindre mulighed for fortrolighed og koncentration. Risikoen er, at universiteternes fysiske organisering gradvist kommer til at underminere netop de arbejdsvilkår, som forskning og undervisning forudsætter.

Det paradoksale er, at denne udvikling sker samtidig med, at universiteterne taler stadig mere om excellence, international konkurrenceevne og forskningskvalitet. Men kvalitet opstår ikke alene gennem strategier, KPI’er og optimeringsmodeller. Den opstår også gennem tid, ro, faglige miljøer og ordentlige arbejdsbetingelser. 

Selvfølgelig kan der være gode argumenter for at bruge bygninger bedre og mere bæredygtigt. KU har eksempelvis fremhævet, at bedre udnyttelse af bygninger skal ske “på en måde, så det ikke går ud over forskning, uddannelse og arbejdsmiljø.”  Problemet er, at denne balance bliver stadig vanskeligere at få øje på, når universiteternes økonomiske pres samtidig vokser. Derfor bør fortætningsstrategierne diskuteres langt mere åbent og kritisk, end de ofte bliver i dag. Ikke som et teknisk spørgsmål om campusdrift, men som et spørgsmål om universitetets formål og arbejdsbetingelser.

Hvor går grænsen for fortætning? Hvornår bliver arealeffektivisering til institutionsforringelse? Hvor mange kvadratmeter kræver forskning egentlig? Hvad er et ordentligt undervisningsmiljø? Er der plads nok til vejledning, forberedelse og fortrolige samtaler? Er der stole nok i undervisningslokalerne? Og hvad sker der med universitetet som intellektuelt og socialt fællesskab, hvis studerende og ansatte i stigende grad blot passerer gennem bygninger, der er optimeret til maksimal udnyttelse?  

Det er spørgsmål, som ikke kan overlades til alene bygningskontorer, excelark og konsulentrapporter. For universitetet er ikke en lagerhal for aktiviteter. Det er et sted for forskning, undervisning og tænkning. Og den slags kræver plads.