Ansøgere skal være åbne om AI. Bedømmelsesudvalg behøver ikke

Et bedømmelsesudvalg sidder med et andet menneskes karriere i hånden. En ansøgning til et lektorat er noget af det mest konsekvensrige, en forsker skriver. Udvalgets vurdering afgør, hvem der går videre i ansættelsesprocessen, og bedømmelsen følger ofte ansøgeren længe efter.

Men kan et medlem af bedømmelsesudvalget bruge en chatbot til at gennemgå ansøgningen uden at oplyse det?

Svaret er i praksis ja. Lader et medlem af udvalget en chatbot læse ansøgningen, gennemgå publikationslisten eller hjælpe med formuleringen af bedømmelsen, får ansøgeren ikke nødvendigvis noget at vide om det. Jeg har ikke fundet en regel, der pålægger udvalget at oplyse det, og KU's side om rekrutteringsprocessen nævner slet ikke AI.

Til gengæld har universiteterne skrevet detaljerede regler for ansøgernes egen brug af generativ AI.

Ansøgerne skal oplyse deres brug af AI

En ph.d.-studerende på Københavns Universitet, der bruger generativ AI i sin afhandling, skal oplyse det. Regelsættet, som universitetets forskningsledelse godkendte den 5. januar 2026, siger det ligeud:

Brugen skal fremgå tydeligt og beskrives, forfatteren hæfter alene for tekstens rigtighed, integritet og originalitet, og værktøjet kan ikke stå som forfatter.

Til eksamen gælder samme princip. KU's rammer for generativ AI i uddannelserne slår fast, at "det skal være transparent, hvilke hjælpemidler, der er anvendt i studie- og eksamensprocessen, og der skal argumenteres for de faglige valg, der er truffet, herunder brug af generativ kunstig intelligens."

Så langt er det klart nok. Den, der bliver bedømt, oplyser sin brug af AI.

Bedømmerne har ingen tilsvarende regel

Prøv så at finde det tilsvarende krav til dem, der bedømmer.

KU's egen side om rekrutteringsprocessen for videnskabelige stillinger beskriver, at bedømmelsesudvalget nedsættes efter indstilling fra Akademisk Råd, og at det foretager en ikke-prioriteret bedømmelse af ansøgernes faglige kvalifikationer inden for forskning, undervisning og formidling.

Om hvad udvalget må bruge undervejs står der ingenting.

Ikke et forbud. Ikke en tilladelse. Ikke et krav om at oplyse noget.

Spørgsmålet er ikke stillet.

Ph.d.-reglerne hjælper heller ikke. De handler om den, der skriver afhandlingen, ikke om dem, der læser den.

Resultatet er en asymmetri. Den, der bliver bedømt, skal oplyse sin brug af AI. Den, der bedømmer, skal som udgangspunkt ikke.

Reglerne findes nogle steder, men ikke dér hvor bedømmerne leder

På Aalborg Universitet findes svaret faktisk, men et andet sted end der, hvor nogen ville lede efter det.

AAU's AI-kodeks gælder efter sin egen ordlyd, når medarbejdere "løser administrative opgaver", og det nævner hverken rekruttering, ansøgninger eller bedømmelsesudvalg.

Universitetets regler for Copilot er til gengæld konkrete. Copilot Chat "må kun bruges til data i den laveste klassifikation (niveau 1), altså informationer der ikke er fortrolige", og Copilot M365 Premium "må derudover bruges til fortrolige data på niveau 2, men ikke til persondata."

En jobansøgning er persondata.

For de værktøjer, universitetet selv stiller til rådighed, er spørgsmålet altså allerede afgjort. Svaret ligger bare i en it-vejledning, som ingen sender med, når man bliver bedt om at sidde i et bedømmelsesudvalg.

Samme mønster findes ved censuren. Censorerne får at vide, at de skal "kontakte det pågældende universitet for at blive oplyst om regler og retningslinjer for brug af GAI i forbindelse med censuropgaver."

Den studerendes regel står skrevet ned. Bedømmerens skal man ringe efter.

Udviklingen går mod større gennemsigtighed

EU-reguleringen peger i den modsatte retning.

AI-forordningen placerer systemer, der er bestemt til at evaluere kandidater, i højrisikokategorien, og en af pligterne for den, der anvender et sådant system, er at oplyse de berørte om, at de er omfattet af det.

Om en bedømmer, der klistrer en ansøgning ind i en chatbot, er omfattet, er et juridisk spørgsmål, jeg ikke skal afgøre her, og pligterne er endnu ikke trådt i anvendelse.

Retningen er alligevel til at få øje på.

Oplysningspligten er på vej over på den, der vurderer.

Tre ting universiteterne bør gøre

Jeg foreslår ikke et forbud. Der findes rimelige anvendelser.

Et udvalg, der skal igennem fyrre ansøgninger med hver sin publikationsliste, kan fornuftigt bruge et værktøj til at ordne materialet, og en bedømmer, der ikke har dansk som førstesprog, kan have god grund til sproglig hjælp.

Tre ting kunne stå i vejledningen til bedømmelsesudvalg, og ingen af dem er dyre.

Sig, om det er tilladt. Et udvalg, der ikke ved det, gætter, og medlemmerne gætter ikke ens.

Er det tilladt, så lad udvalget oplyse det i selve bedømmelsen på samme måde, som ansøgeren oplyser det i sit materiale. Én sætning om, hvad der er brugt, og hvortil, rækker.

Hold ansøgninger ude af værktøjer, der ikke er godkendt til persondata.

Det er ikke et nyt krav. Det står allerede i it-reglerne, i hvert fald på AAU. Det skal bare frem til dem, det gælder for.
Universiteterne skrev ansøgerens regel først. Nu mangler de at tage stilling til, hvordan generativ AI må anvendes af dem, der bedømmer ansøgningerne.

Redaktionen har tilbudt Københavns Universitet mulighed for at få bragt en replik til debatindlægget. Universitetet har takket nej til at medvirke.