Fire ud af fem forskere ville ændre deres forskning med fri finansiering

Hvor fri er forskningen egentlig?

Idealet er, at forskere frit skal kunne følge deres faglige nysgerrighed. Men en ny undersøgelse tyder på, at mange oplever virkeligheden anderledes.

79 procent af forskerne ville i et eller andet omfang ændre deres forskningsinteresser, hvis de fik to års fri finansiering uden krav til forskningens indhold eller organisering.

Samtidig oplever 75 procent af forskerne, at de nuværende bevillingsformater begrænser den måde, de ideelt set ville bedrive forskning på.

Det viser rapporten Forskningslandskabet i Danmark, som er udarbejdet af Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet og finansieret af ti offentlige og private forskningsfinansierende fonde.

Analysen bygger på svar fra 3.164 forskere og en kortlægning af mere end 18.000 forskningsbevillinger for samlet 83 milliarder kroner.

De fleste forskere taler dog ikke om markante kursændringer. 51,4 procent svarer, at de i moderat grad ville ændre deres forskningsinteresser, mens 22,3 procent ville foretage større ændringer. Kun 4,7 procent svarer, at de ville forfølge væsentligt andre forskningsinteresser.

Rammer og krav virker begrænsende

Ifølge rapporten handler forskernes kritik af bevillingssystemet ikke kun om, hvilke forskningsområder der modtager støtte. Den handler også om de strukturer, forskningen organiseres efter, og de krav, der følger med bevillingerne.

Mange bevillinger forudsætter omfattende projektbeskrivelser, detaljerede budgetter, bestemte samarbejder og flerårige forskningsprojekter med en projektansvarlig forskningsleder og tilknyttede forskerteams.

Rapporten peger på, at krav til projektledelse, organisering og dokumentation kan opleves som begrænsende, selv når bevillingerne er tematisk åbne.

Forskningsfrihed kræver ressourcer

For Brian Arly Jacobsen, lektor og forperson for DM Universitet, er undersøgelsen interessant, fordi den peger på en forskel mellem den forskning, forskerne gerne vil bedrive, og den forskning, de oplever, at systemet giver mulighed for.

Han ser resultaterne som et tegn på, at forskningsfrihed ikke kun handler om retten til at vælge et emne, men også om de rammer, der følger med finansieringen.

"Man kan godt have forskningsfrihed til at forske i noget på papiret. Det har vi ifølge universitetsloven. Men hvis ikke der følger nogle ressourcer med, så har vi reelt ikke forskningsfrihed til at gøre det," siger han.

Ifølge Brian Arly Jacobsen kan finansieringssystemet derfor fungere som en indirekte styring af forskningen, selv når bevillingerne formelt er åbne for mange forskellige forskningsområder.

"Forskningsfinansieringen bestemmer ikke nødvendigvis, hvad forskerne interesserer sig for. Men det får i stigende grad betydning for, hvilke forskningsinteresser de faktisk får mulighed for at forfølge," siger han.

Som en mulig løsning foreslår han, at alle fastansatte forskere får et mindre årligt forskningsbeløb, som de frit kan disponere over. Som regneeksempel peger han på, at 50.000 kroner om året til hver af landets cirka 11.000 fastansatte forskere vil svare til en samlet udgift på omkring 550 millioner kroner årligt.

Ifølge Brian Arly Jacobsen ville et sådant grundbeløb give forskerne mulighed for at afprøve idéer, udvikle nye projekter og indsamle foreløbige resultater, før de indsender en ansøgning til en eller flere fonde.

Frie rammer gav forskerne arbejdsglæden tilbage

At bevillingsformatet kan påvirke forskernes oplevelse af frihed, er ikke nødvendigvis et nyt fænomen.

I en undersøgelse af Villum Fondens Experiment-program fra 2023 beskrev forskere det som en befrielse at få mulighed for at afprøve nye idéer uden omfattende krav og regler. Programmet adskiller sig fra de fleste traditionelle bevillinger ved, at ansøgerne primært vurderes på idéen. Ansøgningerne er korte, og bedømmerne får ikke oplyst ansøgernes identitet, titel eller meritter.

"Det er forbundet med stor frustration, når finansieringsinstrumenterne er så restriktive, at det går ud over den måde, de som videnskabsfolk ideelt set gerne vil arbejde på," sagde Ea Høg Utoft, daværende adjunkt ved Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet, som stod bag undersøgelsen.

Flere af forskerne fortalte ifølge undersøgelsen, at de oplevede Experiment-bevillingen som en mulighed for at genfinde glæden ved forskningen og afprøve idéer, som de ikke mente ville passe ind i mere traditionelle bevillingsprogrammer.

Der skal være plads til en forskningsmæssig underskov

Resultaterne vækker også genklang hos Susanne Ditlevsen, professor i statistik ved Københavns Universitet og præsident for Videnskabernes Selskab. 

Men hun understreger også, at man skal passe på med at læse undersøgelsen som et udtryk for, at forskerne ønsker at skifte forskningsområde eller opgive deres nuværende forskning.

"De fleste forskere taler om moderate ændringer. Man skal passe på ikke at fortolke resultaterne som om, at alle forskerne gerne vil lave noget helt andet," siger hun.

Ifølge Susanne Ditlevsen peger undersøgelsen alligevel på en reel udfordring i forskningssystemet. Hun peger på, at forskningsfinansieringen i dag i høj grad er koncentreret om relativt få og ofte store bevillinger med beslægtede formater. Det gør det sværere at afprøve mindre projekter og nye idéer, som endnu ikke er modne nok til at kunne bære en stor fondsansøgning.

Susanne Ditlevsen siger, at diskussionen ikke bør handle om at afskaffe konkurrenceudsatte midler eller store strategiske satsninger, men om hvordan vi samtidig bevarer den bredde i forskningssystemet, som kan skabe uventede gennembrud.

"Der er brug for en forskningsmæssig underskov. Mange af de bedste idéer begynder som noget småt, som endnu ikke er udviklet nok til at kunne overbevise et bedømmelsespanel om, at der skal investeres millioner af kroner i det," siger hun.

Ifølge Susanne Ditlevsen kunne en del af løsningen være flere mindre bevillinger målrettet forskere, der ønsker at afprøve nye idéer eller indsamle de første resultater.

Det kan være særligt vigtigt for yngre forskere, som endnu ikke har et stort forskningsmiljø eller en lang række bevillinger bag sig.
Videnskabernes Selskab har foreslået en form for annuum, hvor alle fastansatte forskere får et mindre grundbeløb til fri forskning. Modellen findes i forskellige former i flere andre lande, men hun ønsker ikke at lægge sig fast på ét bestemt beløb.

"Behovet er meget forskelligt fra fag til fag. I nogle laboratorietunge videnskaber rækker 50.000 kroner ikke særligt langt, mens det i dele af humaniora og samfundsvidenskab kan være et beløb, der gør en reel forskel," siger hun og fortsætter:

"Det vil give en form for basal robusthed i forskningssystemet, hvor alle har en mulighed for at afprøve også skøre ideer, som måske ikke er så færdigudviklet i hovedet, at man kan lave en ansøgning, der er god nok til at overbevise et bedømmelsespanel," siger hun.

DFF: Høje krav kan opleves som en begrænsning

Søren Serritzlew, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og forperson for bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond er enig i, at mange af fondenes krav kan opleves som begrænsende. Men han understreger, at mange af dem er nødvendige for at sikre forskningens kvalitet.

"Vi stiller krav til originalitet og kvalitet. Vi kan også lægge vægt på f.eks. internationalisering og at post doc-projekter er skruet sammen, så de kan fungere godt for de yngre forskere, der er en del af et projekt. Det gør vi for at sikre, at det er de bedste projekter, der får støtte. Det tror jeg godt kan føles som en begrænsning, og det vil jeg gerne stå på mål for," siger han.

Ifølge Søren Serritzlew er det kun godt, at der er konkurrence om de frie forskningsmidler, fordi det er med til at få forskerne til at skærpe projekternes originalitet, kvalitet og potentiale. 

Men grænsen bliver overskredet, hvis forskningsfinansieringssystemet får forskere til at ændre selve emnet for deres forskning, fordi de vurderer, at det vil forbedre muligheden for at få en bevilling.

"Hvis det ender med, at forskere tænker, at de skal dreje deres projekt over mod et bestemt emne, fordi det giver en bedre mulighed for at få penge, så er der noget helt galt. Når det handler om frie midler, skal der være reel mulighed for at søge med alle typer idéer og fra alle fagområder," siger han.

Han understreger samtidig, at strategiske forskningsmidler til eksempelvis grøn omstilling, psykiatri eller sociale og velfærdsmæssige udfordringer er legitime politiske prioriteringer. Han understreger, at inden for de enkelte politisk fastsatte temaer bliver ansøgningerne bedømt og udvalgt af DFF uafhængigt af politikerne og på baggrund af deres videnskabelige kvalitet.

"Udfordringen er ikke, at der findes tematiske og strategiske forskningsmidler, men at der også fortsat skal være tilstrækkeligt med frie midler. Der skal være en balance. Der er nogle områder, hvor vi har brug for viden nu og her. Men der skal også være tilstrækkeligt med frie midler, som gør det muligt for forskere at beskæftige sig med det, de ved er vigtigt, og som vi andre ikke har opdaget endnu," siger Søren Serritzlew og fortsætter: 

"Vores succesrater på den frie forskning er relativt lave, og vi må afvise mange projekter, som har så høj kvalitet, at det havde givet rigtig god mening at finansiere dem." 

Skal bruges til serviceeftersyn

DFF var blandt initiativtagerne til at få lavet rapporten Forskningslandskabet i Danmark, fordi man ønskede et bedre billede af, hvordan forskningslandskabet har udviklet sig i takt med, at de private fonde fylder stadig mere.

Ifølge Søren Serritzlew skal rapporten nu bruges til et serviceeftersyn af fondens egne virkemidler og bevillingsformer. Her vil fonden blandt andet se nærmere på bevillingsstørrelser, projektformer og eventuelle bindinger, som kan have utilsigtede konsekvenser for forskningen.

Han understreger samtidig, at fonden fortsat vil stille krav, som skal sikre forskningens kvalitet og dokumentere, at bevillingsmodtagerne leverer de resultater, de har fået støtte til. Men kravene skal ifølge ham være så enkle og lidt bureaukratiske som muligt.

"Vi bruger rapporten til at give vores virkemidler et serviceeftersyn og undersøge, om der er steder, hvor vi kan løsne lidt op. Præcis hvad det ender med, ved vi ikke endnu," siger han.

Ifølge Søren Serritzlew er fonden allerede i gang med at diskutere rapportens resultater med forskningsmiljøerne.