"Jeg er en affældig gammel kælling i akademia"

Ny forskning viser, at kvinder ikke bliver professorer, fordi de underviser for meget og har for lidt forskningstid.

På min afdeling er der lige blevet ansat seks professorer, tre af hvert køn. Jeg er ikke en af dem.

Mellem 2004 og 2014 havde jeg ikke et forskningssemester. Jeg var leder af en national forskerskole og derefter afdelingsleder. Oven i det underviste jeg en masse.

Min afdeling var underbemandet, så jeg trådte til, når eksterne undervisere hoppede fra i sidste øjeblik eller midt i et undervisningsforløb, eller når kolleger havde dødssyge ægtefæller, så de akut ikke kunne fuldføre deres undervisning. Som afdelingsleder udviklede jeg nye kurser efterspurgt af ledelsen oven i al administrationsarbejdet.

Ud af det kom der et gigantisk timeoverskud på det regnskab, der bruges til at fordele forskningssemestre efter. Det viste sig dog at være et rigtig dårligt overskud at være ejer af.

Ledelsen valgte at nulstille regnskabet, fordi timeregnskabssystemet skulle rulles ud til afdelinger, hvor man ikke tidligere havde haft det. Derfor var det ikke rimeligt, lød argumentet, at nogen startede med enorme overskud, når andre stod på nul.

Nu står jeg i en situation, hvor jeg kun underviser og ikke er i stand til at oparbejde overskud på det nævnte timeregnskab. Selvom jeg underviser 20 eller flere ECTS-point pr. semester, går jeg stadig i minus.

De sidste 10 år af min ansættelse bliver således også med spredt forskningstid uden forskningssemester. Konklusionen er lidt overraskende, i hvert fald for mig selv, at jeg er en kvinde. Og ikke nok med det: Jeg er den skæggede kvinde.

Jeg er ikke professor, jeg underviser meget og har ringe forskningsforhold. Lægges dertil, at jeg lige har fået afvist en ansøgning om et Carlsberg-monografistipendium, fordi jeg er for gammel, må den samlede konklusion vel være, at jeg, om nogen, i akademisk henseende har lov til at kalde mig selv for en affældig gammel kælling.