Jamen, er det ikke bare et arbejde …?

Som det fremgår af nærværende nummer af Forskerforum, er internationale kolleger i tidsbegrænsede stillinger ved et dansk universitet netop blevet opsagt midt i kontraktperioden. At en ledelse vælger at opsige midlertidigt ansatte, er et udtryk for en særdeles presset økonomi i universitetssektoren, men det er desværre også en negativ nyhed af de helt store.

Princippet ”plejer” at være, at midlertidigt ansatte fastholder beskæftigelsen i hele kontraktperioden. Er der alvorligt lavvande i kassen, forlænges kontrakterne ikke – men de berørte varsles naturligvis i tide, for eksempel i forbindelse med de årlige medarbejderudviklingssamtaler, så de er klar over vilkårene. At blive opsagt midt i kontraktperioden er en dramatisk oplevelse for den enkelte kollega – og særligt for udenlandske kolleger, for hvem en sådan opsigelse reelt kan blive en livsomvæltende begivenhed, der fjerner deres indtægt og i værste fald også deres sociale sikkerhedsnet.

Hvad værre er: I nogle tilfælde afhænger en international kollegas opholdstilladelse af en kombination af beskæftigelse og en tilstrækkelig høj indtægt. Der kan være langt mellem jobbene i en presset universitetssektor, men selv hvis en opsagt international kollega skulle være heldig at finde en passende stilling, så er ansættelsesprocesserne, ikke mindst for VIP’erne, desværre alt for ofte langsommelige og kræver en endog meget stor tålmodighed.

Opsigelser midt i kontraktperioden har, som det fremgår af nærværende blads artikler, ikke ”blot” individuelle konsekvenser for den enkelte, men kan også have en negativ konsekvens for kollegernes trivsel og arbejdsmiljø. En konsekvens, der består i, at opsigelserne indfører en form for midlertidighed i midlertidigheden, der knæsætter usikkerheden som det stabile, sikre og styrende princip i organisationen. Ikke mindst når dette sammenholdes med senere års opsigelser af fastansatte lektorer, der har kæmpet sig igennem diverse uddannelsesstillinger. Når både en selv og ens fastansatte kolleger kan opsiges, fremstår betegnelsen ”fastansættelse” som en uendeligt hul varebetegnelse. Hos nogle kolleger får man oplevelsen af, at usikkerheden har bundfældet sig i en grad, så den i negativ forstand præger deres attitude, handlinger og dermed også deres arbejdsmiljø.

Arbejdsmiljøet kan ikke udelukkende forklares med usikre ansættelsesforhold, en sektors stadig mere pressede økonomi, en enstrenget ledelsesstruktur, et hav af KPI’er eller politikernes evindelige strøm af reformer. Som en slags parentes skal det bemærkes, at vi med tech-trans-lov-komplekset står på tærsklen til en ny omkalfatring af universitetsområdet – der skal skabe kohærens mellem forsknings- og innovationspolitik. For nogle sikkert en passende udfordring, hvorimod det for andre kan blive en ny barsk reformvirkelighed. For alle gælder imidlertid, at ændringerne i forskerpatentloven udfordrer vores ophavsret til egen forskning og undervisningsmateriale. Alt dette er bekymrende – men det er ikke hele forklaringen på arbejdsmiljøudfordringerne i universitetssektoren.

Som stand er vi kamæleoner, der konstant tilpasser os – måske fordi den kærlighed, vi har til faget og arbejdet, næsten er identisk med den, der får et menneske til at flytte fra den ene ende af verden til den anden. Vi har sikkert også en vis tendens til hæmningsløst at dyrke egne faglige ambitioner. Og vi har en idealiseret opfattelse af arbejdets beskaffenhed, egne frihedsgrader, og vi har gjort os så uendeligt disciplinerede, at vi kan holde snuden i sporet og vende den anden kind til, alt imens vi kæmper som vilde for at indfri ambitionerne – og produktionsmålene. Vi dyrker jobbet som en hobby, og vi har også erfaret, at vi ofte er ret langt fra work-life-balance. Så hvis arbejdsmiljøet skal forbedres, og hvis vi skal modvirke midlertidigheden i midlertidigheden, må vi rejse nogle grundlæggende spørgsmål ved vores tilgang til arbejdet og parallelt hermed modvirke individualiseringen af arbejdsmiljøproblemerne i sektoren. Endelig skal vi i DM have et stålfast blik på de midlertidige kontrakter, der sikrer substantielle forbedringer – således at afskedigelser midt i kontraktperioden bliver vanskeligere (og helst nærmest umulige).