Havet skal sikres reel beskyttelse – her der tre måder til at få det til at lykkes

Fiskeri med bundslæbende redskaber, råstofindvinding og klapning af forurenet havbundsmateriale samt mange andre aktiviteter foregår fortsat inden for områder, som myndighederne officielt betegner som beskyttet havnatur.

Langt størstedelen af vores såkaldte ’beskyttede havområder’ eksisterer kun på kortet – ikke i virkeligheden. Tænketanken Hav har beregnet, at maksimalt 8,3 pct. af Danmarks havareal i dag er reelt og langvarigt beskyttet. 

Dermed er vi langt fra at leve op til EU’s mål om 30 pct. beskyttede havområder. 

Der er i en række politiske aftaler planlagt yderligere forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber. Når disse forbud træder i kraft, vil arealet med reelt beskyttede havområder udgøre 15,3 pct. af Danmarks havareal.

Så hvordan får naturen plads uden at stoppe alt menneskelig aktivitet? 

Erfaringerne fra udlandet viser vejen: Når havet får fred i beskyttede havområder, kommer livet tilbage. Flere og større fisk og skaldyr samt robuste økosystemer styrker biodiversiteten – og kan samtidig styrke fiskeriet på lang sigt.

I Danmark skal vi tage de samme principper i brug. 

Her er tre konkrete fokusområder, som skal lykkes, for at en biodiversitetslov ikke blot bliver ord på et stykke papir, men en reel ændring for havet.

1: Reelt beskyttede områder – ikke bare streger på et søkort

Det mest fundamentale skridt er, at havet får fred i de områder, der udpeges til naturbeskyttelse. Reelt beskyttede områder er kernen. Det betyder bl.a. 

• intet fiskeri med bundslæbende redskaber, 
• ingen råstofindvinding, 
• ingen klapning af havbundsmaterialer og 
• ingen anlæg, der skader havbunden. 

Der bør også udpeges strengt beskyttede havområder, hvoraf de fleste bør være stort set urørt hav. Livet under havets overflade har brug for oaser, hvor det får fred til naturligt at udvikle sig.

I Skagerrak har reelt beskyttede områder givet flere hummere og større torsk – og samtidig en stærk opbakning fra lokalbefolkning og fiskere.

Erfaringer fra beskyttede havområder ved Channel Islands i Californien viser, at livet vender tilbage hurtigt, når områder bliver reelt beskyttet. 

Mængden af kommercielle fisk steg fire gange hurtigere inden for de beskyttede områder end udenfor, og effekten blev observeret allerede efter fem år. 

Det, som virker, er permanente og reelt beskyttede områder. Til gengæld virker det ikke at have ’beskyttelse’ på papiret, hvis aktiviteter fortsætter som normalt.

2: Klog planlægning mindsker konflikter mellem brug og beskyttelse

Havet er også en multifunktionel ressource. Det skal være muligt at have fiskeri, havvindmøller, skibstrafik og øvrige aktiviteter – samtidig med at naturen får lov at udvikle sig. Løsningen er bedre planlægning af havarealet. 

Tænketanken Hav anbefaler, at der udpeges zoner dedikeret til fiskeri, ligesom der i den danske havplan er områder dedikeret til andre aktiviteter. 

Og områderne dedikeret til natur skal være områder, hvor der er reel naturbeskyttelse med potentiale for, at naturen kan udvikle sig positivt.

Dedikerede fiskerizoner kan reducere konflikter om plads og give fiskerne adgang til rigelige ressourcer uden at skade områder, hvor biodiversiteten skal prioriteres. 

På samme måde kan havvindmøller placeres strategisk, så de ikke skader sårbare havbunds- og dyrearter.

Effektive metoder inkluderer:

• God arealplanlægning: Tydelig opdeling mellem beskyttede områder og områder til øvrig aktivitet.
• Lokalt engagement: Fiskere, øvrige interessenter på havet og lokalsamfundet skal involveres i planlægningen. Det øger sandsynligheden for succesfuld beskyttelse og skaber opbakning.

3: Finansiering og politisk mod

Intet sker uden penge og politisk mod. Reelt beskyttede havområder kræver ressourcer til overvågning, håndhævelse og genopretning.

Politisk mod er dog mindst lige så vigtigt som økonomi.

En kommende biodiversitetslov skal derfor fastsætte klare mål og standarder:

• 30 pct. af havet skal være reelt beskyttet i 2030, inklusive 10 pct. strengt beskyttede områder.
• Naturen skal have førsteprioritet i beskyttede områder.
• Aktiviteter som fiskeri med bundslæbende redskaber, klapning og råstofindvinding skal kun tillades uden for de 30 pct. beskyttede områder. Hovedparten af de 10 pct. strengt beskyttede havområder skal være stort set urørt hav.

Se flere anbefalinger til reelt beskyttede havområder her 
www.taenketankenhav.dk/analyseoganbefalinger

Når lovgivningen er klar, skal implementeringen overvåges nøje, og resultaterne kommunikeres – så både politikere, fiskere og borgere kan følge med i effekten.

Her er der behov for statslige midler til etablering og overvågning af beskyttede områder, offentlige og private partnerskaber for genopretning og biodiversitetsprojekter, mens citizen science og lokal involvering kan styrke monitorering og opbakning.

Nye muligheder med positive effekter

Der fokuseres intenst på at nå den procentvise målopfyldelse, men det er mindst lige så vigtigt at tænke på kvalitet og sammenhæng mellem områder.

Derudover er løsninger som genopretning af fjorde og kystnære zoner afgørende. Tangskove, ålegræsenge og naturlige rev fungerer som opvækstområder for fisk, lagrer CO2 og stabiliserer økosystemer.

Endelig skal effekten af klima-forandringer tages alvorligt. Beskyttede områder skal udpeges, så havet er bedre rustet til at modstå de stigende havtemperaturer og ekstreme vejrhændelser.

Her er der flere oversete muligheder:

• Vigtigt at oprette netværk af beskyttede områder, ikke blot isolerede pletter.
• Genopretning af ålegræs, tangskove og naturlige rev i egnede områder.
• Klimatilpassede beskyttelsesstrategier.

Havnaturen er en investering i fremtiden

Med de tre konkrete fokuspunkter – reelt beskyttede områder, klog planlægning og finansiering – kombineret med politisk mod kan Danmark igen få et hav, der både er produktivt, smukt og fuldt af liv.

Både for havets fremtid og for kommende generationer er det vigtigt at turde prioritere naturen, også under havoverfladen. 

Det er ikke bare en biologisk nødvendighed, men også en investering i vores kultur, vores økonomi, vores samfundssikkerhed og vores alles relation til havet.