Forskerne står klar med mere rådgivning til Folketinget. Politikerne er uenige om behovet

Dansk politik gennemgår store forandringer i disse år. De skiftende regeringer har fået flere muskler i form af betydelige analyse- og ekspertressourcer i ministerier og centraladministration, mens folketingsmedlemmerne forsøger at holde trit med bunker af udvalgsdokumenter, spørgsmål fra journalister og en lind strøm af henvendelser fra organisationer, vælgere og lobbyister.

Partierne bliver flere og mindre, og det enkelte folketingsmedlem skal holde styr på stadig flere politiske områder. Samtidig stiger tempoet, og de spørgsmål, politikerne skal træffe beslutninger om, bliver mere komplekse.

Andre europæiske parlamenter har mødt udviklingen ved at give deres medlemmer adgang til forskere og egne analysetjenester. Men ifølge Videnskabernes Selskab er Folketinget fortsat et af ganske få parlamenter i Europa uden systematisk adgang til videnskabelig rådgivning, som kan styrke parlamentets arbejde.

Derfor samlede Videnskabernes Selskab forskere og politikere til et seminar den 29. september for at starte en dialog om behovet. Konkret foreslår Videnskabernes Selskab, at Folketinget afprøver en dansk model gennem et pilotprojekt. 

Tanken er ikke at kopiere én bestemt udenlandsk løsning, men at undersøge, hvordan forskningsbaseret viden kan bringes tættere på det parlamentariske arbejde. I rapporten Parlamenters adgang til videnskabelig rådgivning kortlægger Videnskabernes Selskab modellerne og erfaringerne fra Sverige, Holland, Finland og Irland.

"Fokus har hidtil været på regeringens adgang til forskningsbaseret rådgivning. Nu sætter vi fokus på Folketinget. Det vil måske kunne være med til at rette lidt op på ubalancen mellem regeringen og Folketinget," siger Susanne Ditlevsen, præsident for Videnskabernes Selskab.

Politikere under pres

Udfordringerne er ikke særlige for Danmark. Også i andre europæiske parlamenter oplever politikerne, at tempoet er steget, mens de politiske sager er blevet mere komplekse.

Det fortalte Kirsten van den Hul, tidligere medlem af det nederlandske parlament, da rapporten blev præsenteret på et seminar i Videnskabernes Selskab. Som folkevalgt oplevede hun et voksende pres på parlamentarikernes tid og ressourcer.

Da hun blev valgt i 2017, oplevede hun arbejdet som overvældende. Hun delte tre medarbejdere med flere andre parlamentarikere, sad i flere udvalg og skulle samtidig håndtere møder, debatter, medier, vælgere og partiarbejde.

Ifølge hende er udviklingen ikke unik for Nederlandene. Politikere er i stigende grad blevet generalister, som skal dække mange områder på én gang, mens antallet af partier er vokset, partigrupperne er blevet mindre, og tempoet i politik og medier er steget. Samtidig er den institutionelle hukommelse blevet svækket, fordi politikere og medarbejdere udskiftes oftere end tidligere.

"Vi mangler tid, medarbejdere og viden," sagde hun.

Noget lignende pegede Sophie Hæstorp Andersen, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og tidligere social- og boligminister samt overborgmester i København, på under den efterfølgende debat.

Hun fremhævede, at partierne er blevet så små, at det enkelte folketingsmedlem i dag ofte skal dække mange ordførerskaber samtidig.

Ifølge Kirsten van den Hul er det netop derfor, parlamenter har brug for hjælp til at skaffe overblik over komplicerede sager på kort tid.

I dag kan nederlandske udvalg blandt andet få hjælp til at finde eksperter, bestille forskningsbaserede faktaark og få uafhængige vurderinger af dokumentationen bag regeringens lovforslag.

Tempoet går ud over kvaliteten

Beskrivelsen af et politisk system under pres genfindes i flere nyere analyser af dansk politik.

Ifølge Magtudredningen 2.0 mener 69 procent af embedsmændene i centraladministrationen, at tempoet i de politiske processer er blevet så højt, at det påvirker kvaliteten af lovgivningen negativt. Samtidig vurderer 44 procent, at mange politiske beslutninger bliver truffet uden et ordentligt fagligt grundlag.

På seminaret pegede Michael Bang Petersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og leder af Magtudredningen 2.0, på, at en stadigt større del af lovgivningsarbejdet foregår gennem forligsforhandlinger med ministeren for bordenden.

Rapporten fra Videnskabernes Selskab beskriver udviklingen som aftaleparlamentarisme og peger på, at en stigende del af lovgivningen i praksis er forhandlet på plads, før den når frem til Folketingets formelle behandling.

Ifølge rapporten har udviklingen været med til at skabe en situation, hvor regeringen og centraladministrationen råder over analysekapacitet og specialiseret viden, som Folketinget ikke har tilsvarende adgang til.

Dermed handler spørgsmålet om videnskabelig rådgivning ikke kun om adgang til forskning, men også om magtbalancen mellem regering og parlament.

På seminaret var der ikke enighed om, hvorvidt Folketinget har brug for en mere formaliseret adgang til forskningsbaseret rådgivning.

Henrik Frandsen (M), Folketingets nyvalgte formand, var tilbageholdende med at drage en klar konklusion. Efter nogen betænkningstid sagde han, at han hælder til, at balancen mellem regering og Folketing har forskubbet sig lidt for langt:

"Balancen mellem regeringen og Folketinget er tippet lidt for langt over til fordel for regeringen. Regeringen har flere muskler."

Han pegede samtidig på, at Folketinget allerede benytter forskere i kommissioner og større udredningsarbejder, blandt andet gennem Magtudredningen 2.0, og rejste spørgsmålet, om parlamentet i højere grad burde have mulighed for selv at trække på forskningsbaseret viden.

Forskere kan lære af interesseorganisationer

Mere skeptisk var Lars Aagaard, medlem af Folketinget for Moderaterne og tidligere klima-, energi- og forsyningsminister.

"Jeg oplever det ikke som et problem i Danmark, at der mangler viden om konkrete lovforslag."

Han sagde også, at han aldrig havde hørt en oppositionspolitiker efterspørge mere viden. Ifølge ham får politikerne allerede store mængder information, blandt andet fra interesseorganisationer, som ofte er bedre til at præsentere kompliceret stof på en måde, der er forståelig og anvendelig i det politiske arbejde.

Lars Aagaard fremhævede Det Økonomiske Råd som et eksempel på rådgivning, der kan bruges, fordi rådet har en tydelig faglighed. Til gengæld var han skeptisk over for store rådgivende udvalg med mange forskellige forskningsfagligheder, fordi deres rådgivning efter hans vurdering kan være vanskelig at omsætte i praktisk politik.

Han mente samtidig, at de største udfordringer ikke nødvendigvis knytter sig til manglende viden om konkrete lovforslag, men til de bredere samfundsproblemer, som politikerne skal navigere i.

For Sophie Hæstorp Andersen var spørgsmålet heller ikke entydigt. Hun fremhævede, at Folketinget allerede råder over flere redskaber til at hente videnskabelig viden ind i beslutningsprocesserne, blandt andet gennem høringer og ekspertindkaldelser i udvalgene. Samtidig pegede hun på, at de mindre partier og de mange ordførerskaber lægger et betydeligt pres på det enkelte folketingsmedlem.

Anne Sophie Callesen, tidligere medlem af Folketinget for Radikale Venstre, rejste en anden indvending. Selv hvis behovet er reelt, er det ikke sikkert, at løsningen fungerer i praksis.

Hun tvivlede på, at videnskabelig rådgivning vil blive brugt i tilstrækkeligt omfang, fordi politikernes arbejdspres allerede er så højt.

Netop den travlhed, der bruges som argument for mere rådgivning, kan dermed også gøre det vanskeligt at finde tid til at anvende den.

Efterfølgende har hun i et opslag på LinkedIn i forbindelse med Folketingets åbning præciseret, at hun støtter mere videnskabelig rådgivning til Folketinget:

"I dag er jeg ikke flov over at indrømme, at jeg manglede overblik og viden. For jeg manglede både tid og adgang til uvildig viden(skab). For det er jo en systemfejl og ikke min fejl."

Mangler Folketinget viden eller uafhængig viden?

Under seminaret pegede Michael Bang Petersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og leder af Magtudredningen 2.0, på, at politikerne allerede modtager store mængder information fra organisationer, tænketanke, myndigheder og andre aktører.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvor meget viden politikerne modtager, men også hvor uafhængig den er.

"Det kan godt være, at politikerne ikke oplever et behov, fordi det dækkes ind af interesseorganisationer," sagde Michael Bang Petersen.

Rapporten fra Videnskabernes Selskab argumenterer for, at Folketinget bør have lettere adgang til forskningsbaseret viden, som ikke er bundet til særinteresser. I et pilotprojekt foreslår selskabet blandt andet at afprøve korte faktaark, ekspertmøder og uafhængige vurderinger af dokumentationen bag regeringens lovforslag.

"Vi har et forskersamfund, der gerne vil bidrage, men spørgsmålet er, om politikerne gerne vil have det. Det sidste er jeg ikke blevet helt klog på," konkluderede Michael Bang Petersen.