Natureksperter guider: Fantastiske vandreruter med høj biodiversitet
Karin Winther, Vesthimmerlands Kommune
Vil du opleve noget af landets bedste biodiversitet på nært hold? Natureksperter udpeger her deres favoritruter med høj biodiversitet. Så snør vandrestøvlerne og gå i eksperternes fodspor gennem det danske naturlandskab.
Min yndlingsrute - Jes Aagaard
Jes Aagaard er uddannet biolog og naturvejleder, hvilket han har arbejdet med i over 25 år.
Jes arbejder til dagligt i Ministeriet for grøn trepart. Han har tidligere været ansat i Naturstyrelsens enhed Hovedstaden, under Miljøministeriet.
#1 Jægersborg Dyrehave - Den sorte kløversti
Hvor? Nær Skodsborg, Region Hovedstaden
Længde: 15,9 km.
Jægersborg Dyrehave byder på flere kløverstier. Den længste er den sorte kløversti, som er afmærket med sorte kløversymboler. Den tager ca. tre timer at gennemføre.
Læs, hvilken unik biodiversitet, der gemmer sig bag tallene på kortet:
1) Gå igennem urørt skov
Den sydlige del af Jægersborg Hegn omdannes fra mørk bøgekultur til urørt skov med lysninger, veterantræer og mere vand. En proces på epo.
2) Besøg den naturrige Mølleå
Mølleåen er et billede på det vi mangler i naturen, et bredt vådt forløb for vores åer og vandløb, som dels fælder kvælstof og dels bidrager med ufattelig meget biodiversitet.
3) Oplev Dyrehavens store græsædere
Jægersborg Hegn er fyldt med med kron- og dåvildt. Helt særlig i Dyrehaven, hvor bestanden er sat efter at kunne nedbide engflader i sommerperioder.
4) Mød Danmarks største bille
Eghjorten blev genudsat i Jægersborg Dyrehave fra 2013-2018, og det har været en stor succes. Eghjorten, der er Danmarks største bille, har nu ynglet i to generationer.
5) Svampe og insekter i hobetal
Dødt ved i den gamle Von Langes plantage. Store dele af bøgeskoven i syd er ved at kollapse, til glæde for svampe og nedbrydende insekter.
6) Besøg blodsugende igler
I det lille vandhul tæt på udgangen til Tårbæk Kirke findes der lægeigler. Lægeiglen er en stor, farvestrålende og blodsugende igle med tre kæber, der kan blive op til 10 cm lang.
7) Se sjældne organismer under vand
I de lave vandhuller ved Springforbi stien lever der både krebsdyret damrokker og ferejer. To meget gamle evolutionære organismer, som er meget sjælden i Danmark
Min yndlingsrute - Karin Winther
Karin Winther er naturvejleder ved Vesthimmerlands Kommune., hvor hun siden 2005 har stået bag konceptet Naturekspeditionen.
I 2018 blev Karin Winther kåret som Årets Naturformidler på Naturmødet.
Hun står også bag podcasten 'Karin i Krattet', hvor hun hver måned vejleder lytterne gennem ture i naturen.
#2 Tranemosen ved Hyllebjerg i Vesthimmerlands Kommune.
Hvor? Hyllebjergvej 56, 9640 Farsø
Længde: Rutens længde kan variere alt efter afstikkere, men ca. 3-4 km i meget kuperet terræn.
Tranemosen er en fredet hemmelighed ved Hyllebjerg Kirke, som er Nordjyllands 10. bedste naturområde målt på areal og naturkvalitet.
Turen starter ved P-Pladsen ved Hyllebjerg kirken, hvor der på skråningen uden for kirkediget ses det flotteste blomsterflor med vilde nøjsomme arter og græsser.
Kirken i Danmark er en af de største jordbesiddere i Danmark, så dejligt at se, at de også tillader lidt ”vildskab” og det flere steder både indenfor og udenfor kirkediget.
Da der på ruten ikke findes afmærkninger på træer eller pile på pæle, så anbefaler jeg, at man evt. hjemme fra lige studere området på luftfoto.
Det gjorde man ikke før hen, når man skulle i naturen, men for mange er det mest trygt, at man kender området og, at der er pile at følge, hvilket der så ikke er på denne tur.
Tag det som en udfordring og snyd ikke dig selv for en naturoplevelse på egen hånd.
Ved P-pladsen følger man markvejen til venstre for kirken.
Efter ca. 300 meter ses en låge ind til selve Tranemosen. Som nævnt er her ingen afmærkede stier, men da det er et fredet område er der adgang i hele området.
Dette betyder også, at man kan gå ad de lyngbeklædte bakker med tormentil, lyngsnerre, alm kongepen, lav skorzoner, læge-ærenpris, klokkelyng mm og snacke bær fra revling, tyttebær og blåbær, hvor de nu står.
Nyd også den flotteste udsigt ud over overdrev og søen med åkander, hvor den nu er bedst, og ikke hvor stien er anlagt.
Vild natur betyder også vilde oplevelser og området græsses af en flok kvier, som til tider nysgerrigt slår følge.
For nogen kan det være lige vildt nok og derfor er det eksempelvis godt at vide, hvordan man håndterer mødet med græssende dyr, når man møder dem på deres hjemmebane.
Min anbefaling er aldrig at gå mellem en ko og hendes kalv og at gå en bue uden om flokken.
Men det er også vigtigt at vide, at fordi der er køer, så ses også mange af de meget nøjsomme arter, som ellers ville gå til i siv og græs.
Selve turen rundt i området er ikke lang, men det bestemmer man jo selv, for her er det jo en selv, der bestemmer ruten rundt i området med hede, overdrev, sø og storslået udsigt fra bakkerne.
Min yndlingsrute - Anne Drøgemüller Lund
Anne Drøgemüller er uddannet biolog og botaniker og har de sidste 17 år arbejdet med biodiversitet og naturforvaltning i Vejle Kommune.
#3 Molslaboratoriet på Djursland
Hvor? Nationalpark Mols Bjerge, Ebeltoft
Længde: Strandkærstien er 3,4 km. Den italienske sti er 3,5 km.
Hvilken type vandretur er der tale om?
Du kan sagtens gå stierne med børn. Den er dog ikke egnet til barnevogne og kørestole eller folk, som er dårligt gående.
Hvis du vælger Strandkærstien, går du det meste af tiden i et meget stort hegnet område med kvæg og heste, men du kan ofte gå i området i to timer uden at se eller møde dyrene.
Hvis du vælger Den Italienske sti, går du det meste af tiden uden for det hegnede område.
Hvorfor vil du anbefale lige præcis den her rute?
For nogen kan det måske også virke lidt skørt, at jeg er villig til at køre halvanden time i bil for en gåtur på Molslaboratoriets arealer.
Det er faktisk utroligt svært at forklare for folk, der aldrig har været der, for området ikke kan beskrives med ord.
Det skal opleves og mærkes på egen krop, før man forstår det.
Jeg vælger næsten altid Strandkærstien, fordi det bare er den rute, som giver den største naturoplevelse.
Jeg starter ud fra den lille parkeringsplads lige nord for Molslaboratoriet bygninger og går videre forbi Pejsestuen.
Magien starter i det øjeblik, jeg går over færisten ind i det rewildede område.
Det er som at træde gennem et tyndt slør ind i en helt anden verden.
Skuldrene sænker sig, og sindet slapper fuldstændig af. Det er en verden, som bare føles rigtig.
Der er inden skarpe kanter, ingen områder med slået græs, ingen områder med fældede træer, ingen skilteskov – i virkeligheden er der ufattelig få spor at menneskers tilstedeværelse i området.
Her former de vilde arter selv landskabet i samspil med hinanden, og vi er bare en gæst eller en observatør.
Her er der ingen, som kræver noget af os. Det er utroligt befriende – for hvor mange steder kan vi reelt opleve det?
Hvilke særlige biodiversitets-oplevelser kan man få på ruten?
Molslaboratoriets arealer er et såkaldt biodiversitetshotspot. Det vil sige et sted, hvor der er lever mange arter og også mange arter.
Det kan være svært at finde de enkelte sjældne arter på et enkelt besøg i området. Tillad i stedet dig selv af sanse området – læg mærke til, hvor varieret det er, lydbilledet, duftene og de blomster i alskens farver.
Netop i juli og starten af august eksploderer mængden af blomster i området – lyserøde, lilla, blå, hvide og gule i en skøn forening.
Hvad er dit absolutte yndlingssted på ruten – og hvorfor?
Det kan være svært at udpege det bedste spot eller et ’must see’.
Det afhænger i virkeligheden utroligt meget af vejr, vind og årstid.
Men Mølleå-engen, Trindehaven og Sletten er blandt mine absolutte yndlingssteder.
Her er de mest eventyragtige skovenge og savannelignende sletter med små vandhuller, hvor sommerfuglene søger nektar på vandmynte, mens guldsmedene viser deres akrobatiske evner på jagt efter mad.
Lige præcis på Molslaboratoriets arealer er det vigtigt at turde "fare vild med vilje" og bevæge sig uden for den trygge afmærkede rute.
Ellers risikerer du kun at opleve lille brøkdel af magien.
Tag mod til dig og bevæg dig ud på Mølleå-engen eller rundt på Trindehaven og Sletten.
Min favoritrute i naturen - Karen Hingkjær Carol Glerup-Nielsen
Karen Hingkjær Carol Glerup-Nielsen er skov- og landskabsingeniør ved Viborg Kommune og har bl.a. været tovholder på Åpromenaden ved Gudenåen.
#4 Kalkkaminoen i Midtjylland
Hvor? Mellem Stoholm og Skelhøje i Midtjylland
Længde: Ruten er ca. 30 km lang, men der er mulighed for at gå kortere strækninger, da ruten kan tilgås fra flere punkter undervejs.
Kalkkaminoen er en smuk 30 km lang vandrerute, der snor sig gennem et varieret landskab, der inkluderer både skove, heder og kalkgruber tæt ved den historiske Hærvej.
Hvilken type tur er der tale om?
Kalkkaminoen er en moderat vandrerute, der kræver godt fodtøj, da den går gennem mark- og grusveje samt trampede stier. Den er familievenlig, men det er en god idé at være i rimelig form, især hvis man planlægger at gå hele ruten.
For mere information, kan du besøge Kalkkaminoens hjemmeside.
Hvis du tager en tur under jorden og ned i kalkgruberne, skal du man være klædt på til otte grader året rundt.
Hvorfor vil du anbefale lige præcis den her rute?
Fordi den kombinerer smuk natur med spændende kulturhistorie.
Ruten fører dig gennem områder som er tæt på kalkgruberne i Mønsted og Daugbjerg, som er nogle af de største og ældste kalkminer i Danmark.
I Daugbjerg strækker de underjordiske gange sig over 35 km. I Mønsted er der et besøgscenter ved kalkgruberne – her er der også mulighed for at komme på en rundtur på 4 km. som giver et godt indblik i geologi og menneskelig historie.
Derudover kommer du forbi historiske steder som Kongenshus Mindepark og Grønhøj, der fortæller om opdyrkningen af heden og kartoffeltyskernes historie.
I Skelhøje kan du opleve israndslinien – lige der hvor isen stod stille i sidste istid. På den ene side kan du se de dybe slugter og skrænter og på en anden side kan du se den flade hedeslette.
Hvilke særlige biodiversitets-oplevelser kan man få på ruten?
På Kalkkaminoen kan du opleve en rig biodiversitet. I kalkgruberne kan du se tusindvis af flagermus, og i skovene og hederne kan du finde et væld af hjemmehørende planter.
Du kan også støde på forskellige fuglearter og små pattedyr. Dybdal skov hvor Daugbjerg Kalkgruber findes, er kendt for sin frodige bundvegetation, som inkluderer sjældne bregner og mosser.
Lige uden for Daugbjerg finder man Daugbjerg Dås som er en 72 meter høj istidsbakke/ hatbakke – her er der udsigt til dødislandskabet.
Hvad er dit absolutte yndlingssted på ruten – og hvorfor?
Dybdal skov og Daugbjerg Kalkgruber.
Dybdal Skov er en fredet skov med gamle egekrat og tilgroede overdrevsarealer. Undergrunden er kalkrig, hvilket naturligvis har en betydning for de arter der vokser – det er en ren eventyrskov.
Omvendt så er udsigten fra Daugbjerg Dås også fascinerede, ligesom Kongenshus Hede med de store hedeflader også er imponerende.