Hvem beskytter forskerne?

"Det er et globalt fænomen, at forskere oplever, at deres frihed er under pres. Derfor er det en konkurrencefordel, hvis vi går forrest og signalerer til verdens forskere, at Danmark er en sikker havn for forskningen.”

Sådan udtalte uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund sig i en pressemeddelelse, da Det danske kodeks for integritet i forskning udkom i en opdateret version i starten af året.

Hvorvidt det opdaterede kodeks gør Danmark til en ”sikker havn” for forskningen, er der delte meninger om.
Allerede få dage efter at kodekset havde fået sit længe ventede serviceeftersyn, kom kritikken.

For selvom forskningsfrihed har fået sit eget selvstændige afsnit i kodekset, sås der tvivl om, hvorvidt det reelt vil ændre presset på forskerne i praksis.

Mere skade end gavn

Det nye afsnit definerer forskningsfrihed ud fra universitetsloven, som blandt andet nævner, at ”(...) det videnskabelige personale har forskningsfrihed og forsker frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer i den tid, hvor de ikke er pålagt opgaver” samt ud fra Bonn-deklarationen.

Men spørger man Heine Andersen, der er professor emeritus og forfatter til bogen ’Forskningsfrihed – ideal og virkelighed’, er der ingen tvivl: Afsnittet er ikke gennemarbejdet nok.

”Jeg tror ikke, at afsnittet om forskningsfrihed i det opdaterede kodeks kommer til at gøre særlig gavn. Tværtimod kan det risikere at gøre skade,” fortæller han og pointerer, at definitionen af forskningsfrihed i kodekset ikke lever op til Bonn-deklarationen.

”Det er for kortfattet, vagt og sine steder misvisende. Når der på side 12 står, at ’Bonn-deklarationen understreger, at forskningsfrihed er en grundlæggende forudsætning for at kunne opnå videnskabelige fremskridt og innovation til gavn for samfundet’, er det direkte misvisende. Det fremhæver Bonn-deklarationen ikke. Ordet ’innovation’ forekommer overhovedet ikke i Bonn-deklarationen,” siger Heine Andersen.

Heine Andersen pointerer også, at når der på side 14 i kodekset står, at forskningen skal stemme overnes med ”gældende praksis” og ”strategier og politikker”, som er fastlagt af ledelsen, så undlader man at nævne, at Bonn-deklarationen derimod fremhæver det modsatte; at forskere har frihed til at udfordre disse standarder, hvis der er tvivl om forskningens gyldighed. 

”Dertil kommer, at Bonn-deklarationen flere gange nævner betydningen for almindelig oplysning og oplyst demokrati, som slet ikke nævnes i kodekset,” siger Heine Andersen.

Modsat Heine Andersen mener Brian Arly Jacobsen, der er formand for DM Universitet, at det nye afsnit er med til at vise, at forskningsfrihed ikke kun er et individuelt anliggende for den enkelte forsker, men også er et ansvar for institutionerne, universiteterne og deres ledelser. Men det er ikke nødvendigvis nok, pointerer han.

”På den ene side får forskningsinstitutionerne et eksplicit ansvar for at forebygge presset på forskningsfriheden i form af censur og selvcensur, hvilket har været tiltrængt. Men når det er sagt, er kodekset ikke juridisk bindende og indeholder ikke klare minimumsstandarder for, hvordan institutionerne konkret skal støtte forskerne, hvis der opstår konflikter,” siger han.

Hvis kodekset for alvor skal beskytte forskerne i praksis, så kræver det ifølge Brian Arly Jacobsen nogle tydeligere forventninger til, hvordan ledelsen skal handle, når forskningsfriheden bliver udfordret.

”Man har tidligere set, hvordan forskningsinstitutioner kan opleve et pres fra eksterne aktører, der finansierer forskningen, og det er noget af det, jeg synes, et kodeks skal adressere,” siger han og fortsætter:

”Men hvis jeg skal tage de positive briller på, så håber jeg, at kodeksets afsnit om forskningsfrihed vil få universiteternes og forskningsinstitutionernes ledelser til at være opmærksomme og integrere forskningsfriheden tydeligere.”

Forskere får mundkurv på

En analyse foretaget af DM i 2020 viste, at hver ottende forsker i løbet af de seneste fem år havde oplevet mindst én type pres på deres forskningsfrihed. Dette gjaldt for hver femte forsker, der deltog i myndighedsbetjening.

At det nye kodeks ikke gennemgår og evaluerer, hvor problemerne i forskningsmiljøet ligger, er også en mangel, mener Heine Andersen, der selv har været med til at afsløre, at flere ministerier og styrelser har anvendt ulovlige tavshedskontrakter i forbindelse med forskning på flere universiteter.

”Der findes mange grove sager, hvor forskere har fået mundkurv på,” siger han.

Heine Andersen henviser blandt andet også til Gyllegate-sagen, som ifølge ham er et eksempel på det pres, flere forskere er underlagt. I stedet for at portrættere problemer som disse i kodekset fjerner det derimod ansvaret fra ledelsen og de eksterne aktører, som kan være skyld i presset, mener han.

”Hvis ledelsen har skrevet under på en ulovlig kontrakt eller på en anden måde presset forskerne til at ændre i konklusioner, hvad sker der så?” spørger Heine Andersen.

DM’s analyse viser også, at forskere især bliver presset på deres forskningsfrihed i starten af karrieren.

Det er også et kerneemne for forskere i Det Unge Akademi. 

”Unge forskere oplever, at de bliver presset på deres forskningsfrihed på flere forskellige måder,” fortæller Christoffer Basse Eriksen, der er lektor i videnskabshistorie på Aarhus Universitet og forperson for Det Unge Akademi, som er en uafhængig platform for unge forskere inden for alle grene af videnskaberne.

”Når vi snakker om forskningsfrihed, handler det også om, hvad forskere har mulighed for at forske i. Der er selvfølgelig grelle eksempler, hvor eksterne aktører forsøger at blande sig i forskningens konklusioner. Men forskningsfriheden bliver også stækket af andre scenarier. Det kan være et pres fra politikere, som har magten til at give midler til visse områder af forskningen, som de anser som relevante, men også at tage disse midler fra den igen.”

Han pointerer, at Det Unge Akademi overordnet er glad for, at der er kommet mere fokus på forskningsfriheden i det opdaterede kodeks.
Christoffer Basse Eriksen nævner, at unge forskere uden fastansættelse på universiteterne er meget afhængige af at sikre midler til deres forskning. 

”Den økonomiske struktur baseret på korte projektansættelser påvirker også forskningsfriheden, fordi yngre forskere har en tendens til at vælge den sikre og salgbare idé snarere end det, man ud fra sin videnskabelige ekspertise mener kan drive forskningen frem,” siger han.

Fra papir til praksis

Men hvad er det helt præcis, der skal til, hvis forskningsfriheden skal styrkes i praksis og ikke kun i principperne?

Forslagene er mange, men spørger man Susanne Ditlevsen, der er præsident for Videnskabernes Selskab og professor på Københavns Universitet, bør forskningsfinansiering til at afprøve nye idéer være mere tilgængelig.

”Vi vil rigtig gerne have indført en form for annuum, som vil betyde, at fastansatte forskere har et beløb, som de kan lave en minimal forskning for. I Danmark har man kun de forskningsmidler, man kan finde ekstern finansiering til, og det her vil give mere balance i forskningen og større faglig mangfoldighed, hvor forskerne kan få lov til at afprøve nogle anderledes forskningsidéer, som det ellers kan være svært at skaffe finansiering til,” siger hun og forsætter:

”Det ville kunne styrke forskningsfriheden i praksis i et system, hvor det for nogle emner og områder kan være svært at finde fondsfinansiering.”

Noget lignende det har Villum Fonden forsøgt sig med gennem Villum Experiment-programmet for at give forskere større frihed til at afprøve deres skæve idéer.

Villum Experiment er et forsøg, der startede for snart ti år siden, hvor forskere kan ansøge om en pulje penge, der kan gå til egen fri forskning.

”Det er en hyldest til forskningsfriheden, for det er forskernes egne idéer, vi støtter,” fortæller Thomas Bjørnholm, der er forskningsdirektør hos Villum Fonden.

Hvert år er omkring 1200 forskere med i lodtrækningen om at være blandt de 250, der får mulighed for at ansøge.
Det særlige ved Villum Experiment er, at forskerne ikke sender deres cv med, når de ansøger om bevilling til et projekt. 

”Man sender sin idé, som skal være modig og nytænkende, og så bliver man alene bedømt på idéen,” siger Thomas Bjørn, der fortæller, at idéerne bliver bedømt af et panel af 25 internationale eksperter, der giver karakterer for opfindsomheden.

”I ansøgningsprocesser kan der ofte snige sig nogle bias ind, og det undgår vi med den anonyme proces. Det er for at skabe mangfoldighed for ansøgerne og for os selv samt for at få de bedste idéer frem. Det er meget succesfuldt,” siger han.

Tillid til videnskaben

Ifølge Heine Andersen bør man kigge mod nabolandene for at se, hvordan forskningsfrihed skal udmønte sig i praksis.

”Vi er en del forskere, der i mange år har efterspurgt, at der skulle nedsættes en kommission til at kulegrave det. Men det er aldrig sket. Når man kigger på, hvordan de gør i andre lande, hvor der er højere grad af sikring af forskningsfriheden, findes der et akademisk selvstyre. Og det betyder, at der er et internt demokrati på institutionerne, der har det overordnede ansvar.” 

”Det har vi ikke på danske universiteter, hvor det ifølge universitetsloven er ledelsen, der har det sidste ord. Men hvis det er ledelsen selv, der krænker forskningsfriheden, så har vi problemet,” siger han.

I Norge er forskningsfrihed et grundlæggende princip, der er indskrevet i den norske universitets- og høyskolelov, hvilket sikrer, at forskere har ret til at forske frit uden udefrakommende politisk eller kommerciel involvering. 

”Kodekset har nogle rigtig gode pointer. Men det nytter ikke noget, hvis det kun står på et stykke papir. Det er vigtigt, at der er nogle mekanismer til at tjekke, om kodekset efterleves,” pointerer Susanne Ditlevsen:

”Målinger viser, at forskere er nogle af dem, der scorer allerhøjest på tilliden i befolkningen. Og her er forskningsfriheden vigtig, for hvis der ikke er tillid til videnskaben, så risikerer vi, at tingene udvikler sig som i USA, hvor der nu er alvorlige angreb på forskningsfriheden.”