Brud med forlagenes magt kræver et opgør med meriteringssystemet

Danske Universiteter og Det Kgl. Bibliotek meddelte i denne sommerperiode, at de har afbrudt forhandlingerne med Oxford University Press om en ny forlagsaftale. Sammenbruddet er beklageligt – ikke mindst i lyset af, at andre store forlagsvirksomheder faktisk allerede har indgået en ny aftale.

Men kunne man med rimelighed spørge: handler denne aftale 'kun' om penge og rettigheder – eller handler den også om det underliggende meriteringssystem, universitetsverdenen har opbygget?

Som forskere er vi enige i de krav, forhandlerne fra Danske Universiteter og Det Kgl. Bibliotek har rejst. Fortsatte prisstigninger er urimelige, når universitetsbibliotekerne allerede nu betaler alt for meget for at sikre bl.a. os og vores studerende adgang til den forskningsproduktion, der reelt er skabt i Danmark.

Vi mener ligeledes, at vores rettigheder til egne forskningsartikler skal beskyttes. Vi kan ikke stiltiende acceptere en kontraktmodel, der ganske vist beskrives som en "delvis overdragelse" af ophavsretten, men som reelt er en eksklusiv aftale, der bevirker, at vi mister enhver rimelig mulighed for efterfølgende at anvende eget materiale uden at betale for det. Ligeledes er vi enige i, at der skal være muligheder for åben publicering af dansk forskning.

Det er os og vores udenlandske kollegaer, der leverer indhold, peer review og redaktørarbejde – alt sammen uden betaling fra forlagene.

Men når Danske Universiteter kalder dette for "gratis arbejde" – er det så reelt gratis, eller er det "gratis, gratis arbejde"? Med andre ord: Er der tale om arbejde, som universiteterne reelt betaler for – eller indgår denne arbejdsindsats helt eller delvist i de con amore-timer, vi som forskere leverer udenfor vores arbejdstid?

Tidligere var forskningsverdenen markant anderledes. Den gang engagerede forskere sig i forskningsprojekter, der med nutidens økonomiforståelse end ikke gav en merindtægt til universitetet, og som med dagens perspektiv betragtes som en udgift. 

Kollegerne var optagede af forskning, der udsprang af praksis eller af ambitionen om at forstå verden gennem nye teorier, abstrakte idéer og ny viden, og som indholdsmæssigt betalte tilbage til de mennesker, organisationer og virksomheder, der faktisk deltog i og bidrog med empiri til forskningen.

Ofte accepteredes en minimal eller ingen betaling for den forskningstid, forskerne investerede i projektet – til gengæld fik de midler til eksempelvis ansættelse af en yngre kollega, der kunne bidrage indholdsmæssigt, og de fik midler til at publicere forskningen på de forlag, der endnu var tilknyttet universiteterne. 

Vores kolleger var glødende optagede af at bringe forskningen ud i praksis, af at tænke abstrakte tanker og skabe ny viden, af at forskning skal have et udspring i et oplevet problem, og endelig af, at forskningen skal komme de mennesker til gavn, der levede i det omgivende samfund.

I dag er den økonomiske realitet desværre en anden.

Basisforskningsmidlerne skal ikke "bare" finansiere forskningen; de skal forrentes via geninvestering i eksterne forskningsprojekter, der forøger budgetterne og dermed hævdes at bidrage til at betale universiteternes faste udgifter.

Aftalen med OUP er faldet, fordi universiteterne ikke kan eller vil finde penge til at betale de ublu priser, som forlagene kræver. I et svagt øjeblik fristes man til at betragte forlagene som ågerkarle, pantelånere – ja, blodsugere, der suger livet ud af den offentligt finansierede forskning, der i virkeligheden burde sættes fri og forblive frit tilgængelig for alle.

Men er dette perspektiv for simpelt? Forlagene bidrager jo reelt med noget: De fungerer som 'platformsudbydere', der – ligesom platformsudbydere i andre brancher – stiller et system til rådighed for aktører, som gratis (eller gratis, gratis) leverer indholdet, der siden sælges som produkt.

Hvis vi for alvor skal bryde med deres monopol, må vi bl.a. udvikle og finansiere systemer, der kan erstatte det, forlagene bidrager med. Men vi må nok også forholde os kritisk til, at publiceringssystemet i dag er et værktøj, der indgår i både universiteternes ledelsessystemer og vores meriteringssystemer.

"Homo academicus" – den pligtskyldige forsker – har transformeret sig til "Publico ergo sum". Publiceringen er blevet selve eksistensbetingelsen.

Denne logik udgør samtidig fundamentet for det rankingsystem, der kvalitetsinddeler forlag og tidsskrifter – og som leverer grundsubstansen i den akademiske stratifikationsmekanisme. Kimen til dette system blev grundlagt af den nu afskaffede danske forskningsindikator, der paradoksalt nok visse steder skyndsomt er erstattet af den norske publiceringsindikator.

I dag udgøres kernen i meriteringssystemet af decentrale rankingsystemer, udviklet af bl.a. professorer, forskningsgruppeledere eller internationale akkrediteringsorganer. Publikationer frasorteres, hvis de indgår i "værdiløse" publiceringskanaler, mens værdifulde publikationer fungerer som jetoner, hvis værdi afhænger af, hvorvidt de tilhører A-, B- eller C-tidsskrifter. Jetonerne omsættes på det marked, som meriteringssystemet udgør – et marked, der i øvrigt internaliseres bl.a. gennem de årlige MUS-samtaler.

Hvis vi for alvor skal have en bæredygtig forlagsbranche, handler det ikke 'blot' om penge eller rettigheder, men også om meritter. Vi bør kræve et radikalt opgør med forlagene – ikke bare i form af penge og rettigheder, men også i form af den rolle, deres 'produkter' spiller i de akademiske ansættelses- og meriteringssystemer.