Når målinger former forskningen

Forskere er vant til at måle alting. De måler celler, partikler, klima, adfærd og sociale forhold. Men de seneste årtier er forskningen selv i stigende grad blevet genstand for måling. Ikke mindst gennem publikationstal, citationer, impact factor, h‑indeks og internationale rangeringer.

Intentionen er velkendt: Målingerne skal skabe gennemsigtighed, gøre kvalitet synlig og hjælpe med at fordele midler og anerkendelse. Men adfærdsforskning peger på et gennemgående og veldokumenteret fænomen: Når mennesker bliver målt, ændrer de adfærd. Og forskere er – trods alt – også mennesker.

Det princip blev allerede formuleret i 1975 af den britiske økonom Charles Goodhart, der pegede på, at når en måling gøres til et mål i sig selv, holder den gradvist op med at fungere som et pålideligt mål for det, man egentlig ønsker at fremme, fordi folk ændrer deres adfærd for at ramme måletallet, ofte på bekostning af den egentlige kvalitet eller det oprindelige formål. 

Siden er fænomenet blevet dokumenteret igen og igen – også i forskningssystemer.

Et nyere studie fra 2024 analyserer netop, hvordan denne såkaldte Goodhart‑effekt udfolder sig i moderne vidensproduktion, hvor kvalitet i stigende grad gøres op i indikatorer. Studiet viser, at jo mere der optimeres efter bestemte mål, desto større bliver afstanden mellem målingen og den underliggende kvalitet.

I forskningen viser effekterne sig på flere velkendte måder. Når ”publish or perish” bliver et styrende vilkår, kan det føre til såkaldt salamipublicering, hvor ét solidt studie opdeles i flere mindre artikler for at få publikationslisten til at vokse. Når forskeres gennemslagskraft vurderes ud fra citationstal og h‑indeks, kan det skabe incitamenter til overdreven selvcitation eller uformelle kredse af forskere, der citerer hinanden gensidigt.

Også tidsskrifternes impact factor spiller en central rolle. Når rangeringer bliver afgørende, kan tidsskrifter få stærke incitamenter til at favorisere sensationelle eller let citerbare resultater frem for mere forsigtige, men metodisk robuste studier.

På metodeplanet er der desuden veldokumenterede problemer med p‑hacking, hvor data analyseres på flere måder, indtil et statistisk signifikant resultat opstår – ikke nødvendigvis fordi effekten er stærk, men fordi den passer til kravene.

Endelig peger forskningen på, at måle-logikker kan forskyde balancen mellem grundforskning og anvendt forskning. Langsigtede, risikofyldte projekter kan blive sværere at forsvare i systemer, der belønner hurtige, målbare og citatvenlige resultater.

Samlet set betyder det, at forskningen bliver mere strategisk. Den tilpasser sig de indikatorer, der tæller. Konsekvensen er, at målene – publikationer, citationer og p‑værdier – gradvist mister noget af deres evne til præcist at afspejle videnskabelig kvalitet og gennemslagskraft.