Når besparelser på uddannelse bliver til generationstyveri
"Bismillah c'est les ténèbres" blev brugt som slagord ved en demonstration i Paris 8. oktober 2026. Foto: Mallbi, CC BY-SA 4.0, via Wikimedia Commons
I starten af oktober deltog jeg i en demonstration i Paris sammen med franske gymnasieelever, studerende og kolleger fra uddannelsesinstitutioner.
På flere protestskilte stod der: ”Bismillah c'est les ténèbres”. En blanding af arabisk og fransk, der nogenlunde betyder ”I Allahs navn, det er mørket”.
Udtrykket stammer angiveligt fra en besked fra en politibetjent, der forsøgte at infiltrere studenterprotesterne. Den karikerede sprogbrug blev hurtigt vendt mod myndighederne og gjort til et ironisk slagord.
De unge kalder det et generationstyveri. Det er store ord. Men efter mere end et årti med besparelser er det svært ikke at forstå deres vrede
Men bag humoren var vreden til at tage og føle på. Vrede over nedslidte uddannelsesinstitutioner, manglende undervisere og årelange besparelser. Og vreden breder sig. I flere europæiske lande protesterer unge mod nedskæringer på uddannelse, stigende leveomkostninger og forringede fremtidsmuligheder.
Protesterne har forskellige årsager, men fælles er oplevelsen af, at den yngre generation skal betale regningen for politiske prioriteringer, mens samfundets velbjergede slipper billigere via skattelettelser.
Den 4. november stod jeg på Christiansborg Slotsplads foran tusindvis af demonstrerende unge og holdt tale på vegne af DM. Her protesterede studerende og elever under parolen ”Nok er nok” mod regeringens planer om at forringe SU'en og adgangen til dagpenge for nyuddannede.
Og det er netop ordene endnu en gang, der er værd at hæfte sig ved.
Der tegner sig et mønster. Uddannelse behandles som en udgift, der skal begrænses, frem for en investering i vores fælles fremtid
Fra 2016 til 2019 blev uddannelsesinstitutionerne pålagt årlige besparelser på to procent gennem omprioriteringsbidraget. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd løb besparelserne på uddannelsesområdet op i knap ni milliarder kroner. Bidraget blev afskaffet i 2019, men de gennemførte besparelser blev ikke tilbageført.
En analyse fra HBS Economics (2023) viser, at de samlede offentlige uddannelsesinvesteringer faldt fra omkring 55 milliarder kroner i 2015 til 50 milliarder i 2020. Hvis Danmark i 2020 havde investeret lige så meget pr. elev og studerende som i 2010, ville investeringerne have været 2,4 milliarder kroner højere. Det svarer til et fald på cirka fem procent pr. studerende. Samtidig faldt investeringerne i selve undervisningen pr. studerende.
Som underviser og forsker har jeg selv oplevet, hvordan tiden til undervisning, vejledning og faglig fordybelse er blevet presset
Som underviser og forsker har jeg selv oplevet, hvordan tiden til undervisning, vejledning og faglig fordybelse er blevet presset. Og nu fortsætter besparelserne.
Finanslovsforslaget for 2027 indeholder nye administrative besparelser på uddannelsesinstitutionerne, stigende til 500 millioner kroner årligt i 2030. Pengene skal flyttes til andre formål i staten.
Dertil kommer målsætningen om at spare yderligere 500 millioner kroner på forskningsadministration, som skal omprioriteres til forskning frem mod 2030. Det sidste kan lyde fornuftigt, men administrative opgaver forsvinder ikke, fordi man sparer på dem.
Risikoen er, at de blot flyttes til forskere og undervisere, der i forvejen mangler tid til deres kerneopgaver. Og dermed rammer besparelserne også de studerende, der risikerer at få mindre undervisning, vejledning og faglig støtte. Endnu en gang er det (også) de unges uddannelse, der betaler prisen.
Samtidig vil regeringen skære i SU'en for hjemmeboende studerende og forringe adgangen til dimittenddagpenge for nyuddannede uden tilstrækkeligt lønarbejde under studierne.
Et studiejob kan være både lærerigt og værdifuldt. Men et fuldtidsstudie er et fuldtidsstudie. Ikke alle har mulighed for at arbejde ved siden af. Hvorfor skal adgangen til vores fælles sikkerhedsnet afhænge af det?
Dagpengene er en central del af den danske flexicuritymodel. At svække trygheden netop i overgangen fra uddannelse til det første job er både urimeligt og uklogt.
SU'en er heller ikke en gave til de unge, men en investering i lige adgang til uddannelse. Når uddannelsesmulighederne i stigende grad afhænger af forældrenes økonomi, forstærkes den sociale arv.
Der tegner sig et mønster. Uddannelse behandles som en udgift, der skal begrænses, frem for en investering i vores fælles fremtid. Samtidig gennemføres økonomiske lempelser, der især tilgodeser de velbjergede. Det ligner en omfordeling fra unge og uddannelse til dem, der allerede har mest.
De unge kalder det et generationstyveri. Det er store ord. Men efter mere end et årti med besparelser er det svært ikke at forstå deres vrede.
Uddannelse skaber rigdom. For det enkelte menneske og for hele samfundet. Derfor burde vi investere mere i det - ikke sende regningen til dem, der skal bære samfundet videre.
Nok er nok!
