Explainer: Egeprocessionsspinderen – derfor spreder “larven fra helvede” sig i Danmark
Egeprocessionsspinderen - kendt som "larven fra helvede" - er herhjemme primært fundet i det sydøstlige Odense og har spredt sig til parker og skoler. Der er også fundet reder i Kerteminde Kommune. Kommunerne har sat store, gule advarselsskilte op langs cykelstier og veje, hvor larvereder er fundet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Egeprocessionsspinderen, der kan give alvorlige allergiske reaktioner og udslæt, trives flere steder på Fyn. Hans Peter Ravn fra Københavns Universitet forklarer, hvorfor den behårede larve er kommet til Danmark – og hvordan vi slipper af med den igen.
Hurtigt overblik
Odense Kommune brugte sidste år to millioner kroner på at bekæmpe egeprocessionsspinderen – 2.500 reder blev fjernet og 1.400 træer behandlet.
Den behårede ubudne gæst er kendt som “larven fra helvede”, fordi den kan give alvorlige allergiske reaktioner.
Og den er ikke sådan at slippe af med igen.
Intet indikerer, at larven er blevet udryddet helt i Odense. Den er højst blevet bremset i sin udbredelse.
I sidste uge skrev Danmarks Radio, at larven også er kommet til Kerteminde Kommune på Fyn.
Da kommunens egetræer blev screenet for nyligt, fandt man en forladt larve-rede i byen Munkebo.
Asbjørn Nyholt er driftsleder i Park&Vej i Kerteminde Kommune og forventer at se flere af larverne i år.
“Der er jo blevet lagt nogle æg i træerne, og derfor går vi og venter på at finde den nye generation i området,” siger han til DR.
Hans Peter Ravn er lektor emeritus ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.
Han har et indgående kendskab til larven. I 2020 skrev han bl.a. et såkaldt vidensblad om egeprocessionsspinderen.
DM Bio har talt med Hans Peter Ravn om, hvorfor larven er kommet til Danmark, hvor farlig den er for mennesker – og hvordan vi bedst slipper af med den igen.
Hvor stammer egeprocessionsspinderen oprindeligt fra?
Larven er hjemmehørende i i Central- og Sydeuropa.
Arten har dog også længe kunnet findes i Vesteuropa, men indtil 1900 blev den betragtet som sjælden hér.
I dag er larven almindelig i Frankrig, Belgien og Holland og i dele af Tyskland, hvor den ofte skaber store problemer.
I 2005 blev larven også introduceret i London via importeret egetræ.
I de berørte lande må skoler og parker til tider lukkes ned for at give specialister mulighed for at bekæmpe rederne i egetræerne.
For nogle år siden blev Fredenbaumparken i Dortmund lukket med i tre uger, da omkring 500 træer i parken var blevet angrebet af larverne.
Fra æg til giftig plage: Sådan udvikler “helvedslarven” sig trin for trin

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Egeprocessionsspinderen lægger mellem 30-200 æg tæt sammen i et såkaldt ægspejl.
Ægspejlet ligner et net og findes oftest i trækronens sydside og på årsskud og fjorårsskud.
Efter æggene er lagt overvintrer de i syv-otte måneder.
Udklækningen sker engang i april og ind i maj, afhængig af temperaturforholdene.
Når larven er udklækket gennemgår den seks larvestadier, før den bliver til en puppe og herefter en voksen sommerfugl (natsværmer).

Når egeprocessionsspinderen har gennemgået udviklingen som larve, forpupper den sig og kommer ud som nataktiv sommerfugl – altså en natsværmer. Foto: Wikipedia.
I de første tre larvestadier er larverne rødbrune og har endnu ikke fået de giftige, brændende hår. Her kan larverne udryddes uden sikkerhedsudstyr.
I fjerde, femte og sjette stadie får de giftige mikrohår, og så kræver det sikkerhedsudstyr at fjerne dem.
De sene larvestadiers rede er oftest placeret på stammen eller på kraftige grene (figur 4).
I varme somre kan reden være placeret nær jorden eller sågar i et hul i jorden.
Larverne er fuldvoksne sidst i juni og juli og når her en længde på 3-4 cm.
Kilde: Københavns Universitet.
Hvornår kom egeprocessionsspinderen til Danmark?
De første egeprocessionsspindere blev fundet i Danmark i 1996.
Larverne blev fanget i lysfælder på Falster og Lollands sydkyst og blev sandsynligvis transporteret med vinden til Danmark over Femern-Sund.
Lysfælder sættes op af sommerfuglesamlere langs kysterne i Danmark i håbet om at fange nye sommerfuglearter.
Men til tider ryger der altså også andre og mere uønskede arter i fælderne.
Siden 1996 er der blevet fanget 1100 hanner af egeprocessionsspinderen i lysfælder, men ingen hunner.
Mens hannerne strejfer langt omkring, bevæger hunnerne sig meget kort fra der, hvor de udklækker æg.
I 2024 blev egeprocessionsspinderen første gang opdaget i Odense.
Året efter dukkede larverne også op i et egetræ i en børnehave i Horsens, men efter alt at dømme er det lykkes kommunen at udrydde dem igen.
Hvorfor er egeprocessionsspinderen blevet spredt på Fyn?
Introduktionen af larverne på Fyn er givetvis sket ved import af egetræer med overvintrende æg på træerne.
Larven tilbringer syv måneder af året som æg på årsskuddene på egetræerne, og æggene er meget svære at få øje på.
Når egeplanter importeres til udplantning i Danmark, kan larven derfor meget nemt ryge med, uden at nogen opdager det.
Og det er givetvis det, der er sket på Fyn.
Det er ikke lykkedes at få planteskolen i Herning til at oplyse, hvor de ellers har leveret egeplanter henne.
Men det kommer vi jo til at finde ud af i år, hvis der dukker flere larve-reder op i andre byer.
Er du særlig følsom over for histaminer, kan dine luftveje svulme op, hvis du indånder egeprocessionsspinderens giftige hår.
Hvor farlig er egeprocessionsspinderen?
Larven har cirka 60.000 hår, der falder af, når den skifter hud.
Men det er faktisk ikke de lange hår, der er problemet.
Larven bærer også på op mod 700.000 mikroskopiske hår, kaldet brandhår, som indeholder proteinet thaumetopoein, der er stærkt allergifremkaldende.
Hårene kan bore sig ned i huden og give udslæt og brændende smerter.
Hårene er så små, at de kan holde sig svævende i luften og dermed finde vej ned i luftvejene.
Kommer du til at indånde dem, kan det udløse en allergisk reaktion, der kan give åndedrætsbesvær.
Er du særlig følsom over for histaminer, kan luftvejene svulme op, og så skal man have antihistamin for at slå allergien ned.
Det er dog vigtigt at slå fast, at der endnu ikke findes eksempler på, at mennesker er døde af at være i kontakt med larverne.
Hunde er særligt udatte for larverne, fordi de kan finde på at slikke på dem.
På et tidspunkt fik jeg en henvendelse fra en kvinde, der skrev, at der findes eksempler på, at hunde har fået amputeret tungen hos dyrelægen, fordi den var blevet så opsvulmet, at hunden var ved at blive kvalt.
Hvordan bekæmper vi bedst egeprocessionsspinderen?
Det bedste, man kan gøre, er at sørge for, at de egetræer, man planter i efteråret eller i foråret, tilses for larver første gang, de springer ud.
Larverne æder jo bladene, så man vil tydeligt kunne se, hvis et egetræ er blevet hjemsted for arten. Og så kan man nå at behandle dem, inden larverne spreder sig.
Den chance er forpasset i Odense, hvor larven nu har levet i tre-fire år.
Så nu hænger kommunen på en udgift, når larven dukker op steder, hvor man ikke kan acceptere at den lever.
Man skal også være opmærksom på æg, hvis man flytter rundt på afklippet egetræsmateriale sidst på året.
Æggene er som sagt meget svære at få øje på, og hvis de får lov til at ligge i en kompostdynge fx., kan de godt overleve til næste år, hvor æggene klækker ud. Og så går larverne på jagt efter det nærmeste egetræ.
Det skal du gøre, hvis du kommer i kontakt med egeprocessionsspinderen

Bliver du ramt af blot ét af de mikroskopiske brandhår, som larverne skiller sig af med, kan du mærke det. Hårene borer sig ind i huden og giver en reaktion. Det kan lidt sammenlignes med at blive ramt af en brændenælde eller bjørneklo. Foto: Wikipedia.
- Undgå kontakt med larver, både døde og levende, og med larvens reder eller vegetation/jord omkring træer, hvor der har været larver.
- Ved kontakt med larvens hår er der risiko for hudreaktioner som kraftig kløe og udslæt. Der ses ligeledes øjen- og luftvejsirritation og i sjældne tilfælde vejrtrækningsbesvær.
- Ved kontakt kan man forsøge at fjerne hårene ved forsigtig afskylning, efterfulgt af et bad med mere grundig afvaskning.Ved øjensymptomer skylles øjnene.
- Forsøg at undgå spredning af hår i hjemmet, og vask tøjet ved mindst 60 grader.
- Oplever man kraftige symptomer eller vejrtrækningsbesvær efter kontakt med larverne, anbefales det at søge lægehjælp.
Skarp pris på forsikringer
Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand