Hun sagde farvel til forskerlivet: "Jeg var totalt fanget i kulten"

Da Caroline Schaffalitzky blev konsulent efter mere end 25 år med undervisning og forskning, kunne hun ikke lade være med at sammenligne de to arbejdsliv.   

Hvilket job gav egentlig mest frihed? Hvor var der mest fleksibilitet? Og hvad med lønnen?  

Det, der startede som et lidt useriøst, personligt regnskab, har hun flyttet over på LinkedIn, hvor hendes over 1.300 følgere kan læse, hvordan hun i en række opslag sammenligner de to roller.   

Handler det om løn, faglig identitet og fleksibilitet, står de to roller lige.

Kommer det til prestige eller mulighed for at rejse på arbejdet, vinder forskerjobbet. Til gengæld løber konsulentrollen med pointene, når det handler om udfordringer, anerkendelse og kollegiale relationer.  

Føljetonen har hun valgt at kalde Fra VIP til VAP. Hvor VIP står for videnskabeligt personale på et universitet, mens VAP står for 'videnskabeligt-administrativt personale'.

Det er en omskrivning af universitetsverdenens gængse TAP-forkortelse, for overløbere som hende selv, der har –  eller har haft – et ben i hver lejr.

“Men føljetonen er ikke nogen videnskabelig undersøgelse”, forsikrer den tidligere lektor, der i dag er ansat som chefkonsulent inden for udvikling og sikring af uddannelseskvalitet på Syddansk Universitet.  

Og det er heller ikke meningen, at der skal findes en vinder af de to roller – for andre kan have helt andre præferencer for deres arbejdsliv.   

Det, hun i stedet håber, er, at hun med sine opslag kan prikke til den akademiske boble, som erfarne forskere såvel som aspirerende forskere kan være fanget i.  

Lidt af en kult   

For forskningsverdenen har en helt speciel kultur og er ikke helt klar over, hvor speciel den er på godt og ondt, forklarer Caroline Schaffalitzky.   

“Det er lidt en kult, man kommer ind i. Der er nogle meget stærke identitetsmekanismer og narrativer, som alle deler, og det kan være svært at forestille sig et arbejdsliv uden for den boble, og at det måske endda på nogen måder kan være bedre,” siger hun.  

“Men når man så kommer ud på den anden side, kan man godt tænke: Gud, hvorfor gik jeg egentlig så meget op i det? Var det virkelig så vigtigt? Men det er bare svært at træffe et oplyst valg, hvis man ikke kender mulighederne.”   

For et lektorat er ikke bare et arbejde. Det er også en prestigiøs titel, en faglig identitet, et mandat til at blande sig i samfundsdebatten, og et sted, som mange har brugt årevis på at kæmpe sig frem til.  

“Derfor er det også min erfaring, at hvis man fx som ph.d.-studerende overvejer at søge væk efter ph.d.-graden, siger man det ikke højt, fordi det kan opfattes som om man ikke brænder nok for forskningen, og måske det også opleves som et nederlag,” siger hun.  

“Så man opgiver ikke et lektorat. Det gør man bare ikke.”   

Da hun selv for tre år siden blev tilbudt en konsulentstilling på universitetet til et stort projekt, der havde vakt hendes interesse, takkede hun også kun ja på én betingelse. 

“Havde jeg ikke fået orlov, havde jeg ikke taget imod den nye stilling. Det er jeg 100 procent sikker på. Jeg tænkte, at når jeg har lavet det projekt, så vender jeg tilbage til det, som er mit rigtige job”, siger hun.   

“Jeg var totalt fanget i kulten. Ingen tvivl om det.” 

Konsulent i DM: Viden er i høj kurs på arbejdsmarkedet

Den akademiske boble genkender konsulenten i DM Hanne Jensen fra sit arbejde med at rådgive ph.d.-studerende og postdocs. Hun oplever ofte, at forskere har et begrænset kendskab til arbejdslivet og karrieremulighederne uden for universitetet, når de ringer til hende med overvejelser om deres fremtidige arbejdsliv. 

Derfor hilser hun Caroline Schaffalitzkys føljeton på LinkedIn glædeligt velkommen.

“Mine kollegaer og jeg får ofte spørgsmål fra forskere til karrieremuligheder og arbejdsvilkår, især uden for universitetet, men gode råd fra andre, der kender ens branche indefra, har oftest størst værdi,” siger hun.

Det er dog sjældent, at det er medlemmer som Caroline Schaffalitzky, der selv har valgt at forlade forskningen, der ringer ind om deres overvejelser om ikke at fortsætte forskervejen. 

Siden 2014 er antallet af de tidsafgrænsede postdoc-stillinger steget markant, hvor stigningen af antallet af de faste lektor- og professorstillinger har været begrænset, viser en undersøgelse fra tænketanken DEA fra 2026. 

"De få faste ansættelser og mange projektansættelser betyder, at nogle forskere har svært ved at se perspektiverne i et så usikkert arbejdsliv," siger Hanne Jensen. 

“Men det er ofte en tung beslutning at forlade forskningen, fordi de ville ønske, at de kunne blive på universitetet, men omstændighederne ikke tillader det."

Men kigger man som ph.d.-studerende eller flerårig forsker ud over universitetets mure, er man faktisk i høj kurs på arbejdsmarkedet: 

“En del forskere tror, at hvis de skal arbejde med et emne i periferien af deres felt, så er deres faglige kompetencer ikke tilstrækkelige. Men uden for universitetet er deres faglige viden, selvom den er i periferien af deres forskning, stadig meget efterspurgt.”

Mulighed for forandring ligger ikke i forskning    

Efter to år kan Caroline Schaffalitzkys orlov fra lektoratet ikke længere forlænges. Valget må træffes. Skal hun tilbage som VIP eller sige goddag til en mere permanent tilværelse som VAP?  

“Det var ret indlysende, at jeg skulle blive,” siger hun.   

“Alle de ting jeg satte mest pris på og som drev mig i forskerjobbet, fik jeg meget bedre opfyldt i den anden stilling,” siger hun.   

Frihed. Komplekse problemer. Faglighed. Selvstændighed. Alt det, havde hun også fundet i det nye job. Men særligt én ting blev afgørende for hendes valg: Muligheden for faktisk at ændre noget.  

Du kan have skrevet den bedste artikel, men derfra, og til at der er nogen, der har læst, forstået og ikke mindst ændret praksis på baggrund af den forskning, er der meget langt, forklarer hun. 

Derfor har hun også en anbefaling til både aspirerende og etablerede forskere med forandringstrang:  

“Hvis man faktisk gerne vil flytte noget i verden og er lidt utålmodig anlagt, kan der være bedre jobs end at være forsker.”

Håber føljeton kan blive en guide   

Indtil videre har Caroline Schaffalitzky været igennem 15 temaer i sin føljeton på LinkedIn, og der er stadig emner som work/life balance, ledelse og diversitet i støbeskeen.  

Når hun har været igennem alle relevante emner, samler hun det hele i en tabel, der måske kan fungere som en guide for dem, der tvivler på, om forskerlivet er et arbejdsliv for dem.   

“Så kan de lettere overveje, hvad der er vigtigst for dem,” siger hun.   

“Hvis du prioriterer at kunne bo et halvt år i Japan, skal du sørge for at blive i forskersporet. Men hvis du kunne tænke dig at holde rigtigt fri om aftenen, i weekenden og i ferien, eller hvis du har brug for at ændre noget i verden, kan det godt være, at du skal kigge et andet sted hen.”    
Hun ved godt, at hendes egen historie ikke er helt typisk. Både fordi hun stadig arbejder på et universitet, og fordi hun selv valgte at lægge VIP-titlen i graven og prøve kræfter med et andet arbejdsliv.   

Alligevel vil hun gerne fortælle om sit eget karriereskift, så yngre forskere kan få en fornemmelse af, at et arbejdsliv uden forskning kan være en reel og attraktiv mulighed.   

“Jeg føler mig virkelig heldig over, at jeg har nået at opdage det i tide. Det har været et privilegium at være forsker og underviser, men jeg synes også det ville være trist at gå på pension og aldrig have prøvet andet.”