Hun forlod universitetet, men ikke forskningen

Da Fie Lund Lindegaard Christensen afsluttede sin ph.d. om autisme ved Aarhus Universitet, fik hun ikke den forskerkarriere på universitetet, som mange ph.d.er drømmer om.

I stedet tog hun arbejde som underviser og pædagog i Specialområde Autisme. For mange forskere ville det være lig med et farvel til forskningen. For hende blev det begyndelsen på en ny måde at forske på.

Jobbet gav hende mulighed for igen at komme tæt på den målgruppe, hun havde brugt flere år på at forske i. Det, der begyndte som et arbejde uden for universitetet, blev samtidig en måde at afprøve og videreudvikle de indsigter, hun havde opnået gennem sin forskning.

Snart opdagede hun, at de spørgsmål, hun gerne ville undersøge, ikke nødvendigvis opstod på universitetet. Mange af dem fandt hun i mødet med borgere og kolleger i hverdagen.

Fra teori til praksis

Mens ph.d.en nærmede sig afslutningen, fik Fie Lund Lindegaard Christensen tilbudt et vikariat ved det, der i dag er hendes arbejdsplads. Oprindeligt så hun det som en mulighed for at holde kontakten til den målgruppe, hun havde brugt flere år på at forske i, mens hun forberedte sit ph.d.-forsvar. 

Her mødte hun igen unge og voksne med autisme. Og mødet med praksis gav hende mulighed for at holde sine forskningsresultater op mod virkeligheden.

En af hendes ph.d.-artikler handlede om rytme og tidslighed. Altså hvordan mennesker orienterer sig i hverdagen gennem gentagelser, rutiner og forudsigelighed. Det kan lyde abstrakt, men ude i praksis genfandt hun de samme mønstre i konkrete situationer.

For nogle mennesker med autisme kan ændringer i transportplaner eller daglige rutiner være nok til at skabe så store forstyrrelser, at det bliver svært at møde op på arbejde eller deltage i uddannelse. For Fie Lund Lindegaard Christensen blev det et tegn på, at de teoretiske indsigter fra forskningen fortsat havde relevans uden for universitetet. 

Det, der begyndte som et midlertidigt vikariat, blev senere til en fast stilling. Samtidig stod det klart for hende, at forskningen ikke behøvede at stoppe, fordi universitetskarrieren gjorde det.

Forskningsidéerne opstår i hverdagen

Efterhånden ændrede også udgangspunktet for hendes forskning sig. Hvor forskningsprojekter på universitetet ofte tager afsæt i eksisterende forskning og faglitteratur, opstod mange af hendes nye idéer i stedet i mødet med borgere og kolleger i hverdagen. 

Da hun senere fik mulighed for at fortsætte med forskning fra sin stilling i Specialområde Autisme, blev det derfor ofte konkrete problemstillinger fra praksis, der dannede grundlag for projekterne.

"Jeg kunne se værdien af, at idéerne ikke opstod, fordi jeg havde læst noget teoretisk. De opstod, fordi jeg opdagede, at det her var en problemstilling eller et videnshul, vi havde ude i praksis," siger Fie Lund Lindegaard Christensen. 

Den tætte kontakt med målgruppen giver samtidig adgang til perspektiver, som ellers sjældent finder vej ind i forskningen. Mange af de borgere, hun arbejder med, har komplekse støttebehov og ville ofte have svært ved at deltage i traditionelle forskningsprojekter. 

Når hun udvikler nye projekter, begynder arbejdet derfor ofte med samtaler med borgere og medarbejdere. De er med til at pege på relevante problemstillinger, kvalificere projektidéer og forme de spørgsmål, forskningen skal undersøge. 

"Det har faktisk den positive sideeffekt, at de lige pludselig får en stemme, de ellers ikke ville have haft," siger hun om de borgere, der bidrager til projekterne.

Forskning kræver frikøb og fondsmidler

Fie Lund Lindegaard Christensen er ansat som STU-underviser i Specialområde Autisme. Det er fortsat hendes primære jobfunktion.

Muligheden for at forske er kommet til gennem en særlig aftale, som giver hende mulighed for at gennemføre projekter, hvis hun selv skaffer finansiering.

Når hun får fondsmidler til et projekt, kan hun blive frikøbt fra en del af sine almindelige arbejdsopgaver og bruge tiden på forskning. Det betyder, at forskningen ikke ligger som en fast del af stillingen, men skal finansieres fra projekt til projekt.

"Jeg har fået lavet en ekstra klausul, hvor jeg har mulighed for at lave projekter og forskning. Hvis jeg kan søge penge, så kan jeg købe mig selv fri," siger hun.

I dag arbejder hun med flere projekter finansieret af mindre fonde. Flere af dem gennemføres i samarbejde med forskere fra universiteterne. Blandt samarbejdspartnerne er professor Peter Keller fra Aarhus Universitet og Mette Elmose, lektor ved SDU og førende inden for autisme-området.

Samarbejderne giver mulighed for at kombinere forskellige typer af ekspertise. Universiteternes forskere bidrager blandt andet med metodeudvikling, forskningsdesign og analyse, mens Fie Lund Lindegaard Christensen bidrager med den daglige kontakt til målgruppen og indgående kendskab til de problemstillinger, som projekterne undersøger.

Modellen har dog også sine begrænsninger. Uden for universitetet er der ikke afsat forskningstid som en del af stillingen, og hver ny aktivitet kræver derfor både finansiering og opbakning fra arbejdspladsen.

"Det, der betaler min løn, er de borgere, der kommer her i vores tilbud. Når jeg skal lave forskning, skal jeg købes helt fri. Ellers tager jeg noget fra nogen, som de ikke skal have taget fra sig," siger hun.

Hvad vinder forskningen?

For Peter Keller, der er professor ved Aarhus Universitet, er samarbejdet et eksempel på, hvordan forskning og praksis kan styrke hinanden. Han arbejder sammen med Fie Lund Lindegaard Christensen og peger på, at de to parter bidrager med forskellige kompetencer.

Mens universitetsforskerne bidrager med forskningsdesign, metodeudvikling og analyse, kommer Fie Lund Lindegaard Christensens styrke fra den daglige kontakt med målgruppen og kendskabet til de udfordringer, der præger hverdagen uden for forskningsmiljøet. Det gør det lettere at identificere spørgsmål, som både er videnskabeligt interessante og relevante for de mennesker, forskningen handler om.

"Vi bringer komplementære kompetencer, erfaringer og perspektiver sammen. Kombinationen gør os i stand til at formulere forskningsspørgsmål, som både er videnskabeligt meningsfulde og relevante for menneskers hverdag," skriver Peter Keller.

Samarbejdet har også betydning for adgangen til deltagere. Ifølge Peter Keller giver Fie Lund Lindegaard Christensens praksiserfaring og netværk mulighed for at gennemføre undersøgelser i virkelige miljøer og nå mennesker, som ellers kan være vanskelige at inddrage i forskningen. Samtidig bidrager universitetets forskningsmetoder med viden, som ikke nødvendigvis kan opnås gennem observationer og erfaringer alene.

Hvad vinder praksis?

Mary Ann Brix, leder i Specialområde Autisme, har længe arbejdet for at bringe forskning tættere på praksis. Da hun begyndte som leder i 2014, oplevede hun sammen med medarbejderne, at nogle af de indsatser, de brugte over for sårbare borgere, ikke havde den ønskede effekt.

Derfor begyndte de systematisk at undersøge, hvad der fungerede i deres egen praksis, og hvad der ikke gjorde. Erfaringen overbeviste hende om, at viden skabt tæt på hverdagen kan bidrage med indsigter, som ellers risikerer at gå tabt.

Hun oplever samtidig, at forskningsresultater ikke altid kan omsættes direkte til det daglige arbejde.

"Mange af de forskningsresultater, jeg har set, er enten gammel viden for de medarbejdere, der arbejder i det socialpædagogiske felt, eller resultater, som ikke kan omsættes til praksis, fordi de ikke tager højde for den kontekst, praksis foregår i," siger hun.

Derfor ser hun en særlig værdi i forskning, der udvikles tæt på medarbejdere og borgere.

"Når forskning skabes i samspil med praksis, skabes der realistisk viden, som kan føres ud i praksis til gavn for medarbejdere, borgere, pårørende og øvrige samarbejdspartnere," siger hun.

Den pointe genkender Benjamin Nielsen, der er praktikkoordinator ved Hinnerup Beskæftigelse og Uddannelse og samarbejdspartner på et af projekterne. 

Ifølge ham er en af styrkerne ved samarbejdet, at forskningen ikke kommer udefra, men tager afsæt i problemstillinger, som medarbejdere og borgere allerede arbejder med i hverdagen.

"Fie har med sit praksisnære kendskab til borgerne og stærke relationskompetencer haft en evne til at gøre den akademiske vinkel konkret og let forståelig for alle i og omkring projektet. Hendes nære kendskab til dagligdagen og deltagernes kendskab til hende har bidraget væsentligt med at forankre projektet i de forskellige afdelinger," skriver han.

For Fie Lund Lindegaard Christensen er forskningen og praksis i dag ikke modsætninger. Selvom hun ikke fik den traditionelle universitetskarriere, fortsætter hun med at udvikle forskningsprojekter i samarbejde med universitetsforskere og med udgangspunkt i de problemstillinger, hun møder i hverdagen. 

"Jeg synes, det er enormt tilfredsstillende både at kunne tage forskningen med ind i praksis og tage praksis med ud i forskningen," siger hun.