Biolog Skjold Søndergaard: “Vores forskning om helårsgræsning har haft politiske konsekvenser ift. tilskudsordninger”
Fortidens kæmpedyr spøger stadig i naturen, fordi de påvirker alle de spørgsmål, vi nu skal stille om biodiversitet og naturforvaltning, siger biolog Skjold Søndergaard: “Rewilding og de nye naturnationalparker udspringer jo alt sammen af en erkendelse af, at vi står i skyggen af de her kæmpedyr, som er forsvundet, men som har været arkitekterne og forvalterne af vores biodiversitet.” Foto: Aarhus Universitet.
Ved at efterligne naturlige græsningsprocesser kan vi øge biodiversiteten uden at opgive produktionslandskabet, fastslår biolog Skjold Søndergaard. Hans forskning i helårsgræsning har ført til et loft over græsningstrykket i ordninger for naturpleje og naturforvaltning. Hør om de positive effekter med det optimale græsningstryk.
Det kan være svært at se for sig, når man spejder ud over en flad kornmark, men Europas landskab så radikalt anderledes ud, før mennesket for alvor begyndte at dyrke jorden.
Gigantiske græsædere som elefanter, bisoner, næsehorn, urokser og vilde heste vandrede rundt i en varieret mosaik af tæt skov, lysåbne landskaber og store sletter.
"Det var vildere end den afrikanske savanne," siger Skjold Søndergaard begejstret.
Han er ph.d.-studerende ved Institut for Ecoscience - Biodiversitet på Aarhus Universitet og er dybt optaget af fortidens vilde natur.
"Fortidens natur gemmer på nøglen til bedre biodiversitet, fordi den viser os, hvordan økosystemer fungerede, før mennesket for alvor ændrede landskabet," siger han og fortsætter:
"Hvis vi vil rede biodiversiteten, skal vi tage fortidens natur og økosystemer seriøst. Vi bør genintroducere flere store planteædere til landskabet, så de kan forstyrre naturen på den helt rigtige måde."
Oplev Skjold Søndergaard til DM Bio Live
Den 11. november 2026 afholder vi “DM Bio Live: Mere og bedre natur” i Nyborg.
Her er Skjold Søndergaard én blandt i alt syv oplægsholdere, der alle tackler spørgsmålet: ”Hvordan får vi mere og bedre natur i Danmark?”.
Kom med og bliv inspireret til, hvad kan vi gøre nu og her, imens støtteordninger og lovgivninger til at realisere Grøn Trepart og den kommende biodiversitetslov stadig mangler.
Tilmeld dig arrangementet her (fysisk fremmøde): https://dm.dk/bio/arrangementer/0004925/
Tilmeld dig arrangementet her (online): https://dm.dk/bio/arrangementer/0004945/
Menneskets opdyrkning af landskabet ændrede gradvist Europas udseende.
I dag bliver op mod 40 pct. af Europas samlede areal brugt til landbrug. I Danmark er vi oppe på knap 60 pct. – med store tab af biodiversitet til følge.
"Helårsgræsning kan være en vej til en mere meningsfuld deling af arealerne. Hvis vi tilpasser den måde, vi holder kødkvæg på i Danmark, så den i højere grad efterligner naturlige græsningsprocesser, kan vi få mere biodiversitet uden nødvendigvis at opgive produktionslandskabet," siger Skjold Søndergaard.
Helårsgræsning kan give mere natur for pengene
Danske landmænd modtager årligt ca. 6 milliarder kroner i EU-landbrugsstøtte (CAP-midler).
En del af støtten går til landmænd, der skal drive et mere naturvenligt landbrug.
Her kan helårsgræsning spille en rolle, viser Skjold Søndergaards forskning.
I rapporten 'From Grasslands to Forblands: Year-round grazing as a driver of plant diversity' fra 2025 undersøger han sammen med Camilla Fløjgaard, Jens-Christian Svenning og Rasmus Ejrnæs, hvordan helårsgræsning påvirker plantesamfund.
Forskerne sammenlignede ti naturområder i Jylland med henholdsvis sommergræsning, helårsgræsning og ingen græsning.
Resultatet var klart: Arealer med helårsgræsning havde en højere artsrigdom og mere dækning af bredbladede urter.
"Vores forskning viste, at helårsgræsning – og mere specifikt græsning om vinteren – resulterede i højere artsrigdom og mere dækning af bredbladede urter. En mulig forklaring er, at kvæg og heste om vinteren æder og nedtræder de visne og tætte græstæpper. På den måde kan vinterens forstyrrelser skabe plads til, at bredbladede urter spirer, når foråret kommer," fortæller Skjold Søndergaard.
En mulig forklaring finder man i det, landmænd kalder 'dødbidning'.
Hvis dyr græsser et areal for hårdt eller for tidligt, kan de svække græsserne, som dermed får sværere ved at vokse tilbage.
Det kan samtidig give plads til bredbladede urter. Netop denne sammenhæng har forskerne fået øje på i deres data.
"Det er måske dét, der er på spil her, men det er stadig blot en hypotese. Vi mangler stadig at bevise det videnskabeligt," siger Skjold Søndergaard.
Helårsgræsning kræver samtidig, at græsningstrykket er tilpasset arealet.
Der skal være nok føde til dyrene gennem vinteren, så planterne har plads og tid til at blomstre og sætte frø om sommeren.
Blomstrende bredbladede urter producerer blandt andet nektar, pollen og frø, som kan være fødegrundlag for et langt flere insekter end de vindbestøvede græsser.
Vores forskning om helårsgræsning har haft politiske konsekvenser i den forstand, at man er begyndt at ændre på tilskudsordningerne til naturpleje og naturforvaltning med græsning i Danmark.Biolog Skjold Søndergaard
Ny viden ændrer tilskudsreglerne for naturpleje
Skjold Søndergaards forskning er allerede begyndt at få betydning for den måde, der gives tilskud til naturpleje og naturforvaltning med græsning i Danmark.
"Vores forskning om helårsgræsning har haft politiske konsekvenser i den forstand, at man er begyndt at ændre på tilskudsordningerne til naturpleje og naturforvaltning med græsning i Danmark," siger han.
Konkret er der blevet indført et maksimum på, hvor højt et græsningstryk, man må have, hvis man samtidig skal kunne søge tilskud til naturpleje og naturforvaltning.
"Græsningstrykket er blevet nedjusteret ret signifikant, og det er også nødvendigt. Vores forskning viser, at sommergræsning har en negativ effekt på biodiversiteten, fordi der er for mange dyr på arealerne," siger Skjold Søndergaard.
Han forventer, at det nye loft vil begrænse overgræsning af naturområder om sommeren.
"Men hvis EU-midlerne skal gå til at beskytte den danske natur og biodiversitet, skal pengene også bruges der, hvor det giver bedst mening. Og det er altså ved helårsgræsning," siger Skjold Søndergaard.
Skjold Søndergaards forskning kort fortalt
Store planteædere var med til at forme Europas natur
Hvordan så Europas natur ud, før mennesket begyndte at dyrke jorden?
Fossile pollenfund og rester af dyr viser, at landskabet ikke blot bestod af tæt urskov. Det var en mosaik af åbne græsarealer, lysåbne skove og tættere skov.
Kæmperne holdt landskabet åbent
Store planteædere som elefanter, næsehorn, urokser og vilde heste var med til at forme denne mosaik. De åd planter, knækkede grene og trampede vegetationen ned.
På den måde skabte de løbende forstyrrelser, som gav plads til forskellige plantearter.
For 120.000 år siden kunne der eksempelvis leve mere end fem arter af planteædere på over et ton på 1.000 hektar. Til sammenligning vejer et rådyr omkring 30 kilo.
Tæt skov er ikke nødvendigvis naturens udgangspunkt
I dag er mange europæiske landskaber langt mere ensartede. Nogle steder er græsarealer blevet tætte og artsfattige, mens skovene vokser tættere til.
Skjold Søndergaards forskning peger på, at naturforvaltning ikke kun handler om at beskytte bestemte arter eller naturtyper, men også om at genskabe nogle af de processer, der skabte variationen i landskabet.
Helårsgræsning med store planteædere kan være én måde at efterligne nogle af de processer, som tidligere blev udført af Europas store græssere.
Skarp pris på forsikringer
Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand