Viden er fandeme stadig ikke et synspunkt

For nylig rullede 40-50 traktorer ind på Aarhus Universitets campus. Ikke fordi forskerne havde truffet en politisk beslutning, men fordi de havde leveret det forskningsbaserede grundlag, som politikerne brugte som grundlag for deres beslutning. Den forskel er afgørende. Når forskeren gøres ansvarlig for den politik, andre fører på baggrund af forskningen, er det ikke længere politik, der kritiseres. Det er selve idéen om uafhængig forskning. Universitetets svar var klart: Forskningsbaseret myndighedsrådgivning leveres uafhængigt og efter faste kvalitetsprocedurer. 

Selvfølgelig må forskningsresultater udfordres. Modeller kan diskuteres. Beregninger kan kritiseres. Nye data kan ændre konklusioner. Sådan fungerer videnskab. Men når uenighed med politiske beslutninger bliver til mistillid til forskningen selv og til forskernes integritet, er vi rykket fra en faglig diskussion til et angreb på den institution, der skal levere den bedst mulige viden til samfundet. Det er et demokratisk problem. Og det er langt fra et enkeltstående tilfælde.

Vi ser igen og igen, hvordan komplekse forskningsområder reduceres til personlige mavefornemmelser. For nylig skrev det nyvalgte folketingsmedlem Katrine Evelyn Jensen (S), at den markante stigning i ADHD- og autismediagnoser ofte handler om opdragelse. Den slags udsagn er legitime politiske holdninger - og dem er der rigeligt af. Men en holdning er ikke en forskningsbaseret forklaring. Når man fremsætter en forklaring på et komplekst samfunds- eller sundhedsproblem, bør den bygge på forskning og dokumentation.

Politikere har al mulig ret til at mene, at der bruges for mange penge på et område. Men hvis de vil spare på diagnoser, bør de argumentere for prioriteringen, ikke så tvivl om det forskningsgrundlag, diagnoserne bygger på. Ellers bliver forskningsbaseret viden reduceret til blot endnu en mening, der kan stilles til afstemning på lige fod med alle andre. Så forveksles viden med holdninger, og forskning reduceres til et spørgsmål om, hvem der råber højest.

Problemet er, at udviklingen allerede påvirker forskningen. For konsekvensen er ikke blot en hårdere debat. Den påvirker allerede forskningen. En undersøgelse, som DM gennemførte blandt universitetsansatte forskere i 2025, viser, at hver femte forsker undlader at forske i bestemte emner af frygt for chikane og trusler. Humaniora er samtidig markant overrepræsenteret blandt de forskere, der vælger at undgå bestemte emner. Hvis forskere begynder at fravælge kontroversielle emner, fordi de frygter den offentlige reaktion, mister samfundet noget langt vigtigere end enkelte forskningsprojekter. Vi mister ny viden om de emner, der netop er sværest, mest omstridte og mest nødvendige at forstå.

Universiteterne skal ikke levere de svar, politikere, interesseorganisationer eller kommentatorer helst vil høre. De skal levere den bedst mulige viden. Derefter er det politikernes opgave at træffe beslutningerne på et oplyst grundlag.

Vi har alle ret til vores egne holdninger. Men ingen har ret til sine egne fakta. Det gælder også politikere. Det gælder også interesseorganisationer. Og det gælder os andre. Og derfor er det værd at gentage, selv om det burde være unødvendigt:

Viden er fandeme stadig ikke et synspunkt.