Socialdemokratiet vil have en ny national forskningsstrategi

Danmark har brug for en ny og mere ambitiøs forskningsstrategi. Det mener Socialdemokratiets forskningsordfører, Trine Bramsen, der advarer om, at forskningsområdet er blevet glemt både politisk og i den offentlige debat.

“Forskning er ikke længere et tema, vi diskuterer politisk. Det er reduceret til en forhandling én gang om året, når vi deler forskningsreserven ud,” siger Trine Bramsen.

Hun efterlyser en bredere politisk diskussion af forskningsområdets betydning og prioriteringer – en diskussion, hun mener har været fraværende i mange år.

Trine Bramsen var medlem af forskningsudvalget fra 2011 til 2019, og først i september 2024 vendte hun tilbage til forskningsområdet, da hun blev valgt til socialdemokratisk uddannelses- og forskningsordfører efter en afstikker som blandt andet forsvars- og transportminister.

Hun oplevede, at forskningen i mellemtiden var blevet kørt ud på et sidespor – såvel på Christiansborg som i offentligheden:

“Det er min oplevelse, at der er sket et skifte. Jeg ser det som min vigtigste opgave som relativt ny ordfører at få forskning tilbage på den politiske agenda. Jeg mener faktisk, at det største problem, vi overhovedet har, når vi taler om forskningspolitik, er, at det er blevet noget, der er meget lidt offentlig interesse for og politisk fokus på,” siger hun.

Trine Bramsen tilføjer, at man selvfølgelig godt kan bruge lang tid på at diskutere, om udviklingen er politikernes, mediernes eller forskningsverdenens skyld.

“Jeg synes i hvert fald ikke, man kan sige, at det alene er Socialdemokratiets skyld, men det er måske i virkeligheden uinteressant. Det interessante er, hvordan vi sammen får løftet forskningen tilbage til at blive et egentligt politisk diskussionsfelt,” siger hun.

Milliardaftale fik ingen opmærksomhed

Den manglende interesse for forskningen kom senest til udtryk i november sidste år, hvor et bredt politisk flertal fordelte 5,5 milliarder kroner – herunder en halv milliard ekstra som basismidler til forskningen.

Trine Bramsen mener, at det er paradoksalt, at så store milliardinvesteringer stort set ingen omtale fik – andet end en lille notits, man skulle lede længe efter på en side langt inde i aviserne.

Hun tilføjer, at politiske modstandere gerne vil tillægge Socialdemokratiet det motiv, at partiet ikke er interesseret i hverken forskning eller videregående uddannelser. Måske fordi man i partiet har omtalt akademikere som de kolde hænder i forbindelse med diskussionen om manglen på arbejdskraft inden for velfærdsfagene – men den køber hun ikke.

“Jeg vil godt slå fast med syvtommersøm, at det ikke forholder sig sådan. Jeg synes i bedste fald, at det er en misforståelse i offentligheden, men det bliver min opgave at modbevise det. Vi er meget opmærksomme på i Socialdemokratiet, at rigtig mange arbejdspladser er afhængige af forskning og gode videregående uddannelser. Danmarks økonomi hviler på det, og derfor har vi også hvert eneste år gennem vores tid i regeringen tilført flere penge til området,” siger Trine Bramsen.

Vil ikke tale om procenter

Hun siger, at de i Socialdemokratiet er villige til at diskutere, om der skal sættes flere midler af til forskning, men hun vil ikke lægge sig fast på, hvor stor en procentdel af bruttonationalproduktet (BNP) der skal bruges til formålet.

Danmark har tilsluttet sig den fælles EU-målsætning, Barcelona-målsætningen, der fastsætter, at medlemslandene samlet set skal udføre forskning og udvikling for tre procent af BNP – heraf en tredjedel i den offentlige sektor. Målsætningen er også skrevet ind i regeringsgrundlaget, men kritikken har lydt, at man medtager revl og krat, der kan kaldes forskning, i kommunerne og regionerne for at leve op til målsætningen.

Forskningsmidler, som forskerne henter hjem fra EU, bliver også talt med, hvilket har den uheldige konsekvens, at universiteterne ikke har en tilskyndelse til at søge om flere midler i EU-systemet, da det i sidste ende bliver modregnet i finanslovsbevillingen.

Vil gøre som i Finland

I stedet for at diskutere, hvem der vil dele flest procenter ud, vil Trine Bramsen tage initiativ til at starte en proces, der gerne skal munde ud i formuleringen af en ny national forskningsstrategi.

“Hvis diskussionen alene handler om, hvem der kan love flest penge, bliver det tom overbudspolitik uden en klar retning og klare mål, og det tror jeg ikke gavner nogen. Vi har brug for en grundlæggende politisk diskussion af, hvad forskningen skal bidrage til, og hvor vi vil hen som samfund,” siger hun.

Hun tilføjer, at hendes initiativ skal være en åben invitation til både forskningsmiljøerne og andre partier om at deltage i debatten, da en ny politik skal blive til i samspil mellem politikere og dem, det hele handler om.

Hun mener, at Finland i den forbindelse kan tjene som forbillede. Finnerne satte sig sammen og definerede en fælles retning for forskningen, før man besluttede sig for målsætninger og investeringer:

“Det er den rette rækkefølge at gøre det i.”

Ifølge Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR), der har været på studietur til Finland, har det finske parlament vedtaget en køreplan for den finske forsknings- og innovationspolitik, der skal sikre, at landet øger de samlede offentlige og private investeringer til fire procent af BNP i 2030. Både staten og erhvervslivet skal altså bidrage, og derfor har den finske regering også indgået en aftale med 56 forskningsintensive virksomheder om, at de skal øge deres forskningsinvesteringer. Satsningen sker, efter at landet har været i en økonomisk krise med et stagnerende BNP, efter at mobilgiganten Nokia mistede sin status som verdensførende i slutningen af 00'erne.

Fordeling mellem universiteter skal ændres

Trine Bramsen vil i forbindelse med diskussionen om en ny forskningsstrategi også diskutere, hvordan basismidlerne skal fordeles mellem de otte universiteter i fremtiden.

Hun siger, at den nuværende fordeling er historisk betinget af, at de nyeste universiteter, der blev etableret efter 60'erne, ikke oprindeligt var tiltænkt at skulle forske. De ‘gamle’ universiteter har derfor fået flest basismidler, og den skævhed vil hun gøre op med.

Så sagt direkte: Skal de nye universiteter have en større del af kagen?

“Ja, vi har i hvert fald allerede ændret på fordelingsprofilen i forbindelse med nye basismidler, vi fordelte med forskningsreserven. Jeg synes, det sender et vigtigt signal til de nye universiteter om, at vi fra politisk side anerkender, at vi har mange dygtige forskere på de forskellige universiteter i Danmark.”

Villig til at se på universitetsloven

Trine Bramsen er også villig til at diskutere, om der er dele af universitetsreformen fra 2003, der trænger til en justering. Hun mener dog, at reformen grundlæggende har opfyldt sit formål, så kritikerne skal nok ikke forvente et opgør med det eksterne flertal i universitetsbestyrelserne eller en genindførelse af universitetsdemokratiet fra før 2003.

“Når en reform har virket i mere end tyve år, giver det god mening at kigge på, hvad fordelene og ulemperne er ved den, og om der er nogle steder, vi kan skrue på nogle knapper. Men jeg vil ikke komme med en drejebog for, hvad der skal ske. Det vigtige for mig er, som dengang vi indførte reformen, at sikre, at universiteterne ikke er nogle øde øer, men er en del af og understøtter det samfund, vi bor, lever og arbejder i. Loven skal sikre, at vores universiteter er effektivt drevet og leverer god forskning og undervisning, men jeg er åben for at kigge på, om der skal foretages nogle justeringer,” siger Trine Bramsen.

Hun understreger, at Socialdemokratiet bakker helhjertet op om armslængdeprincippet, så universiteterne har ingen grund til at frygte, at partiet vil stille forslag om mere politisk kontrol med forskningen, når der skal udarbejdes en ny forskningsstrategi.

Trine Bramsen forbeholder sig dog ret til at diskutere konkrete forskningsresultater, når de bliver en del af den politiske debat.

“Vi er rigtig glade for den forskning, der bliver bedrevet, men det sker i stadig større omfang, at forskningsprojekter bliver brugt til at rejse offentlige diskussioner, og så skal det være sådan i et demokratisk samfund, at der skal være rum til at sige, at man er uenig, uden at det opfattes som en kritik af forskningen generelt. Det er en hårfin balance, og det må aldrig blive sådan, at politikerne styrer forskningen,” siger hun.