Spring menu over
Næste magasin udkommer den 5. maj
Dansk Magisterforening

Vibe Gedsø Frøkjær modtager Dronning Margrethe II’s Videnskabspris

Vibe Gedsø Frøkjær

 Foto: Videnskabernes Selskab

Priser
Del artikel:

Professor og overlæge Vibe Gedsø Frøkjær er blevet tildelt Dronning Margrethe II’s Videnskabspris for sin forskning i hjernens samspil med hormoner, stressregulering og stofskifte, med særligt fokus på kvinders mentale sundhed. Prisen blev overrakt af H.M. Dronning Margrethe den 22. april ved en ceremoni i Videnskabernes Selskab. Dronning Margrethe II’s Videnskabspris uddeles årligt til en fremragende dansk forsker under 50 år, der har ydet en væsentlig indsats inden for sit felt.

Vibe Gedsø Frøkjær er ansat som professor i neuropsykiatri ved Københavns Universitet og har desuden tilknytning til Psykiatrisk Center København, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital samt Neurobiologisk Forskningsenhed på Rigshospitalet. Hendes forskning har bidraget til en øget forståelse af, hvordan hjernens kemi påvirkes af hormonelle udsving, og hvordan dette kan have betydning for udviklingen af mentale lidelser som depression. Særligt har hun undersøgt, hvorfor kvinder rammes oftere af depression end mænd, og hvordan biologiske mekanismer kan forklare denne forskel.

Et centralt element i Vibe Gedsø Frøkjærs arbejde er udviklingen af verdens største database over PET-scannede raske forsøgspersoner. Denne database gør det muligt at studere hjernens kemi i levende mennesker og koble resultaterne med biologiske markører, spørgeskemadata og sundhedsregistre. Gennem avancerede PET-scanninger har hun og hendes forskningsgruppe kunnet observere, hvordan hjernen reagerer på naturlige og eksperimentelle hormonelle udsving, og hvordan disse reaktioner kan hænge sammen med risikoen for at udvikle depression eller andre mentale helbredsproblemer.

Forskningen har åbnet nye muligheder for individualiseret forebyggelse og behandling af depression og andre mentale lidelser. Ved at identificere biologiske profiler, der øger sårbarheden over for hormonelle skift, kan forskningen bidrage til mere målrettet rådgivning og behandling, særligt for kvinder i perioder med store hormonelle forandringer som graviditet, fødsel eller opstart på hormonel prævention.

Vibe Gedsø Frøkjærs arbejde har desuden været med til at bryde med tidligere tiders berøringsangst over for forskning i kvindespecifik biologi og psykiatri. Hendes tværfaglige tilgang har bidraget til at løfte et forskningsfelt, der både har grundvidenskabelig betydning og konkret nytteværdi for patienter.

Dronning Margrethe II’s Videnskabspris blev indstiftet i 2015 af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i anledning af H.M. Dronning Margrethes 75-års fødselsdag. Prisen er på 100.000 kroner og tildeles efter indstilling fra selskabets medlemmer.