De mentale muskler skal også trænes i Forsvaret
Fysisk styrke og udholdenhed er ikke længere nok. Systematisk mentaltræning skal gøre soldater bedre rustet til både stress, pres og krævende missioner. Ph.d.-studerende Anders Kjærgaard undersøger, hvordan mentale færdigheder kan blive en fast del af uddannelsen i Forsvaret.
Cooper-test, pullups og burpees.
Når nye soldater træder ind i Forsvaret, er fysisk styrke og udholdenhed en naturlig del af uddannelsen.
Men mens den fysiske træning længe har været systematisk, har den mentale del ofte været mindre synlig.
Det vil psykolog, tidligere soldat og nu ph.d.-studerende Anders Kjærgaard gøre op med.
"Forsvaret stiller i dag store krav til soldaters evne til at håndtere komplekse situationer, højt tempo og vedvarende belastninger. Derfor er fokus på og træning i mentale færdigheder ikke længere et supplement, som er 'nice to have', men en nødvendig del af militær kompetenceudvikling," siger han.
I sit ph.d.-projekt undersøger han, hvordan et program for militær mentaltræning (MMT) kan udvikles, tilpasses og implementeres i en dansk militær kontekst, hvordan det opleves af soldaterne, og hvilken betydning det kan have for deres mentale færdigheder og håndtering af belastninger.
Om projektet
Hvem? Anders Kjærgaard, psykolog, tidligere soldat og ph.d.-studerende.
Hvad? Et ph.d.-projekt, der undersøger, hvordan et program for militær mentaltræning (MMT) kan udvikles og implementeres for at styrke soldaters mentale færdigheder, stresshåndtering og præstationsevne.
Hvor: Institut for Psykologi på Københavns Universitet.
Hvorfor? Soldater møder store mentale belastninger og efterspørger konkrete værktøjer til at håndtere stress, bevare fokus og træffe gode beslutninger under pres.
Hvornår? Projektet er færdigt i december 2029.
”Vi har alle en naturlig forståelse af, at fysisk styrke og udholdenhed er noget, der skal trænes. Men det er som om, at det mentale har været for uhåndgribeligt for mange, og det vil vi gerne prøve at normalisere,” fortæller han.
Soldater efterspørger værktøjer
Med andre ord handler Militær Mentaltræning om at give soldater konkrete mentale værktøjer og samtidig øge deres forståelse af stress og mental sundhed i Forsvaret.
”Ambitionen med projektet er at gøre mental sundhed til et område, som man eksplicit forholder sig til i Forsvaret, og som man uddanner i og træner, gerne systematisk på linje med andre fysiske, tekniske og taktiske færdigheder,” siger Anders Kjærgaard.
Motivationen for projektet udspringer blandt andet af hans egen baggrund som psykolog og tidligere soldat i Forsvaret.
”Som soldat oplevede jeg, hvor stor betydning mentale faktorer har for både trivsel, samarbejde og præstation under krævende forhold. Samtidig har jeg altid været fascineret af, hvordan vi i Forsvaret altid har været meget systematiske omkring den fysiske træning og udviklingen af operative færdigheder, mens det mentale har været meget implicit og overladt til den enkelte.”
”Det gjorde mig nysgerrig på, om man kunne arbejde mere systematisk og evidensbaseret med mental sundhed,” siger han og fortæller, at han gennem tidligere undersøgelser har set, at aktive soldater selv ønsker mere fokus på området.
Blandt andet fra en intern undersøgelse fra 2021, hvor aktive soldater blev spurgt ind til, hvad de ønskede mere fokus på.
Her svarede to tredjedele af de over 3000 deltagende, at de ønskede mere uddannelse og træning i mentale værktøjer.
Repræsentanter for de værnepligtige efterspurgte i 2023 ligeledes mere fokus på området.
Og der kan være flere grunde til den øgede opmærksomhed på mentaltræning i Forsvaret.
Generelt er mental sundhed kommet højere på dagsordenen og blevet en del af samfundsdebatten, særligt blandt de yngre generationer, som lige nu starter i Forsvaret.
”Det er dem, der er fremtidens forsvar, og de efterspørger viden og værktøjer til at håndtere stress og belastninger,” siger Anders Kjærgaard.
Forbedrer præstationsevnen
Mange af de situationer, soldater står i, handler om at kunne bevare overblik og fokus samt træffe gode beslutninger under pres.
Det er kompetencer, som er vigtige at træne og forholde sig til, pointerer Anders Kjærgaard.
Det er et vigtigt signal at sende til både nuværende og kommende generationer af soldater, at vi tager den mentale udvikling lige så seriøst som den fysiske og fagligeAnders Kjærgaard, ph.d.-studerende
MMT-programmet bygger på forskning inden for blandt andet præstationspsykologi, stresshåndtering og mental færdighedstræning og kombinerer derfor både viden og færdigheder.
Herunder viden om, hvad mental sundhed og stress er, hvad begreberne indebærer, og hvor man kan gå hen, hvis man har brug for hjælp.
Derudover er der også træning i konkrete mentale færdigheder, som indebærer målsætningsstrategier, arbejde med den indre dialog, arbejde med at fremme ro og vejrtræningsteknikker.
”Vi forsøger ikke at gøre alle eksperter i mental træning. Vi forsøger at skabe et fælles fundament og give et fælles sprog.
Og så er det jo langt hen ad vejen soldaterne selv, deres ledere og fører og deres enheder lokalt, der skal prøve at implementere det i den daglige praksis, så det ikke kun bliver en gennemgang i klasseværelset,” fortæller Anders Kjærgaard.
Et eksempel på en situation, hvor den mentale træning kan blive afgørende, er under førstehjælp.
”Soldaten lærer at standse en blødning. Men det er også en voldsom proces at se et menneske, som måske er en soldaterkammerat, ligge og bløde. Her kan dybe vejrtrækninger være et vigtigt værktøj,” siger han.
Det handler dog om flere niveauer af belastning og præsentationer end de mest dramatiske situationer, mange i første omgang ville tænke på.
På den ene side handler det om de dagligdagsudfordringer, soldaterne møder i militæret, såsom højt arbejdspres, intensive uddannelsesforløb, søvnmangel og usikkerhed. Her kan den mentale træning hjælpe på samme måde, som man ser inden for andre højtydende professioner.
På den anden side handler det også om situationer, som er mere særegne for det militære arbejde. Det kan være situationer, hvor soldaterne skal træffe beslutninger under pres, bevare overblik under kaotiske forhold, håndtere stærke følelsesmæssige reaktioner eller fortsat kunne løse opgaver effektivt, når de oplever stress og usikkerhed.
”Hvis en soldat skal gennemføre en krævende øvelse under tidspres, kan mentale færdigheder som opmærksomhedskontrol og håndtering af forstyrrende tanker være vigtige for at fastholde fokus på opgaven,” fortæller Anders Kjærgaard og fortsætter:
”Eller hvis en gruppe soldater har været ude for en belastende hændelse, har de nogle fælles begreber og værktøjer til at forstå efterfølgende reaktioner.”
Målet med MMT er både at forebygge psykiske problemer blandt soldaterne og at forbedre deres præstationsevne.
”MMT skal ikke gøre soldater immune over for stress eller traumatiske oplevelser. Det handler både om trivsel og mental sundhed, men også om at styrke soldaternes evne til at fungere og præstere under de særlige krav, en militærtjeneste kan indebære.”
Fra forskning til hverdagspraksis
Anders Kjærgaard har brugt meget af sin egen erfaring fra sin tid som soldat til at få en forståelse for den virkelighed, soldater arbejder i, og de krav og belastninger, der kan følge med.
Men samtidig er det vigtigt for ham at være bevidst om sin rolle som forsker, og at hans oplevelser ikke skal påvirke undersøgelsesspørgsmålene.
Der er jo nogle, der tilhører den gamle generation, som har været vant til, at mentale problemer skulle løbes vækAnders Kjærgaard, ph.d.-studerende
Projektet bygger derfor på en kombination af kvantitative og kvalitative metoder.
Udover spørgeskemaundersøgelser blandt aktive soldater har Anders Kjærgaard også gennemført flere interviews med soldater og værnepligtige, der har været en del af MMT-programmet.
Det handler både om at få flere perspektiver på programmet og om at få indblik i, hvordan det i praksis bliver modtaget og implementeret.
”Implementeringen er rigtig vigtig. Det letteste er at finde ud af, hvilke ingredienser der skal i cocktailen, men noget andet er at få det integreret bredt i Forsvaret, som jo både består af en række værn, kulturer og subkulturer,” fortæller han.
Spørgsmålet er dog ikke kun, hvordan programmet skal implementeres. Det handler også om, hvordan soldaterne tager imod det.
Tidligere har Anders Kjærgaard oplevet en vis skepsis over for et øget fokus på det mentale i Forsvaret.
”Der er jo nogle, der tilhører den gamle generation, som har været vant til, at mentale problemer skulle løbes væk, og hvor man ikke snakkede om sådan nogle ting. Men jeg oplever klart, at de fleste, både unge og gamle, tager imod programmet. Vores data viser også, at nysgerrigheden er langt større end skepsissen er,” siger han.
Vil gøre Forsvaret mere attraktivt
Noget af det, der indtil videre har overrasket Anders Kjærgaard mest i projektet, er den store nysgerrighed blandt soldaterne.
”Jeg oplever en stor opbakning og interesse for emnet, og det er kommet lidt bag på mig. Der kan nogle gange være forestillinger om, at soldater ikke er interesseret i mental sundhed, men vores undersøgelser peger i en hel anden retning,” siger han.
Derfor håber han også, at ph.d.-projektet kan være med til at gøre mental sundhed til et mere naturligt integreret element i det danske forsvar og den militære træning.
”Der er overordnet fire grundsten inden for præstationspsykologien. Der er den fysiske del, den taktiske del, den tekniske del og den mentale del. De fire grundsten danner fundamentet for enhver god præstation, så derfor er det vigtigt, at vi forholder os eksplicit til alle komponenter, herunder den mentale del.”
Derudover håber Anders Kjærgaard også, at et øget fokus på det mentale område kan være med til at gøre Forsvaret til en mere attraktiv arbejdsplads.
"Det er et vigtigt signal at sende til både nuværende og kommende generationer af soldater, at vi tager den mentale udvikling lige så seriøst som den fysiske og faglige," siger han.
Ambitionen er på sigt, at mental sundhed bliver et lige så naturligt element i soldaternes uddannelse som fysisk træning, taktik og tekniske færdigheder.
"Kunsten er herfra at videreudvikle programmet, så vi sikrer, at MMT bliver en standardpakke, som alle i Forsvaret har modtaget og forhåbentlig har gavn af i deres virke. Uanset hvilken opgave de løser."