Hun skjulte sine diagnoser gennem studietiden. Nu forsker hun i, hvordan universiteterne bliver mere inkluderende

De fleste kender til følelsen af ubehag, hvis et andet menneske stirrer lidt for meget på en. 

Eller følelsen af uro, hvis man træder ind i et fyldt lokale uden at vide, hvor man skal sætte sig. 
Selvom det er genkendelige følelser, er det for de fleste blot et kortvarigt ubehag. 

Men for nogle studerende med psykiske funktionsnedsættelser kan sådanne situationer være afgørende for, hvordan de navigerer gennem hverdagen på universitetet. 

Det er netop de erfaringer Sine Lysdahl Jensens forskning søger at belyse i sit ph.d.-projekt. 

”Man risikerer at tabe nogle ekstremt dygtige studerende på gulvet, som i de rigtige rammer kunne have klaret sig igennem uddannelsen,” fortæller hun. 

Fra egne erfaringer til forskning 

Interessen for netop dette felt startede allerede i Sine Lysdahl Jensens egen studietid. 
Her oplevede hun på egen hånd, hvordan indretningen og de ydre rammer på studiet kunne øge angsten inden i hende. 

Sine Lysdahl Jensen har nemlig diagnoserne ADHD, bipolartype 2 og heraf også angst. 

Hun er uddannet pædagog fra pædagoguddannelsen i Aarhus, hvor hun fik SPS-støtte og blev tildelt en vejleder, der havde kendskab til både diagnoserne og det faglige miljø på studiet. 
Men da hun senere hen ville uddanne sig videre på kandidaten i pædagogisk antropologi, oplevede hun ikke den samme støtte og fokus. 

Derfor endte det med, at Sine Lysdahl Jensen droppede SPS-støtten på universitetet og undlod at nævne sine udfordringer og diagnoser til nogen.  

Det betød, at hun under sin kandidatuddannelse brugte mange kræfter på at navigere rundt i de fysiske omgivelser. 

”Jeg mødte tidligere ind end alle andre for at være sikker på, at jeg kunne få en specifik plads, jeg kunne koncentrere mig fra. Helst tæt på underviseren, så jeg ikke følte, at den kropslige distance var for stor,” siger hun og forsætter: 

”Og helst op ad en væg, så jeg kunne skærme mig mest muligt, og langt væk fra døren, så jeg kunne observere, når nogle kom ind.” 
Erfaringerne fra egen studietid blev afsættet for ph.d.-projektet. 

”Det har krævet en stor grad af refleksion over mine egne forforståelser for feltet. Det handler ikke om mine oplevelser, men om de studerendes,” fortæller Sine Lysdahl Jensen. 

Store rum kan være en udfordring 

Kort og godt handler projektet om, hvordan studerende med forskellige psykiske lidelser eller funktionsnedsættelser oplever at navigere i universitetets fysiske miljøer.
 
Her fokuserer Sine Lysdahl Jensen især på krop og sanser i relation til, hvordan de studerende oplever et fysisk rum, og hvordan det kan være med til at reducere eller øge deres lidelse. 
Projektet tog oprindeligt udgangspunkt i studerende med affektive lidelser som angst, depression og bipolar lidelse. 

Men det viste sig så, at i mødet med deltagerne, at flere af dem havde såkaldte komorbide lidelser, hvilket vil sige flere lidelser og ofte en kombination af psykiske diagnoser på samme tid. 

”Jeg ville ikke have, at det var den studerendes specifikke diagnose, der var i fokus, men deres oplevelse af, hvordan forskellige steder påvirker diagnoserne.” 

De studerende med psykiske lidelser bruger ofte meget mere energi – både kropsligt og mentalt – på at regulere deres følelser, der kommer til udtryk gennem kroppen. Ligesom Sine Lysdahl Jensen selv oplevede i sin studietid, kan små handlinger, såsom hvor man placerer sig i et rum, være med til at påvirke oplevelserne af for eksempel angst.  

Det er nemlig ofte i store rum med mange borde, stole og meget larm, der kan være udfordrende for de studerende. 

”Når man sidder i et stort rum, er der åbent hele vejen rundt om kroppen, så man kan føle sig observeret fra alle sider. Et eksempel på dette kan være en kantine, som jeg oplever, at mange studerende med disse udfordringer holder sig væk fra, fordi det tager for meget energi,” siger Sine Lysdahl Jensen.

De fysiske rammer er dog ikke den eneste faktor. Også mødet med underviseren kan påvirke oplevelsen af at høre til på studiet. 

”Hvis underviseren ikke giver mulighed for små pauser, fordi det kan forstyrre undervisningen eller de andre studerende, opfatter studerende med psykiske funktionsnedsættelser sig selv som en belastning for undervisningen,” fortæller hun. 

En ”god” studerende 

For at få de studerendes problematikker og erfaringer i fokus, gør Sine Lysdahl Jensen brug af flere forskellige kvalitative metoder i sit feltarbejde. 

Herunder deltagerobservation, walk and talk-interviews, hvor hun går rundt med de studerende på campus samt feltnoter. For Sine Lysdahl Jensen er det vigtigste at deltage så meget i de studerendes hverdag som muligt. 

Og i mødet med de studerende, har det overrasket hende hvor meget viden de studerende har om deres egne behov og strategier: 

”De studerende er meget bevidste om, hvilke situationer der fungerer godt for dem hvilke, der er udfordrende, og hvilke ændringer, der ville gøre en reel forskel for dem. Det synes jeg også viser, hvor vigtigt det er at inddrage deres erfaringer i udviklingen af mere inkluderende studiemiljøer,” siger hun. 

Noget af det, Sine Lysdahl Jensen allerede nu er nået frem til gennem sine undersøgelser og feltarbejde, er, at det sjældent er den enkelte situation på studiet, der skaber et problem.  

Det handler mere om det fysiske miljø, de studerende møder. Herunder de forventninger og forestillinger, der er om, hvad en ”god” studerende er. Og når undervisningen eller studiemiljøet er indrettet ud fra en bestemt forestilling, ekskluderer det ubevidst de studerende, der har andre måder at deltage på, selvom de er fagligt dygtige. 

”I dag handler universiteternes tilgang til inklusion om adgangen til uddannelsen. Når en person har adgang til en uddannelse, uanset hvilken form for minoritet, man er, så har universitetet diversitet og er inkluderende,” siger hun og fortæller, at hvis man i stedet tænkte mere fleksibilitet ind i undervisningen og skabte nogle flere rolige studieområder, ville det gøre det mere inkluderende for folk med psykiske funktionsnedsættelser. 

”Inklusion handler ikke kun om, at den enkelte skal passe ind. Det handler om at skabe rammer, hvor flere forskellige måder at være studerende på kan fungere.” 

Det er velkendt, at der mangler små lokaler på universiteterne, hvor de studerende kan sidde, fortæller Sine Lysdahl Jensen, og derudover er der også flere studier, hvor de studerende bliver krydset af og får tjekket fravær, hvilket også er problematisk for studerende med psykiske funktionsnedsættelser.  

”Den her mistro til de studerendes deltagelse er en meget signaliserende forestilling, som især går ud over dem, der i forvejen har svært ved at møde op. Derfor er det vigtigt, at universiteterne ser de studerende som eksperter i deres egne erfaringer, og så inddrage deres perspektiver, når man udvikler undervisning og studiemiljøer.” 

Forskellighed skal være en naturlighed

Det kan have store konsekvenser for de studerende, hvis de ikke oplever at blive grebet på deres videregående uddannelser. 

”Man risikerer at tabe nogle ekstremt dygtige studerende på gulvet, som i de rigtige rammer kunne have klaret sig igennem uddannelsen,” fortæller Sine Lysdahl Jensen. 

Derfor håber hun også på længere sigt, at hendes forskning kan være med til at flytte forståelsen om inklusion fra at handle om individuelle støtteordninger til også at handle om at skabe uddannelsesmiljøer, hvor forskellighed er tænkt ind som en naturlig del af universitetet: 

”Og som en kompetence, der vil gavne både de studerende, de ansatte og universitetet som helhed.”