Succesfuld forsker kollapsede to gange, før hun sagde stop

Karin Margarita Frei er på alle måder en succesfuld forsker. Hun har gjort store opdagelser, der er publiceret i kendte tidsskifter og blevet omtalt i de store medier nationalt og internationalt. Hun er blevet hædret med priser og har modtaget store fondsbevillinger, så hun kunne opbygge sin egen forskningsgruppe. Det hele blev belønnet med en udnævnelse til Danmarks første professor i arkæometri, en tværfaglig forskningsgren, hvor hun kombinerer arkæologi med geokemi.

Forud var gået en klassisk forskerkarriere med flere tidsbegrænsede ansættelser som ph.d. og postdoc på Københavns Universitet, Göteborg Universitet og Nationalmuseet.

Hun troede, at stressniveauet ville blive mindre, da hun endelig blev fastansat, men i virkeligheden steg presset på hende for at levere til nye højder. Det hele kulminerede, da hun en dag midt under en telefonsamtale med en kollega kollapsede og faldt om på gulvet i hjemmet.

“Jeg græd bare og kunne ikke sige noget fornuftigt. Jeg vrøvlede i telefonen, og mit syn forsvandt næsten helt, så jeg gik i panik og troede, at det var det. At jeg skulle dø,” siger hun. 

Hun havde heldigvis ikke slået hovedet, da hun faldt om, og det var heller ikke et hjerteanfald. Hun havde levet med et så højt konstant arbejdspres i årevis, at kroppen og hjernen havde sagt fra. 

“Mit kognitive system var fuldstændig gået ned. Jeg følte, at min hjerne helt bogstaveligt var brændt af, så jeg kunne ikke tænke klart mere. Kroppen lukkede også ned,” tilføjer hun.

Hendes søn var hjemme og hørte, at hun faldt om. Kort efter kom hendes mand, der også er forsker, hjem fra arbejde, og han fik hende transporteret til lægen.

“Min læge havde længe været bekymret for mig og sagde flere gange gennem årene, at jeg burde overveje at finde et andet arbejde. Jeg havde svært ved at sove og var i perioder nødt til at tage sovepiller for at kunne fungere. Det burde have været en tydelig advarsel, men når man står midt i det, ser man det ikke selv. Jeg oplevede det som et paradoks, da jeg følte mig privilegeret over at have et job, som jeg var passioneret omkring, og som jeg brændte for. Det føltes på mange måder som mit kald, og derfor var jeg bange for at miste min identitet og mit ståsted, hvis jeg stoppede,” siger Karin Margarita Frei.

Lægen skar igennem

Lægen skar igennem og sagde, at hun skulle sygemelde sig og være indstillet på, at det ville tage rigtig lang tid, før hun kunne komme tilbage.

Det holdt stik: Det tog et år, før hun vendte tilbage på fuld tid til sit arbejde på Nationalmuseet, hvor hun blandt andet har et stort forskningsprojekt, der er støttet af Carlsbergfondet, og samtidig medvirker i et ERC-Synergy-projekt. 

Hun husker tiden, hvor hun var sygemeldt, som fyldt med bekymring for, hvad der skulle ske med projekterne og de syv medlemmer af hendes forskningsgruppe. 

I mange måneder efter at hun var kollapset, var hendes syn meget sløret, og hun kunne heller ikke udtrykke sig klart. 
Hun gennemførte et forløb ved Center for Stress, hvor hun blandt andet lærte at meditere og at lytte til signalerne fra sin krop, og det hjalp en del.

“I starten var jeg bange for at ende som en grøntsag, men efter et år følte jeg, at jeg var nødt til at komme tilbage. Ikke fordi jeg var rask, men fordi jeg havde min forskergruppe, som var afhængig af mig. Jeg følte særligt et kæmpe ansvar for dem, der var flyttet hertil fra udlandet og havde deres familie med. Jeg vidste, at deres projekter var ved at slutte, og ville gerne sikre mig, at jeg enten kunne forlænge dem eller i det mindste sende dem videre på en ordentlig måde, så de følte, at de havde fået noget ud af deres forløb her til deres videre karriere,” siger Karin Margarita Frei.

Ph.d.-ansøgning i svensk sommerhus

Indtil hendes kollaps havde hendes akademiske karriere været en lang, men også hård, optur. Hun er oprindeligt uddannet geolog og skrev sit speciale under Minik Rosing i Grønland. Efter at have været væk fra universitetsverdenen nogle år i forbindelse med at hun fik børn, så hun ved et tilfælde et ph.d.-opslag, mens hun var i sommerhus i Sverige. 

Der var få dage til deadline, men hun fik afleveret sit projektforslag og fik stillingen ved Danmarks Grundforskningsfonds Center for Tekstilforskning på Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, hvor hun videreudviklede naturvidenskabelige metoder til at undersøge gamle tekstilers ophav. Hun husker, at det ikke var nemt at komme til et humanistisk institut med en naturvidenskabelig kandidatgrad, fordi der stadig eksisterede nogle rigide faggrænser, men det lykkedes, fordi der var nogle visionære ledere, blandt andre den daværende leder professor Marie Louise Nosch på tekstilcentret, og en visionær vejleder, lektor Henriette Lyngstrøm, på Saxo-Instituttet.

“Mit ph.d.-projekt blev rigtig godt modtaget, og det fik blandt andet en international pris, og det åbnede dørene for så mange ting og blev starten på en superspændende tværfaglig karriere,” siger Karin Frei.

Derefter fulgte et kort ophold på University of Wisconsin-Madison, der er et af de bedste i verden til strontiumisotopanalyser af tandemaljen på mennesker, og så to postdocstillinger på samlet fire og et halvt år.

“Det var en fantastisk faglig rejse, men jeg kunne godt mærke allerede dengang, at kroppen sagde lidt fra, fordi jeg aldrig havde fri. Jeg brugte det meste af min tid på at forske, skrive artikler, tænke på nye forskningsprojekter og søge om fondsmidler. Du siger ikke nej til noget, for du ved aldrig, hvornår den næste mulighed opstår,” fortæller hun.

I 2014 fik hun endelig sin første faste stilling som seniorforsker, hvilket svarer til lektor, på Nationalmuseet, men allerede da havde hun det fysisk dårligt og havde lidt af søvnløshed i flere år. Hun gik lange ture og spiste sundt, men alligevel blev det værre og værre. Familien sagde også, at de var bekymrede for hende, men alligevel vidste hun ikke, hvordan hun kunne stoppe.

“Jeg gik rundt med smerter i brystet rigtig tit. Nogle gange var det så slemt, at jeg måtte lægge mig på gulvet for overhovedet at kunne trække vejret. Det er så mærkeligt, at jeg overhovedet ikke tænkte, at det var relateret til stress. Det var blevet en del af min hverdag, som jeg måtte lære at leve med, så jeg overvejede ikke engang at gå til lægen,” siger hun. 

Samtidig buldrede forskerkarrieren derudad for fuldt tryk. 24 videnskabelige udgivelser, hvoraf 13 artikler havde hende som hovedforfatter, blev til alene fra 2014 til 2016. Samtidig modtog hun forskningslegater i millionstørrelse, blandt andet fra Carlsbergfondet og Jubileumsfondet fra Sveriges Nationalbank – Riksbankens Jubileumsfond. Flere priser, heriblandt ‘For Women in Science’, som uddeles af L’Oréal i samarbejde med Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, og Dansk Magisterforenings forskningspris i 2017, blev det til. 

Kulminationen kom i 2015, hvor hun ved hjælp af en ny metode, hun havde videreudviklet, kunne afsløre, at Egtvedpigen, indbegrebet af dansk bronzealder, havde rejst rundt og højst sandsynligt ikke var født og opvokset i det sydlige Jylland som hidtil antaget.

Ved at måle forekomsten af grundstoffet strontium i Egtvedpigens hår, tænder og negle var det muligt at bestemme, at hun højst sandsynligt voksede op langt væk fra det, vi i dag kalder Danmark, og først kom til Egtved kort før sin død. Sandsynligvis var hun rejst fra det sydvestlige Tyskland eller et bredere område lidt nord for Alperne. Andre områder som Sydsverige eller Bornholm kan dog ikke udelukkes. Aldrig før havde forskere kunnet kortlægge et forhistorisk menneskes rejseaktivitet så detaljeret, så det gav genlyd verden over og blev kåret til en af årets ti vigtigste opdagelser i verden af det anerkendte Archaeology Magazine på Archaeological Institute of America og til årets bedste danske forskning i 2015. 

Stress er tabu

Cirka et år efter at hun var vendt tilbage fra sin sygemelding kollapsede hun en gang til, men denne gang valgte hun at tage selvbetalt orlov.
Hendes mand er også professor, og de havde vænnet sig til, at der ikke var grænser mellem arbejds- og privatlivet. Hun arbejdede om aftenen, i weekenden, på ferier og selv til jul. 

“Det hele flød fuldstændig sammen, og der var ingen klare grænser mellem arbejde og privatliv. Det paradoksale er, at vi forskere arbejder med det, som er vores passion, men netop derfor kan det være virkelig svært at sætte grænser,” siger hun. 

Efter at hun tog orlov, valgte hun at fortælle åbent om stress og udbrændthed blandt forskere på sin blog og på det sociale medie LinkedIn. Det var enormt grænseoverskridende og hårdt i starten, og hun frygtede, at det kunne få konsekvenser for hendes karriere. Hun gør det alligevel, fordi hun mener, at det er nødvendigt at tale højt om problemerne, hvis trivsel i den akademiske verden skal forbedres.

“Det er desværre stadig et stort tabu at tale om stress i forskningsverdenen, fordi forskerrollen bliver en så stor del af din identitet – en følelse, som bliver forstærket, når du har fået en fast stilling. Det er ikke bare et job; det er en del af, hvem du er som person. Derfor er du bange for både at miste en stor del af dig selv, og at det at tale åbent om stress vil blive opfattet som en svaghed. Man frygter, at det kan få negative konsekvenser for ens karriere, hvis man siger det højt,” siger Karin Margarita Frei.

Hun tilføjer, at det paradoksalt nok er forbundet med en høj status at have meget travlt blandt forskere, men du må samtidig ikke vise, at du bliver påvirket af det.

Tilmed er det også forbundet med dårlig samvittighed og en følelse af at have svigtet fondene, der har givet dig bevillinger, din arbejdsgiver og de yngre forskere i din forskningsgruppe, hvis du går ned med stress. 

Hun fortæller, at hun er chokeret over, hvor mange forskere der efterfølgende har kontaktet hende og fortalt, at de også er ved at bryde sammen med alvorlige stresssymptomer.

“Jeg har mødt kolleger, der har trukket mig til side og bare grædt og grædt. Det er ligesom at åbne Pandoras æske. Det gør virkelig ondt at opleve, hvor mange der har det så dårligt,” siger Karin Margarita Frei.

Hun vurderer, at en betydelig del af de fastansatte forskere, hun kender, er meget stressede.

Opgør med usund arbejdskultur

Karin Margarita Frei siger, at hun har haft nogle gode chefer og enhedsledere, der har været meget forstående under hendes sygdomsforløb. Også fondene har været meget forstående og givet tidsforlængelser, men generelt synes hun ikke, at der er tilstrækkelig fokus på de fastansatte forskeres mentale sundhed.

Debatten har mest handlet om ph.d.ernes og de øvrige tidsbegrænset ansattes vilkår, hvilket også er virkelig vigtigt, men for de fastansatte, lektorerne, seniorforskerne og professorerne, er debatten nærmest ikkeeksisterende. Måske fordi stress er noget, de næsten aldrig snakker om på de øverste trin af den akademiske karrierestige. 

“Hvis vi vil have et bæredygtigt akademisk miljø, skal man i mine øjne implementere, at mental sundhed skal være med på skemaet. Mental sundhed, og hvordan man passe på den, skal også være en integreret del af en forskers arbejdsliv. På en måde kan man sige, at det kræver en vis ændring i kulturen,” siger hun.

Hun tilføjer, at det også handler om at få nogle redskaber til selv at blive bedre til at sætte grænser, lytte til sin krop og give tid til stilhed og refleksion midt i en hektisk hverdag.  

For Karin Margarita Frei har det handlet om at lære at lytte til sin egen krops signaler og stoppe med at dissociere sig selv fra den, som hun før har gjort. 

“Jeg mener, at det er alfa og omega at være i balance, og når jeg er det, mærker jeg en kæmpe styrke og klarhed. Og fordi jeg nu fokuserer meget mere på balance, end før jeg fik stress, føler jeg, at jeg kan meget mere – bare på en helt anden måde. I dag betyder det meget for mig at være en forsker i balance, og så handler det om at passe på sig selv og give sig tid til refleksion og stilhed,” siger hun og tilføjer, at hendes måde at se livet på fundamentalt har ændret sig.

“Man snakker meget om work-life-balance, men det giver ikke mening for mig længere, fordi det er work først og life bagefter. For mig er det life-work-balance, der giver mening, for hvis du ikke er i live, er det ligegyldigt med arbejdet.” 

Så sent som i maj måned sidste år var hun stadig i tvivl om, hvorvidt hun nogensinde ville vende tilbage til sit arbejde. Hun besluttede sig for at starte på fuld tid og fik at vide af sin psykolog, at hun ikke skulle fokusere på antallet af arbejdstimer, men på selve arbejdsopgaverne og helst kun en ad gangen. Hun overdrog derfor det ene af sine to forskningsprojekter til en af sine postdocer, der i mellemtiden var blevet udnævnt til seniorforsker. 

“Jeg har besluttet mig for at tage en dag ad gangen og samtidig passe på min mentale sundhed og lære at sætte grænser. Jeg elsker at forske og føler, at jeg har meget mere at give forskningsverdenen, men det skal ikke være på bekostning af mit liv,” siger hun