Signe Nepper Larsen: “Det værste ville jo være, hvis ingen mente noget om naturnationalparkerne”
Signe Nepper Larsen har været vicedirektør i Naturstyrelsen siden 2016. Hun er uddannet biolog, cand.scient. fra KU med speciale i vegetationsøkologi og natur-forvaltning. Hun har tidligere været ansat i rådgiverfirmaet COWI. Foto: Jeppe Carlsen.
Protesterne mod naturnationalparkerne har været voldsomme, og kritikken slider på Naturstyrelsens medarbejdere. Men debatten er også et tegn på, at naturen engagerer danskerne. Ifølge Naturstyrelsens vicedirektør, Signe Nepper Larsen, kræver omstillingen til vildere natur både dialog, kompromiser og et radikalt anderledes natursyn.
Det gik ikke stille for sig, da Naturnationalpark Gribskov i Nordsjælland blev indviet 13. september 2026.
Hundredvis af tilskuere var mødt op til åbningen af Danmarks anden naturnationalpark. Nogle klappede, da miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) klippede snoren til det 1.300 ha store naturområde.
Andre buhede, bar sørgebind og viftede med bannere med budskaber som “nej til hegn, ja til natur.”
Protesterne retter sig især mod det 22 km lange hegn rundt om parken og de store græssende dyr inden for hegnet. Op til indvielsen blev hegnet klippet op flere steder.
Læs reportage fra Gribskov, og hør om forvandlingen
Naturnationalparkerne er et statsligt initiativ, som Folketinget har vedtaget, og som Naturstyrelsen står for at gennemføre på statens arealer.
I 2020 blev det besluttet, at Fussingø og Gribskov skulle være de første to naturnationalparker. Senere blev yderligere 13 områder føjet til, mens seks endnu mangler at blive udpeget.
Signe Nepper Larsen er vicedirektør hos Naturstyrelsen og ansvarlig for naturnationalparkerne. Hun har været med helt fra starten, da naturnationalparkerne endnu bare var politiske visioner. Og der er sket meget siden da, fortæller hun:
"Polariseringen er vokset. Det ser vi jo mange steder i samfundet. Modstanden mod Naturstyrelsens arbejde med at skabe mere vild natur med udsætning af dyr er blevet mere højlydt," siger hun.
Modstanden mod naturnationalparkerne er dog kun én side af historien.
En stor undersøgelse fra Københavns Universitet slår fast, at et flertal i befolkningen støtter de kommende naturnationalparker og om at naturen skal have mere plads.
“Heldigvis oplever jeg også en meget bred opbakning til naturnationalparkerne.
Og det er da dejligt, at naturen pludselig får så meget opmærksomhed og kan skabe så stor debat. Det værste ville jo være, hvis ingen mente noget som helst om naturnationalparkerne og det arbejde, vi laver”, siger hun.
Hvad har Naturstyrelsen lært af arbejdet med de to første naturnationalparker? Hvordan vil styrelsen håndtere modstanden fra vrede borgere fremover? Og hvordan beskytter man sine medarbejder mod udefrakommende chikane? Det har DM Bio talt med Signe Nepper Larsen om.
Tværfagligt samarbejde og vidensdeling er afgørende. Metoderne til naturgenopretning kender vi, men omfanget er helt nyt. Derfor skal vi lære af hinanden på tværs af fagligheder i stedet for hver især at opfinde den dybe tallerken.
Hvad har du lært af åbningen af de to første naturnationalparker?
At vi hele tiden skal formidle vores arbejde og forklare de beslutninger, vi træffer. Og vi skal gøre det igen og igen.
Vi naturvidenskabsfolk kan godt blive for indforståede. Men mange danskere ved jo ikke nødvendigvis, hvor lang tid det tager at omlægge et område til urørt skov, eller hvad hydrologi betyder for landskabet.
Derfor skal vi gøre det klart, hvad der skal ske i naturnationalparkerne. Borgerne skal kunne se parkerne for sig og forstå, hvorfor det nok skal blive godt igen, når vi fx fjerner 75 pct. af træerne i et område.
Dertil skal vi i styrelsen huske os selv på, at ændringerne i naturforvaltningen har ophæng i politiske beslutninger, der måske ligger 5-10 år tilbage, men for den borger, der oplever ændringen i lokalområdet, er det helt nyt.
Så vi har ansvar for at kommunikere ‘i øjenhøjde’ og ikke tage for givet, at alle andre ved det samme som os selv. Og det kan faktisk være sværere, end man tror.
Arbejdet med naturnationalparkerne har også lært mig at sætte mere pris på spørgsmål, som vi fagfolk godt kan synes er banale. For de spørgsmål tvinger os til at blive skarpere på at forklare, hvad det er, vi laver – og hvorfor.
En anden vigtig læring er, at tværfagligt samarbejde og vidensdeling er afgørende. Metoderne til naturgenopretning kender vi, men omfanget er helt nyt.
Derfor skal vi lære af hinanden på tværs af fagligheder i stedet for hver især at opfinde den dybe tallerken. I Naturstyrelsen har vi bl.a. ansat kandidater fra skov- og landskabsingeniøruddannelserne og folk med baggrund i antropologi for at få flere fagligheder i spil.
Hvad er kommet mest bag på dig i arbejdet med naturnationalparkerne indtil videre?
Jeg var med helt fra starten og deltog i de politiske beslutningsprocesser om naturnationalparkerne.
Dengang nævnte vi over for politikerne, at arbejdet kunne tage længere tid, end de regnede med. Men at det skulle tage så lang tid, har alligevel overrasket mig.
Forsinkelserne skyldes bl.a. hørings-processer, langstrakte klagesager og højlydte lokale protester. Men også helt lavpraktiske udfordringer har spillet ind.
Da vi skulle udsætte kronvildt i Gribskov, skulle dyrene fx køres i hestebokse fra Jægersborg Dyrehave nord for København.
Flytningen skulle planlægges efter dyrenes biologiske cyklus, så vi kunne ikke bare gøre det, når det passede os. Det gav nogle logistiske udfordringer.
Vi skal gøre os klart, at mere vild natur betyder ændrede vaner og nye måder at være i verden på. Det skal vi vænne os til.
Hvad har overrasket dig mest positivt indtil videre?
Jeg synes, det er enormt positivt, at lokale borgere og interesseorganisationer bruger tid på at deltage i projektgrupper og bestyrelser og sparre med os.
Det er en demokratisk værdi, at borgerne engagerer sig i de offentlige myndigheders arbejde.
Debatterne om naturnationalparkerne, især dyreholdet, har til tider været voldsomme. Men vores erfaring er også, at folk gerne vil tale sammen, når de sætter sig rundt om et bord med fx Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet og jægerne.
De kender hinandens positioner, men er alligevel indstillet på at finde fælles løsninger.
I Naturnationalpark Tranum foreslog vi eksempelvis de lokale rideskoler nye og bedre rideruter uden om parken. Vi forsøger at imødekomme lokale ønsker, hvor det er praktisk muligt.
Det er dog ikke muligt at stille alle interessenter tilfredse. Der er grupper, vi ikke kan nå. Og en væsentlig pointe fra mig er, at det er aftaleparterne og i sidste ende ministeren, der bestemmer.
Med naturnationalparkerne og Grøn Trepart er vi godt i gang med grundlæggende at forandre det danske landskab. Og flere mener i dag, at det er på høje tid, vi tager os bedre af naturen.
Det synes jeg selvfølgelig er enormt glædeligt. Naturen har en umistelig værdi i min optik. Men vi skal også gøre os klart, at mere vild natur betyder ændrede vaner og nye måder at være i verden på. Det skal vi vænne os til.
Samtidig åbner naturnationalparkerne for en større diskussion af vores natursyn:
Kan vi lide, at naturen er rodet og uorganiseret? At vi får våde tæer, og at der ligger rådne træer? Eller foretrækker vi egentlig, at der er en sti, og at vi slipper for at forholde os til alt det rådne træ?
Hvad vil I gøre for at minimere modstanden mod naturnationalparkerne fremadrettet?
Den modstand, vi oplever, kan deles op i flere grupper.
Nogle er grundlæggende uenige i, at vi ændrer områder, de holder meget af. De har været vant til at gå eller cykle ture der og oplever nu, at de mister nogle muligheder og rettigheder. Det forstår jeg godt.
Andre mener ikke, at vi skal gøre mere for naturen. De synes, at biodiversitet er noget pjat.
Endelig er der dem, der går meget op i dyrevelfærd, og som beskylder Naturstyrelsen og andre aktører for at pine dyrene og lade dem sulte ihjel.
Det er et stærkt billede, og nogle af de aktivister kan vi nok aldrig rigtig nå ind til.
Undersøgelser viser, at jo mere du som autoritet informerer borgere, der ikke har tillid til dig, desto mere bliver de bekræftet
i deres egne verdensopfattelse.
Mine hollandske kolleger har oplevet, at modstanden voksede, når de forsøgte at nå kritikerne med klar og saglig kommunikation. Så nu har de helt givet op. Den udvikling vil jeg helst ikke have, vi får i Danmark.
I Naturstyrelsen skal vi kommunikere faktuelt og turde fortælle, når noget ikke er nemt.
Vi gør vores bedste, men vi har også haft sager, der har skadet vores omdømme (i maj 2025 blev to ansatte i Naturstyrelsen kendt skyldige i vanrøgt af dyr i Mols Bjerge, men den ene blev efterfølgende frikendt i landsretten, red.).
Den øgede brug af helårsgræssende dyr i naturforvaltningen og anklager om vanrøgt rammer vores omdømme og den politiske opgave, vi er sat til at løse.
Derfor er vi meget opmærksomme på at gøre tingene så ordentligt som muligt.
Det helt store spørgsmål, som vi endnu ikke har et klart svar på, er: Hvordan genopbygger vi tilliden, så folk i højere grad også tror på det, vi siger?
Hvad gør I for at tage hånd om medarbejdere, der udsættes for kritik og chikane i forbindelse med naturnationalparkerne og dyrevelfærd?
Jeg tænker meget over, hvad kritik og chikane udefra gør ved arbejdsmiljøet. Jeg kan mærke på mine kolleger, at det slider på dem.
Derfor er vi meget opmærksomme på problemet, og vores lokale chefer holder øje med, hvordan medarbejderne har det.
Som vicedirektør og ansvarlig for naturnationalparkerne er det også mit ansvar at følge med i, om cheferne selv trives.
En løsning kan være, at medarbejdere indimellem får andre opgaver, så de ikke konstant skal håndtere brok og ballade. Det slider på alle.
Vi forsøger også at lære vores mest udsatte medarbejderne ikke at følge for meget med i de voldsomme kommentarspor på Facebook.
I Naturstyrelsen tilbyder vi også intern efteruddannelse i konflikthåndtering og forsøger at aflaste medarbejderne, hvor vi kan.
Ved åbningen af Naturnationalpark Gribskov havde vi for eksempel informationsposter, hvor besøgende kunne høre om dyrene og planterne.
Ved hver post stod to medarbejdere. Aftalen var, at hvis den ene havde fået stillet ti spørgsmål om, hvorfor vi plagede dyrene, tog den anden over.
Hvad venter forude for de andre naturnationalparker?
Den nye regering har heldigvis videreført arbejdet fra den forrige.
Arbejdet med den bynære naturnationalpark på Vestamager er indledt med analyser af, hvordan vi konkret kan gøre området vildere.
Vores nye miljøminister er i gang med processen omkring de resterende naturnationalparker, men hvornår der kommer hvid røg op, må vi vente og se.
På den ene side er det jo ‘bare’ naturforvaltning, som vi laver. Samtidig er naturnationalparkerne en helt ny måde at gøre tingene på. Det er spændende og politisk ret visionært at omdanne statens arealer så grundlæggende.
Det er nye toner i Danmark, at naturen prioriteres så højt, og det synes jeg da, at der er god grund til at juble over.
Skarp pris på forsikringer
Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand