Sådan gør du borgeren til en værdifuld medspiller i projekter med naturgenopretning
I projektet '300 hektar ny natur' har Aarhus Kommune prioriteret at have borgerne med hele vejen i det store natur- og biodiversitetsprojekt. Her tager projektleder Ada Holst imod borgerne ved kommunens mobile mødested – 'Naturvognen' – til dialog om forandringerne i landskabet. Foto: Aarhus Kommune.
En grøn campingvogn, forstenede trolde og en hulens masse samtaler. Det er blandt værktøjerne, når Aarhus Kommune skal have borgerne med i kommunale naturgenopretningsprojekter. Den gode borgerinddragelse begynder med at møde mennesker dér, hvor naturen skal skabes.
På fire år er 300 ha forpint landbrugsjord blevet forvandlet til vild natur i Aarhus Kommune.
Det svarer til ca. 420 fodboldbaner af spirende biodiversitet.
Små søer og vandløb er vendt tilbage i de gamle landbrugsarealer, der var ejet af kommunen selv.
Mindst 27 forskellige sommerfuglearter er allerede blevet registreret i de nye, grønne områder.
Ada Holst er projektleder i borgerinddragelse i naturprojekter ved Aarhus Kommune.
Den 11. november 2026 holder hun oplæg til “DM Bio Live: Mere og bedre natur” under overskriften: 'Hvordan inddrager vi borgerne i den store omdannelse af vores landskaber?'
Du kan tilmelde dig arrangementet her:
Vi har talt med Ada Holst om, hvordan Aarhus Kommune har haft succes med at inddrage borgerne og gøre dem til medskabere af kommunale naturprojekter.
Få samtalen til at glide med et mobilt mødested
Med naturgrøn maling og flotte blomsterdekorationer har Aarhus Kommune forvandlet en campingvogn til en ‘Naturvogn’.
"Den er et mobilt mødested, som giver os mulighed for at møde borgerne ansigt til ansigt ude lokalt, hvor naturprojektet laves," fortæller Ada Holst.
Det fysiske møde med borgerne blev prioriteret fra dag ét, da kommunens store naturprojekt '300 hektar ny natur' syd for Aarhus begyndte i 2022.
Og mødet med borgerne ude i den fysiske virkelighed er en høj prioritet i kommunens naturprojekter, fortæller Ada Holst.
"Når vi som kommune arbejder med steder og landskaber, skal vi gøre det med respekt for de mennesker, som har brugt stedet eller boet på stedet eller i nærheden af det. stedet, eller brugt stedet. Steder gemmer på værdifulde fortællinger og kan vække meget stærke følelser hos folk," siger hun.
Diskussioner på sociale medier risikerer med Ada Holsts ord at "afspore samtalen," fordi alle kan komme til ord.
"Risikoen er her typisk større for, at man mister nogle af de personer, som rent faktisk gerne vil forstå projektet og indgå i en snak med os ude i lokalområdet," siger hun.
Blå bog: Ada Holst

- Projektleder i borgerinddragelse i naturprojekter ved Aarhus Kommune.
- Uddannet antropolog fra Aarhus Universitet med en Master i Landskab og Planlægning fra Københavns Universitet. Skrev speciale om jordkonflikter på Borneo.
- Har i over 10 år særligt beskæftiget sig med relationen mellem menneske og natur og balancen mellem benyttelse og beskyttelse.
Giv kommunen et menneskeligt ansigt
Naturvognen er blot ét eksempel på, hvordan Ada Holst og hendes kolleger i Aarhus Kommune møder borgerne ansigt til ansigt ude i det, der for tre år siden var pløjemarker, men som i dag er forvandlet til vild natur.
"Helt i starten af projektet, da der blev høstet for sidste gang, lagde vi en ring af sten ud på markerne, så borgerne kunne gå til tinge," fortæller Ada Holst.
‘At gå til tinge’ var i det gamle Norden et fysisk sted, hvor vikingernes og middelaldernes samfund mødtes for at lovgive, dømme i retssager og træffe vigtige beslutninger.
Tingstedet og Naturvognen er begge eksempler på fysiske rum, som ligger langt væk fra det betongrå og ansigtsløse billede, mange forbinder med en kommune.
Aarhus Kommune har også løbende inviteret borgerne på markvandringer, bl.a. for at vise, hvordan det fysiske landskab har ændret sig, når vandet er kommet tilbage på arealerne.
Alt sammen er med til at formindske den kløft, der kan opstå mellem borger og kommune.
"Borgerne ved, at de kan møde os herude, og mange kender os efterhånden ret godt. De ved, at de kan komme over til os og snakke med os og lufte gode ideer eller bekymringer for projektet. Det er en stor styrke, når man arbejder med naturgenopretningsprojekter," siger Ada Holst.
Aarhus Kommunes naturgenopretningsprojekt '300 hektar ny natur'
I Aarhus Kommune har det været muligt at gennemføre et større naturprojekt uden jordopkøb, fordi kommunen selv ejede de 300 ha landbrugsjord.
Projektet blev vedtaget i 2022 og omfatter fem områder ved Mårslet, Beder, Fulden, Skåde og Mariendal, som tidligere blev forpagtet ud til landbrug.
Et centralt greb har været at ændre områdets hydrologi. Gamle drænrør er gravet op, så vandet igen kan tilbageholdes i landskabet, og der er etableret mere end 40 nye vandhuller.
Derudover har kommunen plantet træer og buske og udlagt mere end 900 kubikmeter store natursten, blandt andet fra motorvejsarbejde ved E45.
På et af områderne nord for Vilhelmsborg afgræsser Dexter-kvæg arealerne. Græsningen skal skabe variation i vegetationen og dermed flere levesteder for planter og dyr.
Aarhus Kommune har investeret seks millioner kroner i projektet, mens Klimaskovfonden har bidraget til etableringen af ny skov.
Kommunens langsigtede mål er 16.000 ha skov og natur i 2045. Det svarer til omkring en tredjedel af kommunens samlede areal. I dag er cirka 8.700 ha dækket af skov og natur.
Gør borgerne til medskabere og medejere af den nye natur
Eksemplerne på, hvordan Aarhus Kommune har inddraget borgerne i skabelsen af nye naturområder er mange:
- Lokale botanikgrupper har indsamlet frø fra vilde blomster og urter og strøet dem ud over nye naturarealer.
- Tre skoleklasser og fire børnehaver har høstet bær og nødder og spredt dem i den nye natur.
- Frivillige græsningslaug holder kvæg på flere af kommunens mindre arealer.
- Virksomhederne PostNord og NorthSide har sammen med ca. 100 engagerede borgere plantet træer og buske på gamle landbrugsarealer.
Et af Ada Holsts yndlingseksempler på lokal medskabelse er to skoleklasser, som lavede trolde, der nu bor i landskaberne.
"Store sten i landskabet er vigtige for biodiversiteten. Derfor bad vi eleverne om at forme trolde af ler, mos, og hvad de ellers kunne finde, og placere deres trolde forskellige steder," siger hun.
Trolde bliver som bekendt omdannet til sten i sollyset. Så da eleverne genbesøgte området, lavede hver elev et lille ritual sammen med klassekammeraterne, mens der blev dumpet kæmpe sten ned på troldene.
"Og nu er troldene blevet 'forvandlet' til store sten," siger Ada Holst.
Borgerinddragelse og frivilligt engagement bør fortsætte som en central del af processen, da det skaber ejerskab og langsigtet støtte, viser kommunens erfaringer.
Succesfuld borgerinddragelse hviler dog i høj grad på tydelig forventningsafstmening og klar tale, slår Ada Holst fast.
"Helt fra projektets start kommunikeret vi tydeligt ud, hvad vi ved, der vil komme til at ske med landskabet, og hvad vi ikke ved endnu. Både internt i projektgruppen og eksternt til kommunens borgere. I projektet ‘300 hektar ny natur’ lavede vi en omfattende webside for projektet, som løbende er blevet opdateret," siger hun og afslutter:
"Jo mere transparent og tydelig man er i sin kommunikation, jo lettere er det også som kommune at få borgerne med på projekterne."
Skarp pris på forsikringer
Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand