Dansk Magisterforening

AAU-kræmmere slår til: Fik 260 Obama-billetter til halv pris

Barack Obama under et besøg i sin fars hjemland, Kenya, i 2018. © Foto: Dai Kurokawa/EPA/Ritzau Scanpix

Af Lasse Højsgaard
Del artikel:

Gennem dygtigt købmandskab har AAU ’s rektor sparet universitetet for mange undrede tusinde kroner – og det luner i de ellers så økonomisk trængte tider.

Der er økonomisk smalhals i den danske universitetsverden. Ikke mindst i Nordjylland, hvor AAU i årets begyndelse måtte afskedige 140 medarbejdere.

I sådanne tider er der naturligvis ekstra brug for at tænke økonomisk og købe billigt, og det har de en nedarvet evne til i det jyske. Forleden kunne AAU da også med stolthed annoncere et køb, som har sparet universitetets kasse for mange hundrede tusinde kroner. Det er nemlig lykkedes AAU at hjemtage 260 billetter til et arrangement i Musikkens Hus i slutningen af september, hvor selveste USA ’s tidligere præsident Barack Obama kommer og snakker om noget med ledelse og entreprenørskab.

Og ifølge AAU’s hjemmeside er den samlede pris på 850.000 kroner “ca. halv pris af, hvad billetterne sættes til salg for”. Så hvor andre nordjyder må hoste op med 6.500 kroner for at se giraffen, slipper rektor Per Michael Johansen og hans følge med kun at betale 3.270 kroner pr. billet.

“Det er en enestående mulighed for vores studerende og forskningstalenter for at få relevant læring og unik førstehåndserfaring fra en af de store ledere i verden”, siger rektor Per Michael Johansen på AAU ’s hjemmeside om købet af Obama-billetterne. Der har ganske vist været pip fra tillidsfolk og politikere, der undrer sig lidt over udgiften sammenholdt med den faglige relevans af et foredrag, hvor det ikke er muligt at stille spørgsmål og gå i kritisk dialog.

Per Michael Johansen vil ikke interviewes af de mange medier, der har spurgt om sagen. Men han vil gerne gentage, at “det er en enestående mulighed for vores studerende og forskningstalenter for at få relevant læring og unik førstehåndserfaring fra en af de store ledere i verden”.

Ifølge AAU skal Obama-billetterne fordeles mellem studerende og forskere “på tværs af universitetet”. Det med “på tværs” skal dog tages med et gran salt, for det hedder videre, at fagmiljøerne skal stå for udvælgelse og indstilling af “særligt talentfulde studerende, forskere og projekter inden for lederskab og entreprenørskab”.

Også her må man anerkende AAUledelsen for at agere moderne og følge tidens trend inden for forskningsledelse. Midler gør mest gavn, når de udsættes i konkurrence, og det gælder naturligvis også de eftertragtede Obama-billetter, der derfor kun skal gå til “særligt talentfulde” studerende og forskere.

Mon ikke det kan motivere de øvrige til at tage sig lidt sammen? “Hvad der er sparet, det er tjent”, som Emil fra Lønnebergs far sagde, da drengen selv fik vredet sig ud af suppeterrinen. Og gennem AAU’s dygtige købmandskab er der altså nu frigjort 850.000 kroner, som kan bruges på andre nyttige ting. Det kunne for eksempel være en aften med Jan Mølby – den gamle kæmpe fra firserlandsholdet – der også gæster Musikkens Hus for at fortælle om noget med fodbold. Her er entreprisen sågar kun 279 kroner, og mon ikke AAU’s dygtige forhandlere kan få listet prisen yderligere ned, hvis man nu køber 2-3.000 billetter.

}