Forskerdrømmen har en pris: Ph.d.er får størst lønfremgang ved at forlade universitetet

For mange ph.d.-studerende er det ypperste mål en karriere som universitetsforsker, men hvis målet i stedet er hurtigt at stige i løn, vil en anden karrierevej være mere fordelagtig.

Det viser en ny analyse fra tænketanken DEA, som har fulgt de cirka 2.500 ph.d.ere, der årligt forlod universiteterne i perioden 2014-2020.

Resultatet viser, at ph.d.ernes løn var steget med 29 procent to år efter karriereskiftet mod en stigning på 19 procent blandt kollegerne, der blev på universiteterne.

Trods den højere lønfremgang vælger mange yngre forskere alligevel at fortsætte i tidsbegrænsede postdoc- og adjunktstillinger i håbet om en fremtid som universitetsforskere.

Rockstjernerne er de fastansatte

Ifølge Stina Vrang Elias, administrerende direktør i DEA, sender analysen et klart signal til yngre forskere om, at det kan betale sig lønmæssigt at forlade universitetet tidligere i stedet for at blive hængende.

Hun mener, at der til trods for dårlige jobudsigter i universitetssektoren er en tendens til, at universitetskarrieren bliver opfattet som den mest prestigefyldte vej for forskere.

"Rockstjernerne er dem, der bliver på universitetet. Det er dem, vi hylder, og det er dem, der bliver brugt som rollemodeller for de unge forskere," siger hun.

Vejledning skal ændres

Stina Vrang Elias anerkender, at universiteterne har gjort en stor indsats for at forbedre vejledningen de seneste 10-15 år, men DEA konkluderer samtidig i analysen, at karrieremulighederne uden for universitetet bør fylde endnu mere, når universiteterne skal klæde de studerende på til arbejdslivet efter den tre år lange forskeruddannelse.

"Karrierevejledning for især ph.d.er og postdocs bør derfor ikke alene handle om vejen mod lektor- og professorstillinger. Den bør også give et mere konkret billede af typiske karriereveje uden for universitetet: hvilke dele af arbejdsmarkedet forskere bevæger sig til, hvilke typer af arbejdspladser de lander på, og hvordan vejene varierer mellem hovedområder," skriver DEA.

Rapporten peger samtidig på, at et karriereskifte ikke nødvendigvis er et farvel til miljøer, hvor det er muligt at bruge ens forskningskompetencer.

Ifølge DEA-rapporten arbejdede 57 procent af forskerne to år efter skiftet på en arbejdsplads med andre ph.d.-uddannede. Forskerne samler sig især inden for offentlig administration, undervisning og sundhed, industri samt erhvervsservice.

Stina Vrang Elias understreger, at DEA ikke opfordrer universiteterne til at rådgive deres ph.d.-studerende til at forlade universitetet tidligt i karrieren, da lønudviklingen kun er et ud af flere mål for, hvordan ph.d.erne klarer sig på arbejdsmarkedet. 

Løn er ikke den eneste parameter

At mange ph.d.er må forlade universiteterne, er ikke nødvendigvis et problem, mener Brian Arly Jacobsen, forperson for DM Universitet.

Ifølge ham har ph.d.-uddannelsen længe været tænkt som mere end en fødekæde til universiteterne.

"Der har aldrig været en forventning om, at alle ph.d.er skulle ende som lektorer. Ph.d.-uddannelsen er også en uddannelse til resten af arbejdsmarkedet," siger han.

Han advarer samtidig mod at gøre lønudvikling til den eneste målestok for, om det er det rigtige karrierevalg at blive på universitetet eller søge andre veje.

"Løn er relevant, men midlertidige ansættelser, forskningsvilkår og reelle karrieremuligheder er mindst lige så vigtige," siger han.

Otte år uden lønfremgang 

Det overrasker ikke Sarah Rosenkrands, chefkonsulent i DM, at der er en lønmæssig gevinst for nyuddannede ph.d.er ved at forlade universitetet.

Ifølge hende starter mange yngre forskere på universiteterne på et forholdsvis lavt lønniveau, og de bliver sjældent prioriteret ved de lokale lønforhandlinger.

"Det er DMs erfaring, at netop denne gruppe som oftest ikke prioriteres ved de årlige lokale lønforhandlinger. Mange oplever at få den rene overenskomstmæssige basisløn og opnår sjældent personlige tillæg under deres ansættelser," siger hun.

Ifølge Sarah Rosenkrands er der samtidig forskel mellem hovedområderne.

"Det er især inden for humaniora, at individuelle tillæg er fraværende, mens der på eksempelvis sundhedsvidenskab også gives individuelle tillæg, om end de typisk er små," siger hun.

Hun peger desuden på, at mange yngre forskere fortsætter i universitetssystemet i flere år efter ph.d.-graden uden de store lønhop.

"De postdocs, som fortsætter en karriere på universitetet, fortsætter ofte i et adjunktur, som er nødvendigt for at positionere sig til et fast lektorat. Niveaumæssigt svarer adjunkturet til en postdocstilling, også lønmæssigt. Det betyder, at mange kan ligge på samme basisløn i op til otte år. Først fire år som postdoc og herefter fire år som adjunkt," siger hun.

Ifølge Sarah Rosenkrands er forskerkarrieren samtidig præget af stor usikkerhed.

"Der optages langt flere ph.d.-studerende, end der i sidste ende er faste stillinger på universitetet, og der går som oftest mange år med usikre, tidsbegrænsede ansættelser, før man kan få klarhed over, om man har mulighed for at opnå en fast stilling," siger hun.

DM rådgiver derfor løbende forskere om karrieremuligheder både på og uden for universitetet.

Plan B er ikke et nederlag

Hanne Jensen, karriererådgiver i DM, er enig med DEA i, at der er behov for mere fokus på karrierevejene uden for universitetet.  

Hun oplever, at mange ph.d.-studerende er så optagede af deres forskning og målet om en universitetskarriere, at de først sent orienterer sig mod arbejdsmarkedet uden for universitetet. 

Derfor opfordrer hun unge forskere til at have en alternativ plan.

"Vejen til en fast forskerstilling er et nåleøje. Derfor er det vigtigt også at have en plan B," siger hun.

DMs ph.d.-undersøgelse, der gennemføres hvert andet år i samarbejde med The PhD Association Network of Denmark (PAND), viser ifølge Hanne Jensen, at omkring halvdelen af de ph.d.-studerende ikke kender til universiteternes karrierevejledning. Omtrent lige så mange svarer samtidig, at de ikke selv aktivt har forsøgt at opsøge viden om den.

Ifølge Hanne Jensen er det derfor ikke usædvanligt, at ph.d.-studerende først begynder at undersøge karrieremuligheder uden for universitetet kort før eller efter, at afhandlingen er afleveret.

Hun understreger samtidig, at universiteterne gennem de seneste 15 år er blevet klart bedre til at tilbyde karrierevejledning og informere de ph.d.-studerende om deres muligheder.

"Inden vi skyder al skylden på universiteterne, er der også noget i, at man kan være så dedikeret til sit arbejde og sin forskning, at det er den eneste karrierevej, man forestiller sig. Derfor orienterer man sig naturligvis ikke andre steder," siger hun.